Frederik Cilius bevæger sig hjemmevant langs scenen i DR’s koncertsal.
»Hej Simone«, siger han til en violinist fra symfoniorkestret, mens tonerne fra en stor harpe fylder rummet.
Her øves der til torsdagens koncert med musik af den finske komponist Jean Sibelius, og ude bagved diskuteres brugen af strygere og opsætningen i det hele taget.
»Badum, badum, badum«, lyder det i en af samtalerne.
»Jeg synes fandeme, det er fedt, men det er svært at spille«.
Selv under orkestrets frokostpause er der en højtidelig, nærmest alvorlig, stemning blandt musikerne, men man skal ikke tage fejl, pointerer Cilius:
»Det er også virkelig low brow«.
Den 39-årige satiriker, skuespiller og klarinettist ved, hvad han taler om, når han kalder miljøet for mindre sofistikeret, end det ser ud på overfladen. Klassisk musik har spillet en central rolle det meste af hans liv, både som udøvende kunstner og mediepersonlighed, og han er ikke i tvivl om, hvor den store passion stammer fra.
»Der var én lærer, der antændte det hele«, forklarer Cilius, da vi sætter os ned i publikumsfoyeren til en snak om de læremestre, der har formet ham gennem livet.
Store krav fra en tysker
Han husker ellers ikke ret meget fra sin folkeskoletid og tilskriver det, at årene på privatskolen i Sønderborg i det store hele var »ret problemfri«. Tingene kom let til den unge Cilius, der var så begavet, at han sprang tredje klasse over. En ting husker han dog tydeligt, og det var timerne med den tyske lærer Michael Fleischauer.
»Han underviste os alle sammen i blokfløjte og senere i tysk, og han var fandeme en fantastisk lærer. Altså virkelig, virkelig fantastisk. Alene det at have en hel årgang på blokfløjte er jo en uriaspost uden lige«.
Tyskeren var en habil tværfløjtenist og en musikalsk ildsjæl, der smittede hele klassen med sin begejstring – selv Brian, som senere blev bygningskonstruktør, blev fanget af det.
»Michael Fleischauer brugte så meget tid på os og tog det meget alvorligt. Vi endte faktisk med at være ret mange, der gik op i det. Han arrangerede både forårskoncerter, julekoncerter og efterårskoncerter, så mine forældre har jo siddet og hørt på det lort i time efter time«.
Michael Fleischauers aftryk betød, at Cilius begyndte til blokfløjte allerede i første klasse og den følgende jul ønskede sig en cd med Michala Petri, som han blev »meget, meget betaget af«.
Når han ser tilbage, var det især de høje forventninger, der gjorde indtryk.
»Han stillede krav til os på en meget tysk måde. Målet var selvfølgelig, at det skulle være sjovt, men vi skulle lære, at det også krævede en indsats, før det blev sjovt. Der er jo meget få ting i verden, som er sjove i udgangspunktet – man skal lige læse reglerne, før man går i gang med at spille ’Matador’«.
»Michael formåede at gøre blokfløjte til noget vigtigt. Og så var han en stor autoritet. Jeg kan huske, at jeg havde et meget langt skænderi med min mor, der gik ud på, om det hed fjerdedele med tryk på begge d’er eller ej. For det sagde Michael jo, fordi han var fra Tyskland. Så jeg insisterede i mange år på, at det hed fjer-de-dele«.
»Han har betydet helt enormt meget for mig. Jeg var meget, meget begejstret for hans undervisning«.
Noget helt særligt? Så er det nu, du skal indstille din lærer til Politikens UndervisningsprisEt spirende talent
Det handlede også om, at den unge Frederik Cilius følte sig set af en voksen, der greb hans spirende interesse for musik. Da han senere som niårig begyndte at spille klarinet, fik Michael Fleischauer det inkorporeret i skolekoncerterne.
»Det er nok det, der er fællesmængden bag alle de læremestre, jeg har haft: De har kunnet identificere et eller andet talent, og så har de kunnet fremlægge en plan for, hvordan man udvikler det talent. Fordi det mestrer man jo ikke selv som barn«, siger han.
Det kræver tid og overskud, hvilket der ikke er meget af i folkeskolen i dag, oplever Cilius, der er far til tre.
»Jeg tror grundlæggende set ikke, at lærerne har tid til det, fordi de skal slukke så mange ildebrande. Og så bor vi jo også i et land, hvor der ikke er nogen prestige i at være skolelærer. Hvis man ligesom sagde: »Der går overlærer Andersen« til børnene, men det gør man jo ikke. Man siger: »Der går det svin, som gav dig en skideballe i sidste uge«. Og hvis den indstilling er der, så kan jeg godt forstå, at lærerne ikke gider«, siger Cilius med henvisning til den lærerflugt, folkeskolen kæmper med i disse år.
Han synes, at der med hele inklusionstanken i skolesystemet er kommet for meget fokus på børns svagheder frem for deres styrker, og dét kan mærkes hos et barn, mener han.
»Hvis man ikke oplever, at man har vind i sejlene med et eller andet, og man bliver rost for det, så tror jeg, at man bliver obsternasig og kontrær og har svært ved at se, hvad formålet er. Du kan jo ikke sige til en otteårig: »Du skal gå i skole, fordi det er dannelse««.
Kodyle skideballer
For Frederik Cilius blev det også konstruktivt, at den tyske lærer kunne blive alvorligt sur.
»Hold kæft, hvor har jeg fået mange skideballer af Michael«, husker han.
»Det var sådan noget med at sige: »Nu skal I kraftedeme holde jeres kæft, for ellers kommer vi aldrig igennem den her skide sonat«. Og der var da også et element af, at man ikke havde lyst til, at han skulle blive sur. Men det blev han, og det var fair nok«.
En dag ringede Michael Fleischauer også til forældrene i Sønderborg.
»Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde lavet, men det vidste jeg godt dengang. Han ringede til mine forældre og sagde, at det simpelthen var en uacceptabel opførsel, og der fik jeg edder-broder-mig skældud af mine forældre«.
»Jeg kan også huske engang, hvor jeg blev smidt uden for døren af min engelsklærer Lena, som jeg var meget glad for, og så sagde min mor: »Det havde hun nok en god grund til«. Og det havde hun også«.
I dag ville mange forældre nok i stedet tage en snak med skolen, hvis deres barn fik kritik, fordi der generelt er en større mistro til lærerne og skolesystemet, mener Cilius. Der er ikke længere plads til at udøve det, han kalder »brutal omsorg«, som kan være særdeles effektivt i et trygt miljø.
»Jeg har fået kodyle skideballer, men jeg har også fortjent dem og lært af dem. Og jeg synes jo altid, at når nogen gider ulejlige sig med at give dig en skideballe, så er det, fordi der ligger noget omsorg i det. Ellers kan man jo bare trække på skuldrene«, siger han og fortsætter:
»Jeg siger ikke, at man skal skælde børn ud til højre og venstre. Jeg har bare fået mange skideballer i mit liv, som har været velplacerede og velfortjente«.
Sæt grænser for Kanye-børnene
I det hele taget tror Frederik Cilius på, at tydelige grænser og pligter er en gave for børn. Hvis de hele tiden får fortalt, at de er unikke og fejlfri, er der større risiko for, at de ikke gør en indsats for fællesskabet eller deres egen læring, mener han.
»Der er jo denne her filosofi om, at »børn gør det bedste, de kan«. Men gør de nu også det? Det tror jeg ikke på. Det gjorde jeg i hvert fald ikke altid, det er 100 procent sikkert. Og hvis man abonnerer på det børnesyn, er det jo også et carte blanche til at ligge nede i legetøjsafdelingen i Bilka og råbe og skrige, for »han kan jo ikke gøre det bedre««, siger han og tilføjer:
»Jeg tror, at for mange børn i dag har tendens til at gå Kanye-vejen, hvor man som Kanye West bare siger: »Jeg er så unik og speciel, så folk må bare tage mig, som jeg er«. Der er jo ikke nogen mennesker, der kan leve i en verden, hvor folk må tage alle, som de er. For så bliver vi alle sammen ulidelige at være sammen med«.
Derfor er Frederik Cilius også dybt taknemmelig for de to musikalske læremestre, han fik efter folkeskolen, Hans Jørgen Leth Hansen og Bo Lykke Jørgensen. De underviste ham i at spille klarinet, mens drømmen om at blive professionel musiker voksede sig større.
Hos Hans Jørgen Leth Hansen lærte han først og fremmest en masse tekniske ting: at blæse de forskellige toner og lytte kritisk efter egne fejl. En slags antidot til Kanye-tendenserne i os alle.
»Det var jo i udgangspunktet ikke rart konstant at skulle forholde sig kritisk til sine egne færdigheder. Men tilfredsstillelsen ved at løse problemet var så meget større end ubehaget«, husker Cilius.
»Ofte kan man ikke overskue sin egen læring, når man ikke er dygtig nok. Der siger den gode læremester: Du skal svømme i børnebassinet, før du kan komme videre. Læremesteren er jo i virkeligheden en autoritet, man forsøger at imitere, indtil man kan stille sig mere selvstændigt«.
Hans Jørgen Leth Hansen var også typen, man havde lyst til at imitere, forklarer Frederik Cilius, der besøgte sin underviser hver eneste uge efter skoletid.
»Han røg pibe, og når jeg kom ind ad døren, sagde han: »Hvordan går det, min dreng?«, og klappede mig på hovedet, og så snakkede vi lidt om, hvordan det gik. Der var sådan en familiær og venskabelig tone«, husker Cilius.
»Meget af det handlede jo også om at høre ham spille. At have et ideal, jeg kunne arbejde hen imod. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne lyde så fantastisk godt. Men så sagde han altid: »Jeg har øvet mig i 30 år mere end dig. Så du kan bare blive ved, og så kommer det til at gå««.
Hans Jørgen Leth Hansen fik også en decideret opdragende effekt på ham.
»Han gjorde det på en snedig måde. Når timen var ovre, kom min far, købmanden, ind og spurgte, om han fik noget for pengene, og om hans dreng udviklede sig. Og så kan jeg huske engang, hvor Hans Jørgen sagde til min far: »Han tror, han kan snyde mig, når det kommer til øvning, men det kan han ikke««, husker han.
»Det var helt klart møntet på mine ører, det er der ingen tvivl om, og det gjorde indtryk«, fortæller Cilius, der nåede at besøge Hans Jørgen Leth Hansen sidste sommer, inden han døde.
»Jeg er meget glad for, at jeg nåede at sige farvel. Han har betydet helt enormt meget«.
Deres ord sidder fast
Bo Lykke Jørgensen var en ildsjæl på en helt anden måde.
»Han var meget social og havde en kolossal drivkraft. Det har han stadig. Han var skidesjov og fik ting til at ske«, husker Cilius.
»Han var sej og gik med sådan en stor hvalrostand i en halskæde og røg nok 80 cigaretter om dagen. Han fortalte alle mulige skøre historier – om at have boet med Omo-folket i Etiopien, vandret i Peru, kørt en bil til Indien eller historier om et eller andet folk, der havde en sten som hovedpude«.
Han kan tydeligt genkalde sig en tur til Estland, hvor Bo Lykke Jørgensen kritiserede hans forkælede opførsel.
»Vi skulle spille nogle koncerter, og han havde jo rejst i hele verden, og så var der noget, jeg ikke syntes var fint nok, og jeg brokkede mig over forholdene. Sådan noget teenageagtigt medynk. Så sagde han, meget lakonisk: »Du skal lige vide, Frederik, den der opførsel, den klæder dig ikke««, husker Cilius.
»Det sårede mig virkelig dybt. For jeg kunne godt lide ham, og han var ligesom min autoritet. Men det er også en af de mest givtige ting, nogen har sagt til mig nogensinde. Fordi det var rigtigt. Og hvis jeg ikke havde fået den kommentar fra Bo, så havde jeg været endnu mere ulidelig, end jeg er i dag. Den var meget vigtig. Fordi jeg har tendens til ikke at kunne se ud over min egen næsetip«, medgiver han.
I det hele taget har hans læremestre ofte fungeret som et spejl, så han bedre har kunnet se og forbedre sine mindre elskelige sider.
»Jeg kan ikke huske, at nogen af dem har lært mig at spille en c-dur-skala. Det har de selvfølgelig gjort, men det er det menneskelige, jeg husker. Det er i arbejdet med dem, at jeg har lært mine styrker og svagheder at kende«, siger Cilius, der til slut også nævner en fjerde underviser.
Det var censoren til hans bachelorkoncert på Det Jyske Musikkonservatorium, John Kruse, der med en enkelt sætning fik forklaret, hvorfor det giver god mening, at Cilius ikke sidder ovre i symfoniorkesteret og øver Sibelius i dag.
»Han sagde til mig: »Du er en dygtig spillemand«. Og det var bare det mest rammende. For man skal ikke være en dygtig spillemand, når man sidder i et orkester. Han mente, at det ikke var kontrolleret eller præcist nok, selv om det var underholdende«.
»Og det var helt enormt rigtigt set af ham. Fordi jeg har brug for at være spillemand. Det ligger meget mere til min personlighed. Og det var ikke sagt i nogen ondskabsfuld tone. Men det var jo brutal omsorg. Det var spejlet«.
Politiken hylder landets mest dedikerede lærer. Har du nogen i tankerne? Indstil dem direkte her og på politiken.dk/undervisningsprisen senest søndag 12. oktober kl. 23.59.
fortsæt med at læse
