»Jeg var fuldstændig vanvittigt urolig. Hele tiden«.
Sådan husker Poul Nyrup Rasmussen starten på sin egen skoletid i Esbjerg, hvor de færreste nok havde gættet, at ham arbejderdrengen fra havnen, der ofte startede slåskampe i spisefrikvarteret, ville blive Danmarks statsminister en dag.
»Jeg gik nok under mærkatet dampbarn i første klasse. Jeg var også stor af min alder, så når de små meddelte, at de store ville slås, sagde jeg: ’Send dem over til mig’. Og det skulle jeg jo aldrig have gjort«.
»Jeg sloges meget ofte. Det gik hårdt for sig«, husker han.
Men så skete der noget. Eller rettere, nogen. For ind trådte Irma Rasmussen, der blev Poul Nyrups nye lærer i dansk og matematik.
»Pludselig i 3. klasse fik vi en klog lærer ind, og hun så mig bare. ’Du kan jo godt, Poul, du skal bare blive ved’«, sagde hun, og så tænkte jeg: ’Gud, kan jeg det’«, husker han.
»Hun var simpelthen formidabel«.
En ny vej frem
Særligt en af matematiktimerne har gjort indtryk. Her stak Irma Rasmussen ham et stykke kridt og en passer, der var ligeså stor som ham selv, og bad ham om at »nedfælde den vinkelrette« på en stor sort tavle.
»Jeg lavede først den vandrette streg, og så sagde hun: ’Poul, det var vel nok godt. Det havde jeg virkelig ikke troet, du kunne gøre så hurtigt’. Og jeg voksede jo. Dér får jeg anerkendelsen. Det var Irma«, husker han.
Hun testede ham også, rettede på ham og skældte ud, hvis der var for meget uro. Det gav hende autoritet, så hendes ord gjorde indtryk.
»Irma kunne skabe håb. Hun kunne give en ros, man selv troede på, og tale ens selvtillid op. Hun opdagede, at du kunne noget, og du fik det rigtige incitament fra hende, fordi hun talte til dig på en måde, der skabte respekt«, husker han.
»Vi har brug for mange flere Irma’er«.
Det var Irma Rasmussen, der foreslog, at den unge Nyrup sprang femte klasse over. Og da han begyndte at kaste sig over bøgerne på biblioteket, opfordrede hun ham til at prøve gymnasiet.
»Det var også Irma, der sagde: ’Du skal interessere dig for andet end livet her i Esbjerg’. Og jeg begyndte jo som noget af det første at låne John F. Kennedys taler. Jeg skrev til den amerikanske ambassade i København og spurgte, om de kunne sende mig en kopi. Der var jeg vel 14 år«.
»Det er dér, skolen virkelig kommer til sin ret. Møder du den rette gode lærer, har det stor betydning for dig«.
En meningsfuld megafon
Det oplevede hans egen far, Oluf Nyrup Rasmussen, også, da han blev stemplet som »moralsk åndssvag« som 14-årig og tvangsanbragt på Livø i 1920’erne. Han tilbragte syv år på øen, hvor inspektøren tog ham til sig og lærte ham forskellige færdigheder, hvilket fik afgørende betydning for hans videre liv.
»I mit univers hænger det sådan her sammen: Grunden til, at min far ikke knækkede og blev social taber resten af sit liv, det er, fordi nogen sagde til ham: Du er altså god nok, hvis bare du strammer dig an«.
Siden 2009 har Poul Nyrup Rasmussen helliget sig netop det formål: At hjælpe sårbare unge med at finde deres vej. Det har han gjort gennem Det Sociale Netværk, som han er medstifter af, og samtaletilbuddet Headspace, som har særligt fokus på hjælp til unge med psykiske problemer.
Gennem sit arbejde har han opdaget, at der er kortere vej til de unge, hvis de kan spejle sig i hans historie. At han var en rod, der ikke kunne sidde stille. Eller at han har oplevet stor sorg i livet, som da han mistede sin datter Signe, der blev diagnosticeret med skizofreni, for godt 30 år siden.
»Mange af de her unge mennesker er jo så dybt i tvivl om, hvad de skal blive til, og om der overhovedet er brug for dem. Her er det afgørende, at nogen siger: Du, jeg har forresten været igennem det samme som dig, og det blev jo alligevel til noget«.
Derfor føler han det som en pligt at give noget af sig selv.
»Man ved jo ikke altid, om det virker, men du skal fandeme bruge det, du kan. Det er jo meningen med livet. Og hvis du har fået en megafon som statsminister, skal du ikke bruge den til at slappe af, så skal du bruge den til at ændre samfundet«.
Et tiltrængt boost
For tiden har Nyrup ét stort fokusområde: Det er det gigantiske EuroSkills-event, han er formand for, der løber af stablen i denne uge, hvor 600 unge faglærte i hele Europa samles i Herning for at dyste i deres fag – alt fra snedkeri til sosu-arbejde og blomsterbinding. Det er en mærkesag for ham at give et tiltrængt boost til erhvervsuddannelserne, som er så afgørende for vores velfærdssamfund og den grønne omstilling, men som stadig har et blakket ry og mangler tilslutning.
»Det er en stor skude, der er svær at vende«, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Han drømte selv om at blive håndværker, indtil Irma Rasmussen og bøgerne fik ham på andre tanker.
»Jeg er ret god til tømre- og snedkerarbejde«, siger han og lyser op, da han forklarer om de gamle vinduer, han har restaureret i sit sommerhus i Tisvildeleje. Om kernetræ, råd og lysindfald.
Interessen for håndværk har han fra sin far, der »kunne alt med fingrene«, og håndværkerglæden har fulgt Nyrup hele livet, også i statsministertiden.
»Jeg sad jo til ministermøderne hver tirsdag, hvor alle ministrene læste op af deres lovforslag. Der greb jeg ofte mig selv i at tænke: ’Poul, hvornår er det nu, trælasthandlen i Helsinge lukker? Kan jeg nå det?’«.
Håndens og åndens arbejde
I dag begræder han, at de faglige og akademiske uddannelser er blevet så skarpt opdelt, og at gymnasiet er blevet det sikre »ikke-valg« for mange unge.
»Det er ærgerligt, at vi glemte renæssance-mennesket og på et tidligt tidspunkt valgte at opdele håndens og åndens arbejde. Det skal vi måske delvist tilbage til, så flere både kan noget med deres hænder og deres hoved«.
Nu har du jo selv været statsminister. Skulle man have gjort noget anderledes dengang for at sætte mere skub i det?
»90’erne var jo meget præget af, at de akademiske uddannelser skulle have mere plads. Der glemte vi nok, at de faglige uddannelser blev udkonkurreret. Samfundets værdinormer betød, at familierne rundt omkring i Danmark, der ville deres barn det bedste, tænkte: Det er bedst at tage en akademisk uddannelse. Det har ligget i den kulturelle strømning og almindelige dannelsesudvikling«, siger han.
»Og det er altid svært at slippe af med fordomme, der er opbygget over en lang årrække«.
Her kan et event som EuroSkills gøre en reel forskel, mener han.
»Det giver jo enorme energiudladninger med sådan en ædel kappestrid, hvor folk dyster og hylder deres rollemodeller. Der er meget stolthed i det, og det smitter«.
Håbet er, at nogle af de unge, som vakler i livet, finder deres vej gennem en faglig uddannelse, der kræver fokus, giver konkrete resultater og ikke mindst høster vigtig anerkendelse i sidste ende.
Præcis som Irma Rasmussen formåede at give i sin tid.
For Danmarks tidligere statsminister bliver det ikke mere meningsfuldt.
»Jeg vil sige, at jeg nærmest er lykkelig. Og jeg er utroligt overrasket over, at de sidste 10-15 år har været nogle af mine gladeste år«, siger han.
»Det er et fantastisk privilegium at få lov til at være med til at løfte de her unge med min megafon. Dem, der giver meget, får meget«.
fortsæt med at læse
