Folkeskolelærer Maja Rømer har utallige eksempler på elever, der skaber uro i timerne og mangler respekt for fællesskabet.
Det kunne være eleven, der var »pisseligeglad« med at gøre, hvad læreren bad hende om, fordi vedkommende var »en nar«.
Eller de elever, der nægter at aflevere deres telefon til læreren, når der er mobilfri timer, fordi: »Hvad vil du gøre ved det?«.
De elever er ikke ressourcesvage eller diagnoseramte. De har ikke skolevægring eller er blevet tabt på gulvet af et system med for få ressourcer.
Her er der tale om den helt almindelige elev, der mangler respekt og forståelse for folkeskolens forpligtende fællesskab.
»Nu har jeg været folkeskolelærer i 15 år, og jeg oplever, at der er sket et skred i forhold til, hvad de almene elever har en forventning om er okay opførsel i skolen«, siger folkeskolelæreren.
»Jeg oplever, at der i hvert fald er en håndfuld på hver årgang, som driver læreren rundt i manegen og derved reelt spolerer undervisningen og fordybelsesmulighederne for resten af klassen. Det er vi nødt til at debattere: Hvordan er man i forpligtende fællesskaber?«.
Frustreret over mudret debat
De seneste uger har det vakt stor debat, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har italesat en del af de danske skolebørn som »pdo« – pissedårligt opdragede, og fremsat ønsket om at give lærerne større mulighed for fysisk indgriben, hvis de finder det nødvendigt.
»Jeg synes, at der i dag er for mange børn, der opdrages som prinser og prinsesser. Og som glemmer, at hvis skolen skal fungere som et fællesskab, bliver man nødt til en gang imellem at kunne indordne sig under nogle fælles spilleregler«, har ministeren blandt andet sagt.
»Der er for meget ’mig-mig-mig’ og for lidt ’vi’«.
Forældre og eksperter har kaldt det »skammeligt« og »pinligt«, fordi de mener, at ministeren med sin pdo-betegnelse kan være med til at stigmatisere og fjerne fokus fra det, problemet i virkeligheden handler om: Manglende ressourcer og et system, der har »svigtet vores børn fra de var helt små«.
Reaktionerne mudrer dog debatten fuldstændig, mener en frustreret Maja Rømer, der bakker op om ministerens fokus på netop opdragelse og forældreansvar i folkeskolen.
»Jeg bliver bare så provokeret, når folk, der ikke har deres daglige gang i folkeskolen, begynder at tale om, at der ikke er et problem med dårlig opdragelse. Pdo-begrebet har provokeret mere, end det måske gavner, men børneopdragelse og generel adfærd i folkeskolen er meget relevant at diskutere«, siger folkeskolelæreren.
»Der bliver talt rigtig meget om ressourcer, og de er selvfølgelig vigtige, men lige nu skal vi holde samtalen på opdragelse, for det er et supervigtigt og sårbart emne«.
»Vi taler ikke om børn med diagnoser lige nu. Vi taler om helt almindelige og ressourcestærke børn, som har fundet ud af, at de godt kan overskride helt rimelige grænser, uden at det har konsekvenser for dem«.
Stil flere krav til børnene
Maja Rømer understreger, at hun selv har en god relation til sine elever og deres forældre, men hun genkender generelt problematikken om manglende grænsesætning og respekt for autoriteter.
»Jeg har elever, der konsekvent kommer for sent, hvor der åbenlyst ikke er øje for fællesskabet. Du kommer jo heller ikke 10 minutter for sent på arbejde hver dag. Det bliver dine kolleger jo frustrerede over«.
»Pointen er: Det er elever, som godt kan gøre det bedre. Selv med små justeringer i deres adfærd, vil miljøet i klassen kunne ændres markant. Og mange af disse elever vil i stedet oplagt og nemt kunne være positive rollemodeller for deres klassekammerater«.
Hvad er de bagvedliggende årsager til elevernes opførsel, tror du?
»I de små klasser oplever vi ofte, at mange børn bliver udfordrede, når vi stiller krav til dem, fordi de er vant til at måtte udfordre alt. Så det handler om hele måden, vi er omkring børn på. Men det handler også om opbakning til skolen og til autoriteterne. Det er også kærlighed at stille krav og give ansvar til sine børn. Hvis mit barn fik besked hjem fra læreren om, at der havde været problemer, så ville jeg sætte mig ned og tale med dem om: »Det her er alvorligt, og din opførsel er ikke okay«.
»Jeg ville som forælder tænke, at læreren henvender sig, fordi hun ønsker en forandring. Den refleksion kan jeg opleve udebliver«, siger Maja Rømer, der oplever en »metaltræthed« på Aula.
»Så får jeg gudhjælpemig en besked på Aula fra nogle forældre, der spørger mig, hvad jeg dog bildte mig ind«»Som lærer får man ofte ikke noget ud af at skrive hjem til forældrene med kritik af deres børns opførsel. Mange opfatter det som et angreb. Ofte får vi ikke engang en respons, og her oplever jeg, at det har større effekt at se dem i øjnene eller ringe hjem for at tale med dem«, siger hun.
»Man tænker virkelig: ’Ser forældrene overhovedet problemet?’ Og vil de forstå det? Det her emne handler ikke om diagnoser og børn, som skal skærmes og have mere personale omkring sig. Det er en helt anden debat. Det her handler om det modsatte: De almindelige børn, deltagelsespligt og fællesskab«.
»Det er så ærgerligt, hvis der ikke kan være en ordentlig debat, for det bedste ville jo være, at alle kiggede lidt indad – både lærere, ledere, voksne og børn. For vi vil jo alle sammen det samme, ikke? Vi vil det bedste for vores børn og for skolen«.
fortsæt med at læse
