Hun gør det egentlig gerne: Medbringer rengjorte syltetøjsglas og papkasser, når børnenes lærere efterspørger det til undervisningen. Eller tilbyder kørsel, når klassen skal på tur, men bussen er for bøvlet, og de derfor søger chauffører blandt forældrene.
Sofie Lindquist kan nemlig mærke, at hendes børns skole er udfordret af manglen på lærere. Her forventes det, at hun og de andre forældre bidrager aktivt til fællesskabet i en travl hverdag.
Derfor frustrerer det hende dybt, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vælger at »rette skytset« mod netop forældrene i folkeskolen. Ved at starte en debat om »PDO«-elever, der er »pissedårligt opdragede« og mangler respekt for læreren og klassemiljøet, fjerner han fokus fra det, problemet i virkeligheden handler om, mener hun: Manglende ressourcer.
»Jeg bliver faktisk rigtig, rigtig provokeret«, siger den 36-årige influencer og mor til tre. Hun har 169.000 følgere på Instagram og er en markant stemme blandt småbørnsforældre på det sociale medie.
»Vi forældre er i forvejen frustrerede over kvaliteten i både dagtilbuddene og skolerne, og der er lige lavet en stor trivselsundersøgelse, fordi der jo er problemer. At ministeren så hakker på forældrene, der i forvejen føler, at de er i knæ i et system, som ikke hører dem, og som ikke gør det bedste for deres børn, det er både dumt og pinligt, hans store ansvar taget i betragtning«.
Sofie Lindquist savner især en langt større anerkendelse af forældrenes indsats.
»Det er en ærgerlig start at slæbe forældrene gennem mudderet, hvis ministeren vil skabe en bedre folkeskole, som i øjeblikket afhænger enormt meget af det gode forældresamarbejde«, lyder det fra influenceren, der kalder ministerens opdragelseskritik »alt for letkøbt«.
»Vi forældre er allerede dødforvirrede over alle de eksperter, der siger noget forskelligt om, hvad vi skal gøre eller ikke skal gøre. Vi kan nærmest kun fejle i dag, og så står der nogle politikere og siger, at vi har fejlet. Det bringer ikke noget produktivt med sig«.
Det handler om rammerne
Ministerens selvopfundne »PDO«-betegnelse kommer i kølvandet på en større debat om folkeskolen. Den handler især om lærerflugt, mangel på ressourcer og urolig undervisning. Ifølge folkeskolelærer Geeti Amiri skyldes det i høj grad egoistiske »mig-mig-mig«-forældre og deres børn, der nægter at respektere lærerens autoritet og klassens fællesskab.
Men opdragelse er kun toppen af isbjerget, mener Sofie Lindquist, hvis ældste og mellemste barn går i hhv. 3. og 1. klasse i en almindelig folkeskole i Hørsholm.
»Jeg tror, at »mig-mig-mig«-forældre er en reaktion på et system, som har svigtet vores børn, fra de er helt små«, siger hun.
Hun valgte selv at hjemmepasse sine to yngste børn, til de var to år gamle.
»Mange forældre har lært at være ekstra opmærksomme, fordi det er sandsynligt, at ingen så Lise græde eller hørte William kalde på toilettet i 20 minutter. Og så kan det jo være svært at tro på, at der er styr på det. For det oplever vi desværre ofte, at der ikke er«.
Sofie Lindquist undrer sig – ligesom flere eksperter – over, at vi de sidste mange år er blevet klogere på børns trivsel og læringsmiljøer, uden at klasseloft og ressourcer er fulgt tilstrækkeligt med. Derfor forstår hun godt, at mange børn ikke respekterer fællesskabet, når fællesskabet »har givet dem så lidt«.
»Vi sætter vores børn ind i nogle unaturlige rammer med meget larm, uro og lange dage, hvor de lærer, at de skal råbe højt for at blive hørt«.
»Når vi så senere oplever trivselskriser og børn, der ikke kan finde ud af fællesskabet, så er det for useriøst at kalde dem dårligt opdraget. I virkeligheden er det alt for dyrt for politikerne at gøre noget ved det egentlige problem, så de prøver at lede opmærksomheden hen på noget, der ikke koster penge. Det er sørgeligt, og jeg er vred på mine børns vegne over, at der mangler voksne med magt, der tager dem og deres trivsel seriøst«.
Minister: »Det er for let«
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) holder fast i, at samtalen om dårlig opdragelse og mere respekt for fællesskabet i folkeskolen er »helt nødvendig«.
»Læreren kan ikke gennemføre undervisningen, hvis der ikke er et stærkt klassefællesskab. Og forudsætningen for det er, at der er nogle elever, der opfører sig ordentligt«, siger ministeren.
»Det er for let bare at løbe hen i et hjørne og sige: Vi skal have flere ressourcer og flere lærere. Ja, ja, ja, siger jeg til det hele. Men det ændrer ikke på, at selv en skole med flere penge og flere lærere har behov for klare spilleregler og respekt for fællesskabet. Og at vi forældre påtager os den opgave, at vores børn opfører sig ordentligt«.
Ministeren understreger, at der selvfølgelig også er mange børn, der opfører sig uhensigtsmæssigt i undervisningen, fordi de fx kæmper med en diagnose og derfor skal have hjælp. Men mange er også bare »pissedårligt opdragede«, fastholder han.
»Og der synes jeg, at der er noget i de mest radikaliserede udgaver af det moderne børnesyn, som hele tiden undskylder børns opførsel i stedet for at interessere sig for deres opdragelse«.
For mange krav
Sofie Lindquist oplever, at forældre i dag mødes med så mange krav og forventninger fra samfundet og sociale medier, at det gør dem »grundforvirrede« og giver dem en følelse af utilstrækkelighed. Det fylder meget blandt de 169.000 danskere, der følger hendes Instagram-opslag om moderskab og et travlt småbørnsfamilieliv.
»Der er en frustration over ikke at blive set eller hørt«, siger hun.
»Vi har fået adgang til langt mere forskning og viden om børns trivsel, end vores forældre havde, og langt de fleste af os gør os umage for at gøre det rigtige for vores børn. Samtidig har alle en holdning til, hvad der er den bedste tilgang, men ingen kan blive enige. Det er uoverskueligt. Dengang jeg var barn, var der ikke nogen, der stak snuden i Hanne og Eriks opdragelse«.
Hun er træt af, at der ofte sættes lighedstegn mellem ’det nye børnesyn’ og grænseløs opdragelse, som om moderne forældre er ligeglade med fællesskabet og kun har blik for deres eget barn. For det handler ikke om, at børnene skal bestemme alt, men om at de i det mindste skal høres og inkluderes.
»Hvis vi lærer vores børn, at vi har respekt for deres grænser, så er jeg overbevist om, at de respekterer andres grænser i det store fællesskab. Og så tror jeg i øvrigt, at langt færre forældre ville ’pakke deres børn ind i vat’, hvis de ikke havde en følelse af, at de bliver tabt på gulvet i et system, der ikke har ressourcer nok til at gribe dem«.
Kan du forstå, hvis nogen tænker: Vi bor altså i et af verdens mest velstillede lande, så er det ikke en smule privilegieblindt og sort-hvidt at sige, at mange af vores børn bliver decideret tabt på gulvet af systemet?
»Vi betaler mange penge i skat og burde have råd til noget god velfærd. Vi har jo netop fået nye undersøgelser, der viser utilstrækkelig kvalitet i vores daginstitutioner, og har en trivselskrise i folkeskolen, ellers ville regeringen vel ikke bruge penge på at lave en trivselskommission og en rapport, så der er nogle problemer derude, vi er nødt til at snakke om«.
Skal kontaktbogen bringes tilbage?
En helt lavpraktisk løsning på nogle af folkeskolens udfordringer kunne være at bringe kontaktbogen tilbage, mener Sofie Lindquist. Så grænserne i skole-hjem-samarbejdet blev tegnet tydeligere op.
»Mange forældre i dag løber så stærkt og er ved at brække sig over Aula-notifikationer og alt det, de skal huske«.
»Mine forældre blandede sig ikke i min skolegang, og lærerne blandede sig ikke i mine forældres opdragelse. Det var to adskilte ting, og hvis der var noget, tog man kontaktbogen med hjem«, siger hun.
Det betød, at forældrene havde mindre dårlig samvittighed, og lærerne slap for at blive forstyrret unødigt.
Sofie Lindquist er dog ikke sikker på, at det ville fungere i dag.
»Så tror jeg for alvor, det ville gå op for folk, hvor afhængig skolen er af forældrenes involvering«.
fortsæt med at læse
