Pirateri ud for Somalias kyst er i de seneste år blevet genstand for enorm opmærksomhed, ikke mindst pga. gidseltagninger og dramatiske redningsaktioner som den, der for kort tid siden førte til frigivelsen af en dansk og en amerikansk fange.

Danmark har siden 2008 bidraget støt i Nato-regi med militære ressourcer til aktioner i Adenbugten. Bidragene har omfattet fregatterne ’Absalon’ og ’Esbern Snare’ samt bevillingen af et overvågningsfly.

Der er desuden varslet en ændring af den danske våbenlov, som ventes at træde i kraft i år, hvilket vil give mulighed for bevæbnede vagter på danske handelsskibe i risikofyldte farvande.

Danmark er desuden permanent formand for FN’s arbejdsgruppe for juridiske løsninger og andre tiltag omkring piratvirksomhed.

LÆS OGSÅLøsladt dansker: »Jeg er taknemmelig for bønnerne og støtten«

Danmark går således forrest i bekæmpelsen af pirater i Adenbugten. Men det danske bidrag har været i tråd med den hidtidige internationale tilgang til antipirateri og Somalia ved at prioritere militære løsninger frem for økonomiske og udviklingsorienterede tiltag.

Danmarks fremtrædende rolle er prisværdig, men fremtidige danske bidrag bør i langt højere grad rettes mod det reelle somaliske behov for især fattigdomsbekæmpelse samt udnytte de erfaringer, man i visse områder har gjort sig vedrørende regeringsførelse og indførelsen af retsstatsprincipper.

Hvis Danmark fortsat skal være foregangsland, kræves der med andre ord en ny helhedsstrategi, som skal 1) støtte alle nøglespillerne i Somalia, også på lokalplan; 2) inddrage erfaringer fra især Somaliland om opbygningen af retsprincipper og juridiske institutioner; 3) støtte regionale organisationer som Den Afrikanske Union i arbejdet med at skabe en regional domstol, der kan stå for den juridiske håndtering af pirater.

Sidst, men ikke mindst, kræves den fælles indstilling, at man vil pirateriet til livs frem for blot at hindre pirater i deres forehavende.

Tegning:  Philip Ytournel

Pirater er som bekendt ikke tilknyttet nogen stat, men opererer relativt frit i farvande, hvor det er sandsynligt, at de kan finde og kapre fragt- og olieskibe.

I Adenbugten skal pirateriet til dels forstås i forlængelse af staten Somalias sammenbrud i 1991, hvormed landet reelt mistede sin suverænitet over det tilhørende farvand.

Ifølge FN’s Miljøprogram medførte den manglende kontrol over kystlinjen, at Somalias farvande blev brugt til at dumpe store mængder affald. Det samme farvand blev desuden overfisket med base i nabolandene.

Begge forretninger var yderst indbringende og gjorde, at Somalias traditionelle hovederhverv – fiskeri – stort set ikke længere eksisterer og vil være yderst svært at genetablere.

Danmark støtter bl.a. på denne baggrund også Somalia gennem udviklingsbistand – og på grund af den omfattende hungersnød gennem nødhjælp – men prioriterer i dag sikkerhedspolitiske hensyn og forbedringer af landets retsvæsen højere end nogen decideret fattigdomsbekæmpelse.

Dette illustreres ved, at en tredjedel af den somaliske bistand på 155 mio. kr. i de seneste fem år er blevet brugt til den somaliske rets- og sikkerhedssektor.

LÆS ARTIKELPirater slår i stigende grad til på land

Denne tendens forstærkes i de danske prioriteter for bistanden til Somalia i de kommende år, hvor størstedelen af den danske udviklingsbistand er afsat til såkaldt kapacitetsopbygning, f.eks. i form af de meget omtalte piratfængsler.

Samme fokus på at skabe ’stabilitet’ har den nuværende regering sendt signaler om at ville bevare i sit udspil til de kommende års danske bistandspolitiske prioriteter.

Der tegner sig således et billede af, at den danske udviklingsbistand til Somalia i stigende grad præges af prioriteringer relateret til pirateribekæmpelsen, hvilket i én forstand vil sige egne sikkerhedspolitiske hensyn.

Derfor er det usikkert, hvor store ambitioner Danmark har om at bidrage til somalisk fattigdomsbekæmpelse, hvorigennem man kunne skabe forudsætninger for en social og økonomisk udvikling, som i sidste ende ville bidrage til at afhjælpe pirateriet mere effektivt end den militære symptombehandling.

Ved primært at fokusere på en øget anvendelse af vestlige retsprincipper risikerer man at løbe panden imod en mur. I en fejlslagen stat som Somalia er et ensidigt fokus på lov og ret hverken langsigtet eller holdbart.

Ikke mindst fordi den nuværende transitionsregering i Mogadishu opfattes som værende af meget begrænset legitimitet, hvilket gør indførelsen af centralt bestemte retsprincipper yderst besværlig.

LÆS OGSÅDF: Send danske soldater ud efter piratgidsler

Vi foreslår derfor en løsningsmodel, der ud over et fokus på retsprincipper i Somalia sætter spot på et aktivt udviklingsengagement og involverer både Puntland og Somaliland – områder, som allerede besidder det fornødne minimum af sikkerhed, og hvor man har haft en vis grad af succes med at kombinere traditionelle og vestligt orienterede retsprincipper i praksis.

Med udgangspunkt i den somaliske virkelighed er det essentielt, at udviklingsinitiativerne tager afsæt i en lokalt forankret agenda. Erfaringerne er, at militære initiativer og interventioner har været uigennemtænkte og i mange tilfælde kun har forstærket de radikale elementer, man egentlig har villet svække, såsom al-Shabaab-bevægelsen.

Den britiske premierminister, David Cameron, har taget initiativ til en større konference om Somalia i februar. Her vil der blive sat tiltrængt fokus på både regeringsførelsen i Somalia og de mange medfølgende problemer. Danmark bør her og fremover tage ved lære af både de positive og negative erfaringer.

Der skal fokuseres på lokalbefolkningens rettigheder og behov samt sættes fokus på udviklingen af den lokale sikkerhed og levestandard.

Dette skal erstatte en dansk, europæisk og vestlig tilgang til somalisk udvikling, hvor man udelukkende forsøger at opnå egne sikkerhedsprioriteter.