Debatten om folkeskolen bølger frem og tilbage.
Forældrene peger fingre ad lærerne. Lærerne bebrejder forældrene. Og alle er enige om, at politikerne er nogle værre nogen. Men den ophidsede retorik vender sjældent lyset indad – og det er trist, for det er her, man har chancen for at forstå, hvorfor folkeskolen ikke er særlig god til at undervise og uddanne vores børn. Jeg begyndte på læreruddannelsen i 2011 med store ambitioner og lyst til at gøre en forskel. Men uddannelsen har været forstemmende – man lærer stort set intet, og det faglige niveau er skandaløst lavt! Vi lærte langt mere på gymnasiet – vi læste mere, diskuterede mere og skrev mere. Men på læreruddannelsen bruger man to år på at tygge sig gennem en bog på 250 sider, der i øvrigt er skrevet, så det er det rene ’højtlæsning for dværge’. Underligt nok lader det til, at et flertal af de lærerstuderende er tilfreds med at gå på en uddannelse, hvor de intet lærer og ikke stilles til ansvar for noget som helst. For hvis man rejser en kritik af dette (som jeg har gjort), får man at vide, at når nu de fleste synes, at undervisningen er god, som den er, er der jo ingen grund til at ændre noget. Bevares, hvis man er tilfreds med at spilde sin tid, er det selvfølgelig rigtigt – men hvis man rent faktisk gerne vil lære noget, så er det temmelig forstemmende.
