Debatten om folkeskolen bølger frem og tilbage.

Forældrene peger fingre ad lærerne. Lærerne bebrejder forældrene. Og alle er enige om, at politikerne er nogle værre nogen. Men den ophidsede retorik vender sjældent lyset indad – og det er trist, for det er her, man har chancen for at forstå, hvorfor folkeskolen ikke er særlig god til at undervise og uddanne vores børn.

Jeg begyndte på læreruddannelsen i 2011 med store ambitioner og lyst til at gøre en forskel. Men uddannelsen har været forstemmende – man lærer stort set intet, og det faglige niveau er skandaløst lavt! Vi lærte langt mere på gymnasiet – vi læste mere, diskuterede mere og skrev mere. Men på læreruddannelsen bruger man to år på at tygge sig gennem en bog på 250 sider, der i øvrigt er skrevet, så det er det rene ’højtlæsning for dværge’.

Underligt nok lader det til, at et flertal af de lærerstuderende er tilfreds med at gå på en uddannelse, hvor de intet lærer og ikke stilles til ansvar for noget som helst. For hvis man rejser en kritik af dette (som jeg har gjort), får man at vide, at når nu de fleste synes, at undervisningen er god, som den er, er der jo ingen grund til at ændre noget. Bevares, hvis man er tilfreds med at spilde sin tid, er det selvfølgelig rigtigt – men hvis man rent faktisk gerne vil lære noget, så er det temmelig forstemmende.

Men hvad bruger vi så tiden på, når vi ikke læser? Vi leger! Der er nemlig en pædagog, der mener at have opdaget, at børn nemmere lærer, hvis de leger. Så nu skal de voksne lærerstuderende også lære at lege. I timevis. Så vi kan sætte os i børnenes sted.

Det er klart, at skolen ikke behøver at være kedelig – men mon ikke børn, der evig og altid får at vide, at alting skal være sjovt og en leg, i virkeligheden får det svært, når de en dag opdager, at det rent faktisk kræver en indsats (og ofte også at man kan tåle at kede sig lidt) at sætte sig ind i nyt og kompliceret stof.

Når vi bruger dagene på ikke at læse, men gerne at lege, er det samtidig vigtigt, at man har de rigtige holdninger. Ellers kan det hurtigt gå galt. Til min eksamensopgave valgte jeg at skrive om ’klasseundervisning’ – det er ikke så populært på lærerseminariet (selv om det rent faktisk fylder 60 procent af undervisningen i folkeskolen).

Men min lærer fortalte mig, at jeg blev nødt til at indføje et afsnit om undervisningsdifferentiering, hvis jeg ville bestå. For enhver kan da sige sig selv, at ’god gammeldags klasseundervisning’ ikke virker, som den skal. Jeg måtte derfor gøre det tydeligt, at læreren ikke bare kan undervise alle på samme måde (og hvem kan være uenig i det), men at der skal differentieres, så barnet kan finde sin egen indre viden …

Som sagt, så gjort (jeg ville jo gerne bestå). Jeg fik 10 for opgaven – og læreren fortalte mig, at de gav mig den høje karakter, fordi jeg havde flyttet mig så positivt – at jeg altså havde indset, at klassisk klasseundervisning ikke duer uden ’undervisningsdifferentiering’. Jeg blev altså belønnet for at have udtrykt en holdning, lærer og censor var enig i. Og så skidt med resten.

Tegning:  Anne- Marie Steen Petersen

Det hører med til historien, at lærerseminarierne i de sidste mange år har været meget begejstrede for en idé, der handler om, at eleverne allerede har al viden indbygget i sig, og at læreren blot skal fungere som en slags guide, der hjælper eleven i den rigtige retning, så denne ’indbyggede viden’ på nærmest magisk vis materialiserer sig i eleven.

LÆS OGSÅLærere skal være specialister

Det er Rousseau, der har stået fadder til denne idé om ’ansvar for egen læring’. Jeg hæfter mig ved, at han efterlod sine egne fem unger på et børnehjem – og jeg tror desuden udmærket, at viden kan komme ’udefra’.

At der helt konkret eksisterer viden rundt om os – viden, som skal ’puttes ind i hovedet’ på børn, så den kan diskuteres, undersøges, æltes, rodes ved – for til sidst at blive til viden, de nu har tilegnet sig, forstået og kan udnytte. For eksempel til at skrive, regne og endog til at tænke og ræsonnere.

Men sådan ser verden ikke ud på læreruddannelsen. Her opstår viden på magisk vis indefra ved fødslen – og materialiserer sig gennem en proces, der hedder ’læring’, som er ’elevens ansvar’ (og Gud forbyde, at læreren rent faktisk påtager sig et ansvar for, at ungerne lærer noget).

Denne underlige bagvendte pædagogik er ’parolen’ på lærerseminariet –– og er man uenig, jamen, så kan man da bare blive dumpet eller få dårlige karakterer, fordi man tilsyneladende ikke fatter, hvordan verden hænger sammen.

Må jeg foreslå, at vi får en ny læreruddannelse – med fokus på faglighed og helst et undervisningsniveau, der svarer til universitetets. En uddannelse, hvor lærerne kan deres kram og forstår sig på retskrivning, musik, matematik, edb, natur og teknik, historie, religion, kultur og geografi. En uddannelse, hvor man rent faktisk lærer noget om det, man skal undervise i. Og hvor man naturligvis også lærer noget om at undervise.

Indtil vi har fået løst det problem, får vi jo ikke løst det mere generelle problem, folkeskolen lider under. For i takt med at de ældre lærere går på pension, og yngre lærere som jeg selv kommer til, falder det faglige niveau støt.

Til gengæld er vi alle blevet meget dygtige til at lege – til at sætte os i børnenes sted – og til at nægte at tage ansvaret for, at den undervisning, vi yder, rent faktisk virker, som den skal.