SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
»Regeringens krisepolitik er stupid«
Regeringen gør alt det forkerte, siger bogaktuelle Preben Wilhjelm.
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
»Det her er fordummende! Pinligt! Begrædeligt! Regeringen har nul
kriseanalyse. Nul!«.
Venstrefløjens grand old man, Preben Wilhjelm, er mødt op på Politiken for at
tale om sin nye pamflet, ’Krisen og den udeblevne systemkritik’, men sidder
og vifter med den Kronik, som fire ledende socialdemokrater skrev i
mandagens avis. Og han er ikke imponeret.
LÆS KRONIKEN Socialdemokraterne er bedst for
Danmark
»Jeg tog denne her Kronik med, fordi jeg synes, det er fantastisk, at de kan
skrive, som de gør. Hør engang, hvad Sass, Frederiksen, Corydon og Hansen
skriver: »Så vågnede vi op og fandt ud af, at markedet er en lunefuld
tjener, og som dug for solen forsvandt årtiets fortjeneste op i den blå
luft, da boblen brast, og vi var lige pludselig alle blevet fattigere«. Det
er så det. Krisen dumper ned fra himlen og ødelægger de skønne 00’ere. Der
er intet forsøg på at forstå eller beskrive, hvorfor vi står i den dybeste
krise i flere generationer. »Vi vågnede pludselig op og var alle blevet
fattigere oven på de glade 00’ere!«. Jamen, jamen, det er da begrædeligt!«.
Men overser du ikke, at Helle Thorning-Schmidt forklarer krisen med, at den
nye regering har overtaget en elendig økonomi fra den tidligere regering,
som førte en uansvarlig økonomisk politik med ufinansierede skattelettelser?
»Det er noget forfærdeligt vrøvl. Og fordummende, fordi det blokerer for en
indsigt i, hvorfor vi er havnet i suppedasen. Krisen skyldes ikke de
borgerliges uansvarlige økonomisk politik. VKO gav skattelettelser, javel.
Men S og SF glemmer bekvemt, at de også ville spendere penge, blot på en
anden måde. Det handler ikke om økonomisk uansvarlighed, men om politisk
uenighed«.
Men de ufinansierede skattelettelser?
Preben Wilhjelm
Medstifter af SF i 1959 og af VS i 1967, som han i en årrække repræsenterede i
Folketinget.
Wilhjelm er født i 1935, fysiker, lic.jur., tidligere chef for DR TV’s
dokumentargruppe og ekstern lektor på RUC.
Preben Wilhjelm har skrevet en lang række bøger og bidrag til antologier. Han
har modtaget PH-prisen og Columbusprisen.
Han har netop udgivet pamfletten 'Krisen og den udeblevne systemkritik'.
»De var trods alt pebernødder i forhold til forringelsen af statsfinanserne.
På bare fire år gik vi fra at have et overskud på 80 mia. kr. til at have et
underskud på 100 mia. kr. Denne gigantiske ændring fandt sted uden skygge af
grundlag i nogen politisk beslutning. Det skyldtes, at den private sektor
lukkede næsten 200.000 arbejdspladser ned og kastede den offentlige sektor
ud i stigende udgifter og faldende skatteindtægter. Så lad nu være at komme
og sige, at Danmarks ulykke er Foghs og Løkkes ufinansierede
skattelettelser. Jeg synes, det er fordummende, fordi det forhindrer os i at
se dybere«.
Så venstrefløjens grand old man frikender Foghregeringerne for at have ført
økonomisk uansvarlig politik?
»Hvis Fogh har bidraget til krisen ved at føre uansvarlig politik, er det
indirekte ved at have udvist for stor tillid til finanssektoren, ved at
tillade risikable låneformer og ved at lade boligejerne beholde deres
gigantiske friværdier. Men det var det store flertal af politikere jo
fuldstændig enige med ham om. Også Thorning. Og den dag i dag har
socialdemokrater og SF’ere fredet ejerboligerne. Så det er ikke fair at pege
fingre ad de borgerlige. Vi skal længere ned, hvis vi skal forstå krisen«.
Markedsmekanismen er synderen
Netop lysten til at komme længere ned og forstå krisen fik den 77-årige
Preben Wilhjelm til at skrive en pamflet – et essay – på 60 små sider.
Pamfletten er et langt bud på krisens årsager og mulige veje ud. Forud for
skrivningen tog Wilhjelm på en større rundtur, hvor han har talt med
gymnasieelever, seniorer og mange andre.
»Folk er passiviserede, fordi de er forvirrede. De hører på alle de der
helvedes cheføkonomer fra det ene og det andet pengeinstitut og deres mere
eller mindre modstridende og helt overfladiske eller ligefrem okkulte
forklaringer. Men jeg fandt ud af, hvad det er for argumenter, som folk kan
forstå, og som virker overbevisende«.
Det lyder da oplagt, at boligboblen er den store synder, ikke?
»Boligboblen var den udløsende faktor, men havde slet ikke en
størrelsesorden, som kan forklare, at prisfald på boliger på mindre et år
spreder sig til alle andre sektorer og til hele verden. Afrikanere er ramt
af det her. Asiatere er ramt af det her – de har ikke nogen som helst andel
i boligboblen, vel? Spørgsmålet er, hvordan en sådan trods alt begrænset
fejlkalkulation i den vestlige bolig- og byggesektor kan føre til en lavine,
som rammer det meste af kloden. Svaret er, at det økonomiske
styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv små
ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende«.
Så det er forklaringen på krisen: markedsmekanismen?
»Ja, det er kernen i det hele. Markedsmekanismen er den mekanisme, som vi har
overgivet os til, som gør, at selv små ubalancer uundgåeligt forstærkes. Og
fører til dybe kriser. Den store krise i 30’erne blev – lidt forenklet –
udløst af tre års god høst. For sådan er markedsmekanismen: En
overproduktion på 10 procent udløser jo ikke et prisfald på 10 procent. Alle
vil desperat prøve at komme af med deres korn. Det udløser prisfald på 50
procent og 70 procent. Og når bønderne ikke kan betale deres lån, så
begynder banker at krakke, bønder kan ikke købe høstmaskiner og automobiler,
så kan arbejderne i bilindustrien ikke længere købe samme omfang af
fødevarer, radioapparater, tøj osv. Kapitalismen er en mønt på højkant«.
Hånden på hjertet: En arbejder er i dag mange gange rigere, end dengang
Karl Marx skrev om den forarmede arbejderklasse. Kan man ikke tilgive
kapitalismen, at den en gang imellem har kriseudsving? Er det ikke en
omkostning, man må leve med?
»Jeg har intet imod markedsøkonomi generelt. På mikroplan – når vi handler i
supermarkedet – er markedsmekanismen en fantastisk demokratisk mekanisme.
Men i stor målestok gør den selv små ubalancer selvforstærkende. Og
følsomheden er større end nogensinde. F.eks. har computerteknologien speedet
markedsmekanismens destruktive sider op. I dag bliver der i finanssektoren
globalt handlet for noget, der er 70 gange større end samtlige landes
bruttonationalprodukter. Det er et kvalitativt skift, som gør
finanstransaktioner helt anderledes omfattende og hurtige og ustyrlige.
Kriserne rammer fortrinsvis de svageste. Vi står i dag med den mest
gennemgribende krise i flere generationer, hvor millioner i Europa sendes ud
i arbejdsløshed, og hvor de svageste sidder tilbage med regningen. Nej, det
er ikke en omkostning, vi skal leve med«.
Du har lige frikendt de borgerlige for hovedansvaret for krisen, men
bankerne er heller ikke skurkene, skriver du i din pamflet?
»Når Occupybevægelsen og Attac og andre på venstrefløjen går ud og lægger
hele skylden hos ’grådige banker’, så er det udtryk for moraliseren. Hvad
havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner, om
ikke grådigheden? Det er jo latterligt at forestille sig et kapitalistisk
system, der ikke er baseret på grådighed – eller pænere formuleret: størst
muligt afkast. Det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som
en haj, ikke? Derfor har vi ikke brug for moraliserende pengefingre, men for
systemkritik. Min lille bog er et forsøg på systemkritik«.
Regeringen gør det forkerte
Hvad havde du forestillet dig, at regeringen skulle gøre med din
systemkritik, Wilhjelm? Skulle Thorning, Sass Larsen og Corydon på et
gruppemøde konkludere, at kapitalismen som system og markedsmekanismen er
problemets kerne, og at Thorning på tirsdagspressemødet lægger op til
verdensrevolutionen og socialismens snarlige komme?
Mød Preben Wilhjelm
Er regeringens krisestrategi fordummende og pinlig?
Mød Preben Wilhjelm i samtale med Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen mandag 3. september kl. 16.30-17.30 i Politikens Hus, Salen, Vestergade 28, København K.
Bestil billet på: politikenbillet.dk
»Godt spørgsmål. For hvad fanden skal de bruge min analyse af kapitalismen
til? Jeg synes, at de i det mindste kunne gøre en indsats for at forstå
krisen. En korrekt diagnose er en forudsætning for en virksom behandling.
Lige nu gør de alt det forkerte«.
Alt det forkerte?
»Tag nu finanspagten. Jeg fatter simpelthen ikke, at socialdemokrater
med tradition for keynesianisme i sin tid accepterede de liberalistiske
konvergenskriterier i Maastrichttraktaten, og at Thorning & co. nu går
endnu længere ad den vej. Finanspagten tvinger os til at droppe store
offentlige underskud. Hvis vores politikere skal neutralisere den
forringelse på 180 milliarder, som den ikke har haft nogen som helst
indflydelse på, ville det være et tolv gange større indgreb end den hidtil
skrappeste – kartoffelkuren. Det er jo vanvid – og totalt urealistisk. Lad
os hellere få en traktat, der lægger vægt på stabilitet og på, at
arbejdsløsheden ikke må komme over f.eks. 4 procent, som socialdemokraten
Ivar Nørgaard i sin tid foreslog«.
Men hov, hører jeg, at den gamle VS’er vil bruge kapitalens sammenrend, EU,
til at reformere kapitalismen, det er da nye toner?
»Jeg synes i hvert fald, at socialdemokrater og SF’ere og radikale, der er
tilhængere af EU, hellere burde arbejde for nogle aftaler, der regulerer
markedsmekanismen«.
Her er løsningerne
Ud over en ny EU-pagt med vægt på beskæftigelse fremlægger Preben Wilhjelm i
sin pamflet en række andre ideer, der kan regulere markedsmekanismen.
Wilhjelm foreslår blandt andet en Tobinskat, en grøn skattereform, en
opsplitning af finansinstitutioner, statslige banker og brugerbetaling for
erhvervslivets brug af uddannede og fyring af medarbejdere.
Hvis du mener, at problemet er selve det kapitalistiske system, er du så
ikke bange for at forlænge kapitalismens liv med dine reformistiske
lappeløsninger?
»Jeg fremlægger en række forslag inden for systemets rammer, der skal svække
den mekanisme, at markedskræfter går amok og puster små ubalancer helt ud af
proportion. F.eks. vil en Tobinskat kunne bremse den syge finanshandel. Der
er to årsager til, at jeg kommer med reformistiske forslag. Den første er,
at hvis vi ikke får styr på krisen og det kører helt galt, så risikerer vi
at få en stærk mand og et totalitært samfund. Vi har allerede set to
demokratiske regeringer i Europa, der i løbet af 14 dage uden større
diskussion blev erstattet af teknokrater. Demokratiet er i fare. For det
andet kan man godt lave ting inden for det her system, som er mindre stupide
end finanspagt og sådan nogle ting«.
Der er ikke mange, der abonnerer på din marxisme, til trods for krisen.
Dermed er alt ved det gamle. Har folket falsk bevidsthed?
»Nej, når jeg kommer ud og møder folk, så er de mest af alt bare forvirrede.
Og når folk bliver forvirrede og magtesløse, som vi ser i Grækenland og
Spanien, så viser den historiske erfaring, at de ikke bliver progressive.
Igen: Hvis det går rigtig galt, så kommer der sgu ikke socialisme, men med
større sandsynlighed et tilbageslag i form af et totalitært regime. Den
stærke mand, der ordner det hele. Det er skide farligt. Det er derfor, jeg
er så optaget af, at vi får styr på de systemfejl, som skaber krise. Og det
er derfor, jeg finder det begrædeligt, at den danske regering er fuldstændig
blottet for både en kriseanalyse og en krisestrategi«.
-------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at Ivar Nørgaard i sin tid slog til lyd for en finanspagt med et indbygget krav om, at ledigheden ikke må komme under f.eks. fire procent. Der skulle naturligvis stå over fire procent.
Se også
- Her er vores hyldest til hverdagssocialismen 21. sep 00.01
- Socialismen er kommet på bestsellerlisten 11. sep 00.01
- Wilhjelms løsninger risikerer at gøre det hele værre 30. aug 16.43
- Fem grunde til at de blå skal passe på 29. aug 00.01
- Budskabet fra S er ynkeligt 23. aug 18.38
- Socialdemokratisk vision er stærkt tiltrængt 21. aug 00.01
- Et forsigtigt, men nødvendigt skridt 20. aug 03.00
- Socialdemokraterne er bedst for Danmark 20. aug 00.01
Læs hver dag
- 21. maj
- 21. maj
Dagens tegning
-
TEGNING Fra de varme lande
-
TEGNING Klædt på
-
TEGNING Færdigt arbejde
-
TEGNING Dominoeffekt
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|










