»Det her er fordummende! Pinligt! Begrædeligt! Regeringen har nul kriseanalyse. Nul!«.

Venstrefløjens grand old man, Preben Wilhjelm, er mødt op på Politiken for at tale om sin nye pamflet, ’Krisen og den udeblevne systemkritik’, men sidder og vifter med den Kronik, som fire ledende socialdemokrater skrev i mandagens avis. Og han er ikke imponeret.

LÆS KRONIKEN Socialdemokraterne er bedst for Danmark

»Jeg tog denne her Kronik med, fordi jeg synes, det er fantastisk, at de kan skrive, som de gør. Hør engang, hvad Sass, Frederiksen, Corydon og Hansen skriver: »Så vågnede vi op og fandt ud af, at markedet er en lunefuld tjener, og som dug for solen forsvandt årtiets fortjeneste op i den blå luft, da boblen brast, og vi var lige pludselig alle blevet fattigere«. Det er så det. Krisen dumper ned fra himlen og ødelægger de skønne 00’ere. Der er intet forsøg på at forstå eller beskrive, hvorfor vi står i den dybeste krise i flere generationer. »Vi vågnede pludselig op og var alle blevet fattigere oven på de glade 00’ere!«. Jamen, jamen, det er da begrædeligt!«.

Men overser du ikke, at Helle Thorning-Schmidt forklarer krisen med, at den nye regering har overtaget en elendig økonomi fra den tidligere regering, som førte en uansvarlig økonomisk politik med ufinansierede skattelettelser?

»Det er noget forfærdeligt vrøvl. Og fordummende, fordi det blokerer for en indsigt i, hvorfor vi er havnet i suppedasen. Krisen skyldes ikke de borgerliges uansvarlige økonomisk politik. VKO gav skattelettelser, javel. Men S og SF glemmer bekvemt, at de også ville spendere penge, blot på en anden måde. Det handler ikke om økonomisk uansvarlighed, men om politisk uenighed«.

Men de ufinansierede skattelettelser?

»De var trods alt pebernødder i forhold til forringelsen af statsfinanserne. På bare fire år gik vi fra at have et overskud på 80 mia. kr. til at have et underskud på 100 mia. kr. Denne gigantiske ændring fandt sted uden skygge af grundlag i nogen politisk beslutning. Det skyldtes, at den private sektor lukkede næsten 200.000 arbejdspladser ned og kastede den offentlige sektor ud i stigende udgifter og faldende skatteindtægter. Så lad nu være at komme og sige, at Danmarks ulykke er Foghs og Løkkes ufinansierede skattelettelser. Jeg synes, det er fordummende, fordi det forhindrer os i at se dybere«.

Så venstrefløjens grand old man frikender Foghregeringerne for at have ført økonomisk uansvarlig politik?

»Hvis Fogh har bidraget til krisen ved at føre uansvarlig politik, er det indirekte ved at have udvist for stor tillid til finanssektoren, ved at tillade risikable låneformer og ved at lade boligejerne beholde deres gigantiske friværdier. Men det var det store flertal af politikere jo fuldstændig enige med ham om. Også Thorning. Og den dag i dag har socialdemokrater og SF’ere fredet ejerboligerne. Så det er ikke fair at pege fingre ad de borgerlige. Vi skal længere ned, hvis vi skal forstå krisen«.

Markedsmekanismen er synderen
Netop lysten til at komme længere ned og forstå krisen fik den 77-årige Preben Wilhjelm til at skrive en pamflet – et essay – på 60 små sider. Pamfletten er et langt bud på krisens årsager og mulige veje ud. Forud for skrivningen tog Wilhjelm på en større rundtur, hvor han har talt med gymnasieelever, seniorer og mange andre.

»Folk er passiviserede, fordi de er forvirrede. De hører på alle de der helvedes cheføkonomer fra det ene og det andet pengeinstitut og deres mere eller mindre modstridende og helt overfladiske eller ligefrem okkulte forklaringer. Men jeg fandt ud af, hvad det er for argumenter, som folk kan forstå, og som virker overbevisende«.

Det lyder da oplagt, at boligboblen er den store synder, ikke?

»Boligboblen var den udløsende faktor, men havde slet ikke en størrelsesorden, som kan forklare, at prisfald på boliger på mindre et år spreder sig til alle andre sektorer og til hele verden. Afrikanere er ramt af det her. Asiatere er ramt af det her – de har ikke nogen som helst andel i boligboblen, vel? Spørgsmålet er, hvordan en sådan trods alt begrænset fejlkalkulation i den vestlige bolig- og byggesektor kan føre til en lavine, som rammer det meste af kloden. Svaret er, at det økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv små ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende«.

Så det er forklaringen på krisen: markedsmekanismen?

»Ja, det er kernen i det hele. Markedsmekanismen er den mekanisme, som vi har overgivet os til, som gør, at selv små ubalancer uundgåeligt forstærkes. Og fører til dybe kriser. Den store krise i 30’erne blev – lidt forenklet – udløst af tre års god høst. For sådan er markedsmekanismen: En overproduktion på 10 procent udløser jo ikke et prisfald på 10 procent. Alle vil desperat prøve at komme af med deres korn. Det udløser prisfald på 50 procent og 70 procent. Og når bønderne ikke kan betale deres lån, så begynder banker at krakke, bønder kan ikke købe høstmaskiner og automobiler, så kan arbejderne i bilindustrien ikke længere købe samme omfang af fødevarer, radioapparater, tøj osv. Kapitalismen er en mønt på højkant«.

Hånden på hjertet: En arbejder er i dag mange gange rigere, end dengang Karl Marx skrev om den forarmede arbejderklasse. Kan man ikke tilgive kapitalismen, at den en gang imellem har kriseudsving? Er det ikke en omkostning, man må leve med?

»Jeg har intet imod markedsøkonomi generelt. På mikroplan – når vi handler i supermarkedet – er markedsmekanismen en fantastisk demokratisk mekanisme. Men i stor målestok gør den selv små ubalancer selvforstærkende. Og følsomheden er større end nogensinde. F.eks. har computerteknologien speedet markedsmekanismens destruktive sider op. I dag bliver der i finanssektoren globalt handlet for noget, der er 70 gange større end samtlige landes bruttonationalprodukter. Det er et kvalitativt skift, som gør finanstransaktioner helt anderledes omfattende og hurtige og ustyrlige. Kriserne rammer fortrinsvis de svageste. Vi står i dag med den mest gennemgribende krise i flere generationer, hvor millioner i Europa sendes ud i arbejdsløshed, og hvor de svageste sidder tilbage med regningen. Nej, det er ikke en omkostning, vi skal leve med«.

Du har lige frikendt de borgerlige for hovedansvaret for krisen, men bankerne er heller ikke skurkene, skriver du i din pamflet?

»Når Occupybevægelsen og Attac og andre på venstrefløjen går ud og lægger hele skylden hos ’grådige banker’, så er det udtryk for moraliseren. Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner, om ikke grådigheden? Det er jo latterligt at forestille sig et kapitalistisk system, der ikke er baseret på grådighed – eller pænere formuleret: størst muligt afkast. Det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj, ikke? Derfor har vi ikke brug for moraliserende pengefingre, men for systemkritik. Min lille bog er et forsøg på systemkritik«.

Regeringen gør det forkerte
Hvad havde du forestillet dig, at regeringen skulle gøre med din systemkritik, Wilhjelm? Skulle Thorning, Sass Larsen og Corydon på et gruppemøde konkludere, at kapitalismen som system og markedsmekanismen er problemets kerne, og at Thorning på tirsdagspressemødet lægger op til verdensrevolutionen og socialismens snarlige komme?

»Godt spørgsmål. For hvad fanden skal de bruge min analyse af kapitalismen til? Jeg synes, at de i det mindste kunne gøre en indsats for at forstå krisen. En korrekt diagnose er en forudsætning for en virksom behandling. Lige nu gør de alt det forkerte«.

Alt det forkerte?

»Tag nu finanspagten. Jeg fatter simpelthen ikke, at socialdemokrater med tradition for keynesianisme i sin tid accepterede de liberalistiske konvergenskriterier i Maastrichttraktaten, og at Thorning & co. nu går endnu længere ad den vej. Finanspagten tvinger os til at droppe store offentlige underskud. Hvis vores politikere skal neutralisere den forringelse på 180 milliarder, som den ikke har haft nogen som helst indflydelse på, ville det være et tolv gange større indgreb end den hidtil skrappeste – kartoffelkuren. Det er jo vanvid – og totalt urealistisk. Lad os hellere få en traktat, der lægger vægt på stabilitet og på, at arbejdsløsheden ikke må komme over f.eks. 4 procent, som socialdemokraten Ivar Nørgaard i sin tid foreslog«.

Men hov, hører jeg, at den gamle VS’er vil bruge kapitalens sammenrend, EU, til at reformere kapitalismen, det er da nye toner?

»Jeg synes i hvert fald, at socialdemokrater og SF’ere og radikale, der er tilhængere af EU, hellere burde arbejde for nogle aftaler, der regulerer markedsmekanismen«.

Her er løsningerne
Ud over en ny EU-pagt med vægt på beskæftigelse fremlægger Preben Wilhjelm i sin pamflet en række andre ideer, der kan regulere markedsmekanismen. Wilhjelm foreslår blandt andet en Tobinskat, en grøn skattereform, en opsplitning af finansinstitutioner, statslige banker og brugerbetaling for erhvervslivets brug af uddannede og fyring af medarbejdere.

Hvis du mener, at problemet er selve det kapitalistiske system, er du så ikke bange for at forlænge kapitalismens liv med dine reformistiske lappeløsninger?

»Jeg fremlægger en række forslag inden for systemets rammer, der skal svække den mekanisme, at markedskræfter går amok og puster små ubalancer helt ud af proportion. F.eks. vil en Tobinskat kunne bremse den syge finanshandel. Der er to årsager til, at jeg kommer med reformistiske forslag. Den første er, at hvis vi ikke får styr på krisen og det kører helt galt, så risikerer vi at få en stærk mand og et totalitært samfund. Vi har allerede set to demokratiske regeringer i Europa, der i løbet af 14 dage uden større diskussion blev erstattet af teknokrater. Demokratiet er i fare. For det andet kan man godt lave ting inden for det her system, som er mindre stupide end finanspagt og sådan nogle ting«.

Der er ikke mange, der abonnerer på din marxisme, til trods for krisen. Dermed er alt ved det gamle. Har folket falsk bevidsthed?

»Nej, når jeg kommer ud og møder folk, så er de mest af alt bare forvirrede. Og når folk bliver forvirrede og magtesløse, som vi ser i Grækenland og Spanien, så viser den historiske erfaring, at de ikke bliver progressive. Igen: Hvis det går rigtig galt, så kommer der sgu ikke socialisme, men med større sandsynlighed et tilbageslag i form af et totalitært regime. Den stærke mand, der ordner det hele. Det er skide farligt. Det er derfor, jeg er så optaget af, at vi får styr på de systemfejl, som skaber krise. Og det er derfor, jeg finder det begrædeligt, at den danske regering er fuldstændig blottet for både en kriseanalyse og en krisestrategi«.

-------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at Ivar Nørgaard i sin tid slog til lyd for en finanspagt med et indbygget krav om, at ledigheden ikke må komme under f.eks. fire procent. Der skulle naturligvis stå over fire procent.