Selv om vi politisk er uenige, har jeg fået en del respekt for Preben Wilhjelm.

I Politiken 25.8. prøver han at grave et spadestik dybere, når det gælder den krise, vi er i:

»Krisen skyldes ikke de borgerliges uansvarlige økonomiske politik. VKO gav skattelettelser, javel«, sagde Wilhjelm.

»Men S og SF glemmer bekvemt, at de også ville spendere penge, blot på en anden måde«, fastslog han.

INTERVIEW»Regeringens krisepolitik er stupid«

Selv om jeg er glad for den erkendelse, vil jeg ikke bruge Wilhjelm til at polemisere mod den nuværende regerings fejlagtige påstande om dens forgængere.

Jeg vil forsøge at tage den handske op, som Preben Wilhjelm smed: Hvordan kan det være, at vi gennemgik så store økonomiske omvæltninger, uden at der lå en politisk beslutning bag?

Wilhjelm peger med rette på, at krisen var global og ikke udløst af låneregler og nogle mindre skatteændringer i Danmark. Heller ikke markedsdeltagernes grådighed har været problemet. Den har jo altid været der, påpeger han med rette.

Wilhjelm finder problemet i markedsøkonomiens manglende stabilitet. Selv små ubalancer pustes ud af kontrol, hævder han.

Jeg er enig med ham i, at bobler har mulighed for at udvikle sig langt hurtigere nu end tidligere, og jeg er også enig med ham i, at vi er mere sårbare end tidligere.

Wilhjelm foreslår blandt andet en Tobinskat, en grøn skattereform, en opsplitning af finansinstitutioner, statslige banker og brugerbetaling for erhvervslivets brug af uddannede og fyring af medarbejdere.

Jeg kan godt følge ham i, at meget af det er ting, der på en eller anden måde sænker hastigheden i, hvordan markedet virker. Tobinskatten vil gøre det mere besværligt at spekulere. En grøn skattereform vil gøre det vanskeligere at bruge de fossile brændsler, vi har. En opsplitning af finansinstitutioner vil gøre det vanskeligere at flytte penge fra en sektor til en anden.

Men lad mig alligevel advare Wilhjelm.

Tobinskatten vil ikke bare gøre det dyrere at hive penge ud af et land – og dermed i princippet beskytte det mod spekulation. Tobinskatten vil samtidig også gøre det mindre attraktivt at placere penge i det pågældende land. Og det er ikke heldigt. Lad mig illustrere det med en lille anekdote: Hvis man vil hjælpe et supermarked til at holde på kunderne, er det nok en dårlig ide at spærre indgangene, og en bedre ide at sørge for nogle gode tilbud.

En grøn skattereform – som måtte gå videre, end vi har gjort hidtil – risikerer at gøre livet unødigt dyrt og surt. Og måske endda hindre os i at bruge de fossile brændsler på fornuftig vis.

En opsplitning af finansinstitutioner vil gøre dem endnu mere sårbare over for kriser. De banker, der har haft størst problemer, er jo netop dem, der primært har været eksponeret for bestemte sektorer – f.eks. ejendomsudlån.

Hatten af for Wilhjelms forsøg på at komme videre. Men det er ikke godt nok. Ideen om statslige banker er decideret misforstået. Her risikerer man for alvor, at kreditten bliver politiseret, så bankerne får besked på at hælde penge i risikable – men politisk populære – ideer. Og en skat på fyringer vil give samme forfærdelige resultat, som vi har set i Sydeuropa, hvor den slags instrumenter har gjort det svært at drive forretning på fornuftig vis.

Jeg anerkender Preben Wilhjelms pointe om, at kapitalismen har ustabile sider. Jeg anerkender hans pointe om, at det hele udvikler sig endnu hurtigere end tidligere. Men løsningen er ikke de ting, han foreslår, som tværtimod risikerer at gøre det hele værre.

I stedet må vi forsøge at leve med usikkerheden og forsøge at reducere den. Ikke ved politisk styring, men ved at gøre det lettere for aktørerne på markedet at gennemskue usikkerheden.

Først og fremmest må vi lære at respektere spekulanterne – ikke nødvendigvis elske dem. Spekulanterne er markedets termometer. Vi kurerer ikke febertilstanden ved at slå termometeret i stykker. Spekulanterne er dem, der spreder information i systemet – også den information, vi ikke kan lide.

Dernæst må politikerne forstå deres egen rolle bedre. Politikere kan godt medvirke til at dæmpe bobler. F.eks. ved at fjerne monopoler, afhjælpe flaskehalse på arbejdsmarkedet osv. Her giver det mening med mange forskellige initiativer. Opgør med visse virksomheders lovfæstede privilegier. Bedre uddannelse af lønmodtagerne. Bedre tilrettelæggelse af offentlige investeringer osv.

Men det store problem – og den store fordel – ved de vestlige kapitalistiske demokratier er uændret. Politikerne har heldigvis ikke magten til at styre vore liv i detaljer.

Og derfor må vi forstå, at det også kan være vores egen skyld, når kriser opstår. Når vi bilder os ind, at aktiemarkederne altid vil stige. Når vi bilder os ind, at friværdien i boligen kun kan blive større. Når vi kræver mere i løn, end vores produktivitet i virksomhederne kan forsvare, osv.

Kriserne vil altid være der. Men de kan godt blive mindre, hvis vi bliver bedre til at tilpasse os hurtigt og lære af vores fejl.