Han må netop nu sidde og knibe sig i armen. Hvem skulle have troet, at en 77-årig venstresocialistisk sjover kunne springe helt til tops på den danske bestsellerliste? Måske sidst af alle forfatteren selv. Men det er ganske vist. Preben Wilhjelm har nu efter et helt liv på venstrefløjen – og efter 20 mildest talt svære år i skyggen – fået tændt lyset i øjnene på så mange, at bogkøberne på under to uger har revet hans lille pamflet ned fra hylderne. I sidste uge var det helt umuligt at opdrive et eksemplar af ’Krisen og den udeblevne systemkritik’ i de store københavnske boghandler. Forlaget oplyser, at 2. oplag er på vej, og at 3. oplag er bestilt fra trykkeriet. LÆS ANMELDELSEKampskrift fra venstrefløjens grand old man er no bullshit-fritænkning Som en dansk udgave af Stéphane Hessel – den 94-årige franske embedsmand, der i 2010 fik to mio. landsmænd til at finde deres indre oprør frem via bogen ’Indignez-vous’ – forsøger Preben Wilhjelm nu at sælge systemkritikken til danskerne. Og det går åbenbart strygende. Det er da også en fantastisk bog. En bog, man sagtens kan læse uden at være socialist. Men også en bog, man kan læse, hvis man er socialist og sandet til i de dagsaktuelle småligheder, som moderne politik er så rig på. For hos Wilhjelm er der højt til det politiske visionsloft, og mon ikke i hvert fald ét parti på den danske venstrefløj aktuelt kunne have gavn af at læse den gamle nestors kampskrift – og tænke videre og højere? Preben Wilhjelms primære attack-punkt er de banker og finansielle institutioner, der har snydt og bedraget, så vandet driver af alverdens befolkninger. Hvis vi før krisen troede, at bankerne var til for os, er vi i dag blevet klogere. I dag ved vi, at den finansielle verden er beboet af blodsugende bonusjægere. Men hvorfor havde de vestlige befolkninger egentlig så stor tiltro til bankerne, spørger Wilhjelm hovedrystende: »Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden (…). Det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin«. Men selv om der efter det finansielle nedbrud i 2008-09 har været en vis offentlig polemik om bankernes gøren og laden, er der ikke for alvor taget initiativ til at gøre op med denne. Det er, som om ordet 'regulering' er revet ud af den politiske ordbog i det afsnit, der handler om finansielle institutioner. Siden 1980’erne har man tilsyneladende kun kunnet slå op under 'deregulering'.
Og Danmark hører her til hardlinerne, dvs. til de lande, der end ikke vil høre tale om regulering af finanssektoren. Senest illustreret ved den krampagtige afvisning af en europæisk skat på finansielle transaktioner. En sådan skulle egentlig blot udgøre mellem 0,05 og 0,5 procent af en transaktion og derfor kun have betydning for de ødelæggende spekulationshandler – dvs. de algoritmebaserede lyntransaktioner, som alligevel bare truer med at grundsvække de almindelige markedsmekanismer. Men nej, sagde Danmark, anført af den radikale økonomiminister, Margrethe Vestager. Til gengæld har de danske politikere igen og igen sagt ja til den ene bankpakke efter den anden (fem i alt), når de finansielle institutioner har flæbet blot det mindste. Man skal ellers ikke kradse meget i bankernes overflade for at nå ind til et synderegister, der får andre brancher til at ligne søndagsskoler. Først og fremmest er der reelt ikke sket et opgør med de dårlige boliglån og det utilstrækkelige tilsyn, der i sin tid satte krisen i gang. Seneste skud på skandaletræet er den rentemanipulation, som først blev afsløret i Storbritannien – i form af den såkaldte Libor-skandale – og som nu har fået en dansk aflægger i form af Cibor-skandalen. LÆS OGSÅNationalbanken frygter rentefusk Også herhjemme tyder det nemlig på, at bankerne har presset Cibor-renten kunstigt op for at tjene på det. Og når banker tjener penge, tjener de på fællesskabet. Eller som Bjarke Møller, chefredaktør på Mandag Morgen, præcist udtrykte det i en kommentar for nylig: »Renteskandalen har kostet låntagerne, borgerne og virksomhederne milliarder af kroner, og sat på spidsen minder det om sofistikeret tyveri ved højlys dag. Mens bankerne har lavet rentefixing for at polstre sig og give kunstige stimulanser til vurderingen af deres egen kreditværdighed, er samfundet blevet fattigere«. Ja, fællesskabet er blevet meget fattigere, ville Preben Wilhjelm sige. Men han ville også trække på skuldrene, for som han skriver i sin bog: »Det er påfaldende, så indforstået med systemet den offentlige debat er«. Alt tyder dog nu på, at den gamle mand har aflyst revolutionen – og tak for det! Men han har heldigvis ikke aflyst systemkritikken, og for det fortjener han næsten en endnu større tak.
