En lavtlønnet jord- og betonarbejder følte sig til grin, da han læste i metroXpress at fattig-Carina havde et større rådighedsbeløb end ham selv. Men han blev mødt af en venstrefløj, der talte om socialt ansvar og i øvrigt nægtede at anerkende problemstillingen. Da den daværende skatteminister kort tid efter erklærede, at skattereformen skulle gavne dem, der står op om morgenen og smører leverpostejmadder, blev han kaldt arbejderrist og Kansas-romantiker. Det mindede mig om noget. En gruppe forældre klagede i 1997 til Aarhus Kommune, fordi deres børnehave havde droppet frikadellerne af hensyn til de mange muslimske børn. De blev mødt af en venstrefløj, der indkaldte til demonstration på Rådhuspladsen mod ’højredrejningen og den indre svinehund’. Da S-borgmestrene på Vestegnen begyndte at fordele skolebørn på baggrund af sprog og kultur og kræve opstramninger i reglerne for familiesammenføring, blev der hvisket »racist« og »Morten Korch-romantiker« i krogene på de røde kongresser. Arbejderrist? Racist? Kartoffelrækkesocialisterne har væggene tapetseret med bogreoler og har alligevel kun pubertært banale skældsord at klistre på røde politikere, der peger på venstrefløjens akilleshæle og påtager sig et ansvar for at håndtere dem.

I 90’erne betød en forfejlet udlændingepolitik utryghed i mange boligområder. Det skabte en vækst i DF-arbejdere. I dag har utryghed i arbejdslivet fået to ud af tre blandt ufaglærte og faglærte til at stemme blåt, primært på Venstre. Igen har venstrefløjen sat fødderne forkert i tidens store værdispørgsmål. Igen efterlader venstrefløjen det folkelige Danmark med en følelse af elitær arrogance og foragt for følelser i den store arbejdende middelklasse. Og igen står vi over for at skulle udvikle en ny solidarisk politik mellem to ubrugelige yderpositioner. På den ene side står Claus Hjorts (V) nye højrepopulisme, der argumenterer for ’tyske lønninger og svenske skatter’, på den anden side står den gamle venstrefløj, der dyrker modtagerne af overførselsindkomst som kernen i det politiske projekt. Det tredje standpunkt må sætte den arbejdende middelklasse i centrum. Dem, daværende skatteminister Thor Möger (SF) beskrev i orange veste og hvide kitler, med skemalagte pauser og leverpostej i madpakkerne. Mange lønmodtagere føler sig utrygge. Kina får dem til at tænke på fyresedler, ikke på muligheder. De går syge på arbejde for ikke at blive fyret. De får en tom følelse i maven, når de ser en kassevogn på polske plader.