For en uge siden blev min 19-årige datter, Mariam Rasmussen, udsat for en ydmygende og traumatiserende oplevelse i Israel, der har fået både hende og mig til at sætte spørgsmålstegn ved mange ting.

Mariam blev student i sommer og havde efter en veloverstået eksamen planlagt at holde et sabbatår, før hun skulle starte på sit medicinstudie. Hendes sabbatår skulle bruges på en seksugers rejse til Israel, som hun havde drømt om i lang tid. Hele efteråret brugte hun på at arbejde for at have penge nok til rejsen, og endelig ved årsskiftet var hun klar til at tage af sted. Min datter har før rejst til fjerne lande på egen hånd. Men denne gang skulle det gå galt, inden det fik lov at begynde. Vi havde ellers også denne gang planlagt hendes tur godt. Fundet hoteller, valgt steder ud, der var særlig interessante, tjekket transportmuligheder og tilmed undersøgt rejsevejledningen, hvor der bl.a. stod, at »humanitære og tekniske eksperter, journalister o.a. lejlighedsvis er blevet afvist ved indrejse til og via Israel begrundet med mistanke om sikkerhedsrisici af de israelske myndigheder«.