Annonce
Annonce
Debat

Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress

Hvornår begynder I politikere, som var unge i 90'erne, at leve op til det, vi troede på dengang?

138

Vi var unge i 90’erne, og vi kunne alt. Vi kunne være lige, frie, vi kunne realisere os selv. Alle tog på trekking til Himalaya eller i det mindste et sabbatår et sted i Europa efter gymnasiet, der jo var en menneskeret. Vi lyttede til Nirvana eller funk og klædte os som hippierne i 70’erne, for det var bare åh, så cool i de år.

Vi havde noget til fælles med dem, der var unge i 70’erne. Ulig unge i dag var vi frie, det var sindssygt happy go lucky. SU i seks år, og alle skulle vælge deres uddannelse med hjertet. Det var faktisk ikke så afgørende, om man kunne finde et job bagefter, vi var årgangene, der mente, vi kunne alt.

Vi syntes, ligestilling var en given ting, der skulle faktisk ikke kæmpes så meget, hold nu op, der var jo ligestilling. Frihed og uafhængighed havde vi. Der var en mobiltelefonreklame dengang med Thomas Eje. Han var en fri fugl, »der ikke ville bindes af et abonnement« – en player med guldkæde om halsen. Vi var alle sammen Thomas Eje.

LÆS KOMMENTARPolitikerne sjofler pressede børnefamilier

Væk var de stramme 80’ere, som på mange måder var en sammenrimpning af resterne efter 68’er- generationens fest. Men nok af det, vi skulle da nyde livet.

Nu sidder vi med grundskyld, 37 timer, og taletidskortet er afløst af et meget fast abonnement. Vi nærmer os de 40. Nogle har fået børn og kernefamilie.

Selv om mange af dagens ledende politikere faktisk tilhører vores årgange, kan man ikke mærke det. For når mange nu sidder i børnefamilien, viser det sig, at nirvana ikke er lige om hjørnet. Enderne kan bare ikke mødes i vores liv, der pendulerer som et gammelt bornholmerur mellem sengen, institutionen, arbejdet, institutionen og sengen.

LÆS KOMMENTARHjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress

Der må da kunne gøres noget, siger vi til hinanden, hvis vi har fået tryllet tid til en voksensnak ind i programmet. Men ingen tror reelt, at forandring er muligt. Politik er personfikseret enkeltsagskommentatorselvsving, der har nul og en fis at gøre med det liv, vi lever. Så resignationen er til at føle på.

Der er ingen partier, der har at nedbringe stress for børnefamilier som en mærkesag

Anne-Marie Løkkegaard

Væk er de frie fugle, vi skal levere en ikke tidligere set balancegang mellem karriere og familieliv. Jeg siger tit til mine venner: »Det kan jo ikke lade sig gøre. Vi kan sgu da ikke blive ved med at bilde os ind, at vi kan det hele. Det går bare ikke«. Men kan 90’er-generationen blive de første til både at blæse og have spelt i munden? Næppe og slet ikke som tingene er i dag:

For ja, vores børn kommer for meget i institution, ja, folk bliver skilt, når det går op for dem, at ligestilling ikke gælder børnefamilier, ja, vi arbejder som gale og har ikke udsigt til en velfortjent efterløn på golfbanen, og ja, vores fertilitet har det skidt, og ja, vi har skullet overleve de værste fald på boligmarkedet i en menneskealder og sidder med kæmpegæld i forældede og udtjente 70’er-parcelhuse.

Dårligdommene hober sig op som frysende grågæs på søerne i januar. Hvorfor sidder I på hænderne, jer, som var unge med os? Så gør dog noget, inden vi alle segner af stress og giver vores børn ar på sjælen. Vi skal være aktive mindst tredive år endnu og give, hvad vi har til samfundet.

LÆS KOMMENTARVores samfund er ikke indrettet til familier, der gerne vil være sammen, mens det er lyst

Der er ingen partier, der har at nedbringe stress for børnefamilier som en reel mærkesag. Der er flere ting, der ville hjælpe. Hvad med at få bragt alle de ældre, der er fuldt rørige og friske, men ikke har nogen børnebørn, sammen med dem, hvis bedsteforældre er gået bort eller i golfklubben? Hvad med fradrag for hjælp til vask og rengøring? Hvad med madordning i skolerne uden den daglige madpakkestress?

Anne Marie Løkkegaard

Anne Marie Løkkegaard er freelancejournalist på DR P2. Er uddannet klassisk sanger og har arbejdet på Det Kongelige Teater. Gift og mor til to.

Kunne de unge på overførselsindkomster ikke give en hånd med at hente Vitus og Ella fra børnehaven, mens de søger job?

Hvorfor står valget kun mellem en filippinsk fuldtids aupair – og ingen hjælp overhovedet? Hvad med en barselsfond til udligning af forskel i indkomst under barsel mellem kvinder og mænd?

Den slags strukturelle ændringer er svære, og jeg er ikke politiker. Det er måske utopi at tro, det kan lade sig gøre. Men hvad skete der med alle de frie tanker og selvtilliden?

Kom ud af hullerne, og scor nogle gode politiske point. Børnefamilierne vil elske jer for det og sikkert stemme på jer til næste valg. Win-win, tænker jeg.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce