Kære Astrid

Du har ved flere lejligheder udtalt dig særdeles positivt om vuggestuer og børnehaver som en central del af vores velfærdssamfund. Måske du endda deler holdning med de mange (særligt kvinder) her til lands, der slet ikke føler behov for at overveje alternativer til den omfattende institutionalisering? Det er vi jo en lille – men voksende – skare (samt resten af verden uden for Danmark), der ikke helt forstår: Hvorfor skal det være sådan, at alle børn sendes ud af hjemmet, fra de er fyldt et år (om ikke før)? For hvis skyld gør man det?

Er det ud fra en forestilling om, at det etårige barn i ramme alvor har behov for at tilbringe mange timer uden for sit trygge hjem blandt larmende børn og halvfremmede ansatte, der langtfra altid ser og hører de små? Eller er man gået bort fra dén forklaring, der vist peakede i 1990’erne, og fokuserer man i dag mere på kvinderne og deres altfortærende selvdyrkelse (fordi vi fortjener det!) igen?