Den overordnede grund til, at lille Jeppe og lille Helle drikker, er det danske civilsamfunds og familielivs sammenbrud inden for de seneste 30 år. Det mener David Gress. Tegning: Mette Dreyer.

For et par år siden boede jeg nogle måneder i Paradisgade i Århus midtby.

Hvad der umiddelbart kunne ligne en ideel bolig for en enlig intellektuel med caféer og spændende butikker i nærmeste afstand blev hurtigt et mareridt af larm.

Hver weekendnat kl. 5, når natværtshusene lukkede, fyldtes gaderne af fordrukne brøl, så jeg måtte lukke vinduerne i den værste sommerhede. Næste dag var gaderne fulde af affald, hussoklerne overstænket af urin og rendestenene af bræk.

Velkommen til dagens Danmark, landet, hvor unge har verdensrekord i druk.

Mens 73 pct. af danske 15-16-årige har været fulde mindst én gang på et år, er tallet i Italien 27 pct.

Tal, der forklarer, hvorfor en civiliseret aftenspadseretur i en storby er et minde blot i Danmark. Det forlener besøg i byer som Firenze eller Madrid med en helt ny slags vemod: vemodet over at kunne foretage sig ting, som egentlig synes selvfølgelige, men ikke er det mere herhjemme.

Den faderlige myndighed er forsvundet
Civilsamfundet har givet op og overladt de natlige gader til barbariet.

Hvorfor er fordrukne unge – mest mænd, men efterhånden også mange kvinder – så almindelige her, men ikke sydpå? Er det prisforskellen på alkohol, som mange påstår?

Nej, for skulle prisen være afgørende, ville forbruget være højst, hvor prisen er lavest.

Øl, vin og spiritus er alle betydeligt billigere i Sydeuropa, ligesom der findes langt flere udskænkningssteder. Det fører åbenbart ikke til druk.

Grunden til unges druk herhjemme kan derfor ikke være, at sprutten er billig eller lettilgængelig. Grunden er de unges kultur eller rettere mangel på samme. Det gør, at problemet ikke kan afhjælpes ved afgiftsforhøjelser eller ved at hæve alderen for indkøb.

Snarere skyldes det en række særtræk ved dagens Danmark, som adskiller os markant fra Sydeuropa. Træk, som politikernes sløve redskaber slet ikke kan påvirke, og som er betydeligt mindre medgørlige end afgiftsniveauet.

Den overordnede grund til, at lille Jeppe og lille Helle drikker, er det danske civilsamfunds og familielivs sammenbrud inden for de seneste 30 år.

De unge drikker, fordi de ikke har fået at vide, at det er dumt og farligt, og det har de blandt andet ikke, fordi den familiære, faderlige myndighed er forsvundet, hvad den ikke er i samme grad i Sydeuropa.

Det er den blandt andet ikke, fordi kristendommen i skikkelse af katolicismen står væsentligt stærkere, end den tilpasningslystne og identitetssvage danske folkekirke gør her.

De sydeuropæiske lande og især Italien besidder stærke civilsamfund, som gør, hvad de kan for at støtte familierne i socialiseringen og ansvarliggørelsen af unge, blandt andet ved at lære, at kroppen er åndens tempel, og at det er synd mod skabningen at nedbryde den frivilligt.

Velfærdsstatens perverse logik
Hele det danske velfærdsprojekt har derimod siden 1970’erne været baseret på at fragmentere familien, som er et fristed fra stat og samfundsmagt, og gøre enhver borger til et lille, fritstående atom ansigt til ansigt med den almægtige stat.

Tanken var at fremme lighed i resultater ved at bekæmpe alle faktorer, som gjorde folk ulige.

Redskaberne var økonomiske: sambeskatningen forsvandt, og der findes intet forsørgerfradrag. Familien er i et civiliseret samfund det sted, hvor principper og alvor formidles af de ældre og mere erfarne til de yngre, uerfarne energibomber, som unge er.

Den vanskeligste del af opdragelsen er at formidle, at et rigt og tilfredsstillende liv ikke kan opstå af kortsigtede fornøjelser eller af at bedøve sin krop, men af at skabe sig sine egne livsprojekter. Denne socialisering har sjældent kunnet leveres af udenforstående.

I strid med årtusinders erfaring har danske magthavere besluttet, at det overvældende flertal af unge danskere skal socialiseres, ikke af deres naturlige forældre, men af pædagoger.

Skolen sukker over at skulle opdrage, herunder om drikkeri, men den har kun sig selv og politikerne at takke for, at familierne er blevet så gennemsigtige og flygtige, at de efterhånden kun har emotionel, men ringe praktisk betydning. En ung behøver ikke respektere, adlyde eller tækkes forældre.

Generationernes kontinuitet brydes, identiteten bliver selvskabt. Men det er de færreste unge, der er modne nok til at skabe egen identitet, især ikke, da også modenhed er blandt de ting, systemet gør det vanskeligt eller unødvendigt at opnå.

Det er ganske vist ikke alle unge, der drikker lige meget; mange er så heldige, at de kan stå imod, mestendels fordi de stadig har en familie som bagland.

Det er endnu et eksempel på velfærdsstatens perverse logik: I bestræbelsen på lighed skaber den ulighed, nemlig mellem de naturligt ressourcestærke og de mange, for hvem fristelser er svære at modstå, især når ingen siger, at de skal modstås. For mange erstattes tilværelsens alvor af kortsigtede fornøjelser, og så er druk en nærliggende mulighed.

Hvad betyder det at skåne sin krop og forsøge at blive en produktiv og ansvarlig borger, hvis det alligevel ikke betyder ret meget? Livet bliver indholdsløst, bortset netop fra de kortsigtede fornøjelser.

Unge er i forvejen tilbøjelige til sådanne, hvorfor alle hidtil kendte kulturer har lagt vægt på den myndige opfostring af dem, og har anset det for topmålet af uansvarlighed at overlade dem til sig selv eller til udenforstående, der ikke har de genetiske og emotionelle bånd til børnene, som driver ansvarlig opdragelse.

Desto mere respekt fortjener de forældre og unge, som i strid med tidsånden og magthaverne fortsat søger at opbygge og føre ordentlige liv. De er vor tids virkeligt udsatte.

Hvem har ansvaret for børnenes druk? Skriv din mening herunder.