Fortæl mig lige, hvordan jeg kan blive meldt ud. Af folket. Jeg vil nemlig meldes ud af den klub, som jeg på en eller anden måde er blevet medlem af. Folket vil ha’ skattelettelser, folket vil ha’ længere straffe, folket vil ha’ behandlingsgaranti, skattelettelser, madpakker, krig, tryghed, mere overvågning, flere motorveje, bedre skoler, bedre universiteter, skattelettelser, mere politi, folket vil af med de fremmede, ha’ privatiseringer …, og hver gang jeg hører det fra en af vore glimrende ærværdige politikere, er jeg begyndt at få en tiltagende kvalme. ’Vil ha’’ får lige en tur dybt ned til mine værdier, og den bliver oftere og oftere kørt mere og mere rundt i min værdisuppedas. Og helt ærligt – jeg prøver og prøver. Jeg har ignoreret det, ladet som ingenting. ’Hø, hø’ har jeg også prøvet, men jeg kan altså ikke få ’Vil ha’ og min værdisuppedas til at forliges i den store forløsning. Og det værste er, at kvalmen bliver større og større. Så hvordan får jeg vores politikere til at forstå, at det med ’folket’ ikke er mig?
»Det kan godt være, at eksperterne siger ’bla bla’, men jeg mener nu, at ’folket’ vil ha’ ’blø, blø’«, har jeg nu hørt på fra specielt de store partiers medlemmer i ni år. Og hver gang jeg har prøvet at pippe lidt om, at jeg måske ikke lige syntes om, at man sådan tog mig – medlem af folket – til indtægt for, at jeg ved bedre end eksperterne. Det mærkelige er, at langt de fleste af os tilsyneladende accepterer folket som et validt argument for stort set alle synspunkter. Og dermed er begrebet folket glidende blevet en kolossal magtfaktor – uden reelt at ha’ noget at ha’ det i. Men hvad med alle de undersøgelser og spørgeskemaer, som man hele tiden sender rundt, kunne man jo med rette indvende – ja, jo, hvordan er det lige, man spørger – og dermed svarer? »Vi gør jo kun det, som folket vil ha’«, siger ministrene og giver skattelettelser mest til dem, der har i forvejen. Og der står jeg med min kvalme og tænker på de blødende skoler, universiteter, hospitaler, de stigende antal hjemløse, de fattige børnefamilier og ikke mindst den stigende ulighed i vores lille dejlige land. Lykkelige? Hmm vel? Og det mærkelige er, at min værdisubstans bobler og syder mere og mere til et lille opstød af vrede. Og de opstød er desværre blevet værre, idet det efterhånden er kendt, at vores magthavere for længst har skrevet drejebogen ’liberalismens indtog – masser af marked, konkurrence, en minimal offentlig sektor og større ulighed’. Egentlig tror jeg (måske), at mine dårligdomme ville blive noget mindre, hvis politikerne ellers ville stå ved deres værdier og synspunkter, men nej! Det tør de ikke, for de ved jo godt, at så vil næste valg blive op ad bakke – og her er det så, at folket kommer ind som den frelsende engel. ’Folket vil ha’ skattelettelser’, vel vidende at det jo har som resultat, at den offentlige sektor bliver udsat for massive besparelser. De private må så tage over, og brugerbetaling indføres mere og mere. Og det er der jo ingen problemer i, for vi har jo lige fået skattelettelser. Folkeskolerne bliver udpinte, private skoler tager over. Vores hospitaler, vores universiteter bliver erstattet af private – og sådan kunne jeg blive ved. Men det må ikke siges højt. For det har vi jo folket til. Denne amøbestørrelse, som jo kan være svær at styre. Men måske har du og dine ’værdier’ mærket de mange overvågningstiltag, der hele tiden foregår.
