Hans Lassen

Hans Lassen er integrationskonsulent, forfatter og foredragsholder.

Han har skrevet bogen 'Den anden virkelighed - tanker og tal om integrationen i Danmark', Informations Forlag 2009.

1. - 5. juni lægger han op til integrationsdebat på politiken.dk/debat.

I går havde jeg tre argumenter for, hvorfor det er realistisk, at vi får ens beskæftigelsesfrekvenser uanset hudfarve i Danmark.

Jeg har et argument mere. Måske det vigtigste af dem alle, og det handler om Danmarks fremtid. Om 50 år - når danmarkshistorien om det, der foregår i Danmark lige nu, skal skrives - er jeg ikke ét sekund i tvivl: Den dramatiske sociale mobilitet, der finder sted i de ikke-vestlige indvandrerhjem i disse år bliver meget centralt placeret.

Unge fra ikke-vestlige hjem drøner i øjeblikket ind på de danske uddannelser. De helt aktuelle tal for uddannelsesfrekvenserne – det vil sige den andel af en gruppe, der er i gang med en uddannelse – tegner følgende tre hovedtendenser:

For det første befinder danske kvinder og ikke-vestlige efterkommerkvinder sig på stort set samme niveau. I aldersgruppen 16-19 år fører de danske kvinder med et enkelt procentpoint. De ligger på 79 %, hvor efterkommerkvinderne 'kun' ligger på 78 %.

I aldersgruppen 20-24 år er niveauet det samme: 49 %*.

For det andet befinder danske mænd og ikke-vestlige efterkommermænd sig på stort set samme niveau. I begge aldersgrupper – 16-19 år og 20-24 år – ligger de danske mænd 3 procentpoint over efterkommermændene. Henholdsvis 79 % mod 76 % og 40 % mod 37 %.

For det tredje er Ikke-vestlige indvandrere – hvad enten det er mænd eller kvinder - på et lavere niveau end såvel danskere som efterkommere, men de haler meget kraftigt ind på dem.

Indvandrerkvindernes uddannelsesfrekvens for de 16-19-årige er vokset fra 50 % i 1995/96 til 71 % i 2008/09, og for de 20-24-årige er den i samme periode vokset fra 9 % til 32 %. Indvandrermændenes uddannelsesfrekvens er også vokset markant - dog ikke på helt samme høje vækstniveau. De tilsvarende procentsatser er fra 53 % til 68 % (16-19-årige) og fra 16 % til 28 % (20-24-årige).

Dette sociale tigerspring i de ikke-vestlige hjem tåler sammenligning med de perioder, hvor Danmarkshistorien har været allerbedst, og hvor mange danske unge fra hjem uden uddannelsestraditioner begyndte at uddanne sig på mange forskellige niveauer i samfundet.

Radikaliteten i dette tigerspring har Rockwool-Fonden dokumenteret i en meget spændende undersøgelse, der belyste sandsynligheden for, om en 21-årig dansk mand med ressourcesvage forældre var og er i uddannelse sammenlignet med en tyrkisk 21-årig mand med samme ressourcesvage baggrund.

Undersøgelsen viste, at hvor sandsynligheden for, at den unge danske mand var i gang med en uddannelse, var 25 % både i 1997 og i 2007, var sandsynligheden for, at den unge tyrkiske mand var under uddannelse blevet forøget fra 19 % i 1997 til 37 % i 2007 **.

Med andre ord er den sociale mobilitet for den unge danske mand fra et ressourcesvagt hjem gået fuldstændig i stå. Omvendt er den sociale mobilitet for den unge tyrkiske mand med samme familiemæssige baggrund så voldsom, at hans uddannelsessandsynlighed ikke bare er kommet på niveau med den danske mand, men har overhalet den danske mand i en sådan grad, at han fører med 12 procentpoint.

Det kan være meget svært at få armene ned, når man betragter denne udvikling med integrationsbriller. I de ikke-vestlige hjem er der således ikke kun en betydelig arbejdskraftreserve, der kan integreres på arbejdsmarkedet, således som jeg har argumenteret for i mine forrige indlæg. Der er også en betydelig uddannelsesmæssige reserve.

Det kan vise sig afgørende for Danmarks økonomiske fremtid, hvor en af de væsentlige ting, der under alle omstændigheder skal satses på, er, at flere unge får en uddannelse. Og det har også stor betydning for den fremtidige integration på arbejdsmarkedet, fordi vi ved, at den bedste garanti for at få et job er, at man har en uddannelse, uanset hudfarve.

Når jeg fremfører dette danmarkshistoriske perspektiv, bliver jeg tit mødt med to indvendinger.

Den første går således: »Det er meget godt, men den positive udvikling skyldes kun kvinderne. De etniske minoritetsdrenge kan slet ikke finde ud af at tage en uddannelse«.

Det er rigtig, at de etniske kvinder generelt set klarer sig bedre end de etniske mænd i uddannelsessystemet, men det gælder også for danskere, at kvinderne klarer sig bedre end mændene. Problemet er, at maskuliniteten generelt er truet i det danske skole- og uddannelsessystem, og det er et ekstra stort problem for de etniske mænd, fordi de kan have en tendens til at være meget afhængig af maskulin identitet.

Det andet indvending handler om frafald: »Det er fint nok med de tal, der viser, hvor mange ikke-vestlige personer der er i gang med en uddannelse. Men det er jo ikke det samme som, at de gennemfører den. De falder jo fra i stor stil«.

Det er rigtig, at der er problemer med frafaldet, men igen: det gælder også for danskere. Dansk Arbejdsgiverforening har beregnet, at frafaldet er 40 % for etniske elever og 32 % for danske elever på grundforløbet i erhvervsuddannelserne.

Hvad enten frafaldet er 40 % eller 32 %, er det selvfølgelig al for højt. Dertil kommer, at der er en klar sammenhæng mellem karaktererne i folkeskolen og frafald, således at de samme karakterer giver ens frafald uanset hudfarve. Og jo højere karaktererne er, jo lavere er frafaldet – igen uanset hudfarve.

Selvom der er plads til forbedringer – også nogle store af slagsen – har det danske skole- og uddannelsessystem vist sig i stand til at tage imod ikke-vestlige børn og unge fra meget uddannelsesfremmede hjem og give dem kompetencegivende uddannelser i stadigt større omfang og på flere og flere niveauer.

Den enorme sociale mobilitet, der finder sted i ikke-vestlige indvandrerhjem i disse år, vil kunne blive et afgørende bidrag til at sikre et kvalificeret arbejdsudbud på alle niveauer på arbejdsmarkedet i fremtidens Danmark.

Derfor bør en styrket integrationsindsats være et obligatorisk element i strategierne for Danmarks økonomiske fremtid. Og derfor er det et kæmpeproblem, at det ikke er tilfældet, hverken i regeringens eller oppositionens økonomiske planer, således som jeg dokumenterede i mit allerførste indlæg i denne debatserie: Integration er jo en del af løsningen.

* Egne beregninger på baggrund af Ministeriet for flygtninge, Indvandrere og Integration: Tal og fakta – udlændinges tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, januar 2009, og Ministeriet for flygtninge, Indvandrere og Integration: Tal og fakta – Indvandrere og efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, januar 2009.

** (Torben Tranæs (red.): Indvandrere og det danske uddannelsessystem, 2008)