Blandt amerikanske kommunikationsfolk er sommerens tema Obama-paradokset.

Hvordan kan det være, spørger kommentatorer og spindoktorer sig selv, at præsidenten tilsyneladende går fra sejr til sejr, men har tabt vælgerne?

Senest har en analyse fra ABC News og Washington Post vist en tilslutning på kun lidt over 40 procent, hvilket ikke blot er det laveste i Obamas embedsperiode, men også særdeles lavt for alle præsidenter siden Anden Verdenskrig.

LÆS ARTIKEL Obamas popularitet daler i meningsmåling - igen

Bemærkelsesværdigt for en præsident, hvis popularitet for blot et år siden var historisk høj, og som nu står over for en betydelig udfordring i novembers midtvejsvalg til Kongressen, hvor demokraterne meget tænkeligt kan tabe deres flertal.

Blandt Obama-administrationens meritter er en stimuluspakke på 787 milliarder dollar til afhjælpning af den økonomiske krise, en ændring af rammevilkårene for den finansielle sektor, en historisk sundhedsreform og brede flertal i Kongressen i forhold til indsatsen i både Afghanistan og over for Iran.

Og alligevel altså en konstant faldende tilslutning af årsager, som kommentatorerne typisk tilskriver Obamas personlige mediefremtræden. Obama er og bliver for venstreorienteret for et USA, der dybest set er centrum-højre, lyder én forklaring.

Nej, han er snarere for intellektuel, lyder en anden, i forhold til den passion, der drev hans valgkamp og de første 100 dages Franklin Roosevelt-agtige eufori.

Men måske ligger forklaringerne slet ikke i de sædvanlige spin-temaer, som de folder sig ud også i amerikanske massemedier, med et fokus på politikernes retorik, soundbites og medieoptræden.

»It’s the economy, stupid«
Man kan – med Princeton-professoren Larry Bartels – minde om, at valgforskningen i dag som tidligere vil pege på økonomien som den udslagsgivende faktor. »It’s the economy, stupid«, som man siger på amerikansk med en henvisning til en sætning fra Bill Clintons succesfulde valgkamp i 1992.

Den amerikanske valgforskning konkluderer traditionelt, at de objektive, økonomiske vilkår – ikke smarte tv-reklamer, tv-debatter eller mediernes løbende nyhedsstrøm – er det væsentligste grundlag for en præsidentkandidats muligheder for at blive genvalgt.

Hvis samfundsøkonomien har pil opad i månederne før et valg, ja, så klarer den siddende præsident sig godt. Hvis ikke, ja, så vil kandidaten klare sig dårligt.

Et eksempel er Ronald Reagan, siger Bartels, der ofte forbindes med en næsten overnaturlig popularitet. Sandheden er mere konkret: I 1982, da den amerikanske økonomi var i krise, var Reagans tilslutning reelt kun 42 procent.

Som økonomen og nobelprismodtageren Paul Krugman for nylig noterede i New York Times, er konklusionen betryggende i den forstand, at vælgerne ikke lader sig forføre af billige tricks. Det politiske liv styres ikke af ’spin’, selv om mediekommentatorerne helst vil have det til at se sådan ud. Men konklusionen er også frustrerende, hvis man foretrækker at tro, at politik faktisk gør en forskel.

Vælgerne er tilsyneladende alene interesserede i den del af økonomien, der direkte og på kort sigt påvirker deres hverdag.

Med et eksempel: Job er vigtigere end både finanspolitik og budgetunderskud. I 1996 lykkedes det således Bill Clinton at reducere budgetunderskuddet til et minimum efter Reagan-årenes låntagning. Vælgerne var imidlertid ligeglade og foretrak i de måneder Clintons republikanske modstandere.

Den amerikanske vælger kigger kort sagt mere på øjeblikkets beskæftigelse, skatteprocenter og inflation end på mere langsigtede, nationaløkonomiske nøgletal.

Næppe tid til nye strategier
I disse måneder er fokus på beskæftigelsen i en situation, hvor syv millioner amerikanere har mistet deres arbejde de seneste to år under den økonomiske krise, og hvor mellem 10 og 15 procent stadig er underbeskæftigede eller helt uden job.

Så hvad i alverden burde Obama have gjort anderledes? Ifølge kommentatoren Mark Penn (der var rådgiver for Clinton i 1996 og i dag er konsulent i Burson-Marsteller) burde præsidenten ikke blot, som tilfældet var, have gennemført den økonomiske hjælpepakke med offentlige anlægsarbejder inden for infrastruktur – han skulle også have talt mere om dens konkrete resultater.

Ifølge andre rådgivere skulle Obama havde satset mere på at løse middelklassens traditionelle bekymringer: Muligheden for at finansiere og beholde huset, nedbringelsen af de personlige sundhedsudgifter, sikring af pensionsmidlerne.

Frem til efterårets valg om fire måneder har præsidenten næppe tid til nye strategier.

Republikanerne blokerer, hvad der kan blokeres, i forhold offentligt initierede hjælpeprogrammer, og Obamas bedste skridt er derfor retorisk: at motivere demokratiske vælgere til faktisk at stemme og at lægge afstand til en populistisk og ’vild’ republikansk højrefløj.

Hvis valgene alligevel ikke går demokraternes vej, vil kommentatorerne til den tid uden tvivl komme med de sædvanlige forklaringer: at Obama er for venstreorienteret, for akademisk eller begge dele. Sandheden er mere nøgtern: at Obamas og demokraternes succes står og falder med den almindelige amerikaners privatøkonomi.