Danmark – og 139 andre lande – har tilsluttet sig målet om, at den globale temperatur ikke må stige mere end 2 grader.

Dette kræver ifølge FN’s Klimapanel, at atmosfæren højst må tilføres 750 milliarder ton CO2 ekstra i forhold til i dag. Dette vil udløse en temperaturstigning på 0,7 grader oven i de 1,3 grader, som udløses af de klimagasser, der allerede er udledt.

LÆS OGSÅReform af FN's klimapanel skal hindre flere pinlige fejl

Vi har til dato fået en stigning på 0,8 grader, mens de sidste 0,5 grader er ’forsinket’ af oceanernes træghed.

De 750 milliarder ton CO2 svarer til den nuværende globale udledning i 25 år. Desværre øges udledningen hvert år, og der bliver derfor stadig kortere tid til at omstille til CO2-fri samfund – hvis vi altså vil leve med et klima, som ’kun’ ændres i forhold til 2-graders scenariet, hvilket er slemt nok endda.

Hvor meget må Danmark og EU så udlede, hvis vi skal bidrage til, at 2-graders stigningen ikke overskrides? Det afhænger af, hvorledes denne ’restpulje’ fordeles mellem verdens lande.

Den objektivt mest retfærdige fordeling vil være at dele ’restpuljen’ ligeligt mellem verdens borgere. EU’s andel i ’restpuljen’ bliver dermed 56 milliarder ton CO2, svarende til den aktuelle udledning i 14 år.

Den danske andel er en samlet kvote på 634 millioner ton CO2. Det svarer til ca. 11 års udledning som den nuværende.

Hvis Danmark således skal bidrage positivt til, at temperaturen ikke stiger mere end 2 grader, har Danmark nu kun 11 års CO2-udledning som den nuværende at gøre godt med i de næste 40 år, hvis sigtet er, at Danmark skal være CO2-neutralt i år 2050 – sådan som det f.eks. er foreslået af oppositionen.

Dette kræver samlet set en reduktion i EU og i Danmark på 52 procent i 2020 og på 75 procent i 2030 i forhold til udledningen i dag. Omsat til årlig reduktion vil det betyde, at vi år for år skal reducere vor udledning med 6,5 procent i forhold til året før.

Nu kan man med en vis ret måske påberåbe sig, at de vestlige, rige lande skal have en større del af ’restpuljen’, fordi vi har langt det største udslip, og fordi det derfor kræver mere tid at omstille samfundet.

Men selvom vi teoretisk forestiller os, at de fattige lande, NIC-landene, Sydamerika samt Kina alle fastfryser deres udledning, så de rige, vestlige lande kan få resten, så tager det kun 7-8 år mere, før vi har brugt ’de andres restandel’ også.

Selv i denne hypotetiske situation kræves derfor en reduktion i EU og i Danmark på 30 procent i 2020 og på 49 procent i 2030 i forhold til udledningen i dag. Dette svarer til en årlig reduktion med 3,2 procent i forhold til året før.

Så uanset hvorledes ’restpuljen’ fordeles, så er EU’s målsætning om 20 eller 30 procent reduktion i 2020 helt ude af trit med det erklærede 2-graders mål. Og tiltagene i den øvrige verden ser ikke bedre ud.

For Danmark kræver det helt andre boller på suppen, hvis vi skal indfri vores del af 2-graders målet.

Det er teknisk umuligt at reducere CO2 så hurtigt som nødvendigt – medmindre der sættes massivt ind med omstillinger i samfundet og implementering af ny teknik, som medfører et langt lavere energiforbrug.

Især transportområdets CO2-bidrag har i årtier været et tabu, og næsten samtlige partier i Folketinget støtter i dag udbygningen af motorvejsnettet.

Men så længe man ikke gør massivt op med den individuelle biltransport i den daglige pendling ind og ud af vore største byer, får vi ikke et ben til jorden i transportens klimabidrag.

Et andet område, som ligger til højrebenet, er en massiv indsats for at reducere energiforbruget i den eksisterende boligmasse – ikke mindst den almene sektor, hvor simple værktøjer som energitilskud og billige energilån både vil kunne give hurtige gevinster, hurtig beskæftigelse og dansk teknologiudvikling.

I produktionssektoren bruges masser af forældet teknologi. Der gøres intet for at ændre, at virksomheder stadig – som for 20 år siden – kun udskifter eludstyr, hvis det er tjent hjem på 2-3 år, mens andre skal tænke i 10-20-års horisonter.

Oppositionen fremlagde i maj 2010 en fælles vision »for et Danmark uden kul, olie og gas«, hvor Danmark i 2050 skal klare sig helt uden fossile brændstoffer. I 2035 skal kul, olie og gas være ude af vores el- og varmeproduktion og i 2050 også ude af transportsektoren.

Visionen læner sig også op ad målsætningen om maksimal 2-graders stigning.

Som visionsplan peger pilen i den rigtige retning, men det vil klæde oppositionen at udbygge visionen med en handlingsplan, som sandsynliggør, at der er politisk vilje til at gennemføre de nødvendige tiltag, som kan indfri målsætningerne.

Indholdsløse energiplaner har befolkningen set rigeligt af – lakmusprøven er, hvorledes de omsættes til handling.