Der er nok ikke så mange, der er klar over, at selv om den kolde krig for længst er et afsluttet kapitel, har Nato stadig atomvåben placeret i Belgien, Tyskland, Italien, Holland og Tyrkiet.

Der er tale om taktiske atomvåben af typen B-61, såkaldte fritfaldsbomber, som skal tages i brug fra Tornado- eller F-16-fly fra et af de fem værtslande. Våbnene er de sidste af ca. 2.500 taktiske atomvåben, som amerikanerne placerede i Europa under den kolde krig.

Selv om våbnene har befundet sig i Europa i forholdsvis ubemærkethed i de sidste 20 år – og til trods for at de har tvivlsom strategisk værdi – er de ikke desto mindre pludselig blevet genstand for en heftig debat i optakten til en beslutning om Nato’s nye strategiske koncept.

Der er meget, der tyder på, at der er lagt op til slagsmål på Nato’s såkaldte Jumbomøde mellem forsvars- og udenrigsministre, som finder sted i morgen 14. oktober. Her vil udkastet til Nato’s nye strategiske koncept nemlig være på dagsordenen.

Mange vil sandsynligvis få en fornemmelse af deja-vu i de næste par måneder, eftersom debatten i den overskuelige fremtid godt kunne komme til at minde mere om den til tider bizarre atomvåbendebat i 1980’erne end om de sidste to årtiers mere pragmatiske debat om nye sikkerhedspolitiske udfordringer.

Atomdebatten er genoplivet i Nato
Nato havde foretrukket, at de aldrende B-61’ere var forblevet uden for det offentlige søgelys, og at Nato’s nye strategiske koncept stort set ville kunne gentage formuleringen om atomvåben fra de to tidligere strategiske koncepter fra 1991 og 1999.

Det er bestemt, hvad der var lagt op til fra den ekspertgruppe under ledelse af Madeleine Albright, som har formuleret en række anbefalinger for Nato’s nye strategiske koncept.

Problemet for Nato er, at enhver beslutning om atomvåben ikke alene har en tendens til at medføre uenighed i Nato, men også er et emne, der vækker stærke følelser i Nato’s befolkninger. Nato’s atomvåben er hovedsageligt politiske symboler på enighed og sammenhold i en alliance, hvor hovedbeskytteren (USA) befinder sig på den anden side af Atlanterhavet.

Det er mildest talt ikke en ideel situation, som da også gennem Nato’s historie har givet anledning til mange besynderlige ’krumspring’, hvor man har forsøgt at løse et politisk problem – europæisk tvivl om troværdigheden af den amerikanske atombeskyttelse – med en militær løsning ved at placere amerikanske atomvåben i Europa.

De sidste resterende atomvåben er derfor et levn fra en strategisk debat, hvis hovedargumenter blev formuleret under de fundamentalt anderledes forhold under den kolde krig.

Ikke desto mindre er problemet, at der stadig er Nato-lande, som mener, at behovet for kobling på tværs af Atlanten er uforandret – og at Nato’s såkaldte musketered kun kan ’bevises’ gennem placering af amerikanske atomvåben i så mange Nato-lande som muligt.

Nato er klar over, at der er tale om en arkaisk debat, og har gennem de sidste tyve år været utrolig dygtig til at undgå det kontroversielle emne, men nu er atomdebatten altså for alvor genoplivet.

Forhåbningerne om en lav profil i forhold til atomvåbnenes rolle i Nato blev skudt i sænk sidste efterår, da den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til alles store forundring fremlagde et ønske om at trække de amerikanske atomvåben på tysk territorium tilbage.

Temmelig negativ reaktion
Overraskelsen var specielt stor, eftersom der er tale om en liberal-konservativ regering, som traditionelt har været modstander af socialdemokratiske forslag om netop tilbagetrækning af de amerikanske atomvåben.

Emnet blev yderligere cementeret i februar 2010, da fem Nato-lande (Tyskland, Belgien, Norge, Luxembourg og Holland) afleverede et brev til Nato’s generalsekretær, hvori de opfordrede til en åben diskussion om, hvordan Nato kunne reducere atomvåbnenes rolle i Natos strategi.

Reaktionen var temmelig negativ. Nato’s tidligere generalsekretær, George Robertson, anklagede f.eks. tyskerne for at snylte på andre medlemsstaters vilje til at dele risici og byrder.

Man forsøgte efterfølgende at dæmpe gemytterne, ved at udenrigsministermødet i Tallinn i april konkluderede, at de amerikanske atomvåben vil forblive, hvor de er, indtil videre, og at Nato vil diskutere atomvåbenspørgsmålet i forbindelse med den generelle debat om det nye strategiske koncept.

Nuværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har desuden for nylig udtalt, at Nato vil forblive med at være en nuklear alliance, så længe der er atomvåben.

Det er imidlertid tydeligt, at der er tale om et emne, som simpelthen ikke kan ’puttes tilbage’ i æsken. F.eks. forlyder det, at meningerne var så delte på Nato’s forsvarsministermøde i juni, at man så sig nødsaget til helt at slette det afsnit i kommunikeet, som skulle have omtalt atomvåben.

Dertil kommer, at en række indflydelsesrige europæiske ledere (fra Danmark Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen) i sidste uge udsendte en gruppeskrivelse om Natos atompolitik, hvori de opfordrer Nato til at revidere atompolitikken – med henblik på bedre at kunne opnå fremskridt i våbenkontrol- og nedrustningsprocessen.

Det sidste, Nato ønsker, er en politisering af atomvåbendebatten som den, der fandt sted i 1980’erne i forbindelse med placering af Cruise- og Pershing-missiler i en række europæiske lande. Ikke desto mindre ser det ud til, at atomdebatten er kommet for at blive, og at Nato er nødt til at tage tyren ved hornene og gå i gang med at behandle de store og komplekse spørgsmål, som atomvåben altid rejser i Nato.

Det er dog usandsynligt, at en beslutning kan være klar til, at Nato’s nye strategiske koncept vedtages i Lissabon 19.-20. november. Det bedste, man kan forvente, er nok, at konceptet åbner mulighed for en fremtidig neddrosling af de taktiske atomvåbens rolle i Nato’s strategi.

Dermed er der i morgen lagt op til et gevaldigt slagsmål om formuleringen af et afsnit i konceptet, som alle ellers havde forventet ville være den nemme opgave.