Hvad har afgørende indflydelse på, hvad børn får ud af skolegang – og hvad øger dermed deres muligheder for at uddanne sig videre?

Dette spørgsmål har ofte været stillet og er også overbevisende blevet besvaret af både lærere i praksis og af forskningen. Svaret er, at alt har betydning, men mens noget har stor betydning, har andet kun ganske lille betydning.

Undersøgelsen ’Dansk skolekultur’ fra 2007 viste, at elevens faglige fremskridt har stor sammenhæng med graden af selvværd og skoleindstilling. Hvis man som lærer kun orker at sætte ind to steder, er det her, man skal sætte ind.

Undersøgelsen viste også det interessante, at mens eleverne går i skole, er det netop lærerne, der er de mest betydningsfulde personer for udviklingen af selvværd og skoleindstilling. Forældrene har også betydning, men mindre end lærerne, der er nøglepersoner. Som lærer kan man altså ikke undslå sig egen betydningsfuldhed.

Men hvordan kan den enkelte lærer forstå og skabe et optimalt rum for denne elevselvudvikling?

Dette handler dybest set om at skabe rum for fortolkning: Den faglige udvikling og kompetencetilegnelsen går over fortolkninger – af verden, af mig i den og af min fortolkning af de andres fortolkning af det, jeg har gjort. Den går naturligvis også over de fortolkninger, vi arbejder med i skolens fag.

LÆS OGSÅUddannelsesindsatsen har stået stille under VK

F.eks. når vi arbejder med de værker, mennesker har skabt i kulturen (dansk); når vi fortolkende arbejder med det, mennesker har skabt på naturgrundlaget (fysik); og når vi fortolkende virker/arbejder med værktøj (hjemkundskab).

I krystallinsk form: Vi kommer til os selv (dvs. finder vores selv eller skaber vores selv) i en fortolkning af en fortolkning. Vi er som mennesker født med et stort potentiale for handling i verden, og det er der, det begynder.

Dette viser sig f.eks. hos den nyfødte som kompetence til at sutte. At gribe om brystvorten med læberne og mobilisere det undertryk, der gør det muligt at tømme brystet og fylde maven. Det er en medfødt handlekompetence, som interagerer med verden. Barnet handler og erfarer gennem en fortolkning af det, der sker.

I første omgang er det styret genetisk, men situationen og de emotionelle bånd, som knyttes bliver lynhurtigt til forhandling mellem barn og mor. Den fortolkning (erfaring), som barnet foretager, er ikke bevidst i voksen forstand.

Den erfares kropsligt og bliver hurtigt et script, som barn og mor falder ind i, hvor sekvens følger sekvens i et næsten koreografisk sceneri, hvor meget bliver lært og falder på plads i mønstre af oplagt naturlighed.

Kogt ned til myseost: Barnet handler (ved at sutte), mor tolker barnets handling, og barnet har mulighed for at tolke på mors fortolkning og igen lave en rudimentær konstatering af, hvem jeg er. Forudsætningen for, at projektet lykkes, er, at omsorgspersonen tager ansvar for at skabe de omstændigheder, som kan skabe grobund for selvdannelsen.

Det, vi som mennesker har sværest ved at takle, er situationer, der virker uovervindelige, og hvor vi har tendens til at reagere med afmagt af frygt for ikke at kunne.

Den vigtigste kompetence hos læreren er her at være voksen, hvilket vil sige, at man som lærer skal kunne rumme barnets afmagt uden selv at blive afmægtig.

Det betyder ikke, at det er forbudt at være et legebarn sammen med eleverne, blot at man ikke må være et afmægtigt barn sammen med dem. Opgaven er at hjælpe eleven over afmagten og ind i bemægtigelse af den nye kunnen. Dette er læringens grundform, og dermed lærerens vigtigste opgave.

Den bedste måde at arbejde med dette på er at have klare rammer og spilleregler for, hvad det er, der skal foregå i klassen.

LÆS OGSÅForsker: Danske forældre har ingen respekt for skolelæreren

’Dansk skolekultur’ viste med stor overbevisning, at lærerens arbejde med at lede udviklingen af spilleregler, så de hele tiden er klare, er noget af det, der hjælper eleverne til højere selvværd og bedre skoleindstilling.

Undersøgelsen viste også, at de lærere, som er sikre i deres styring, og som orienterer sig mod lydhør forhandling, er dem, der er bedst til at skabe fagligt fremskridt for eleverne.

De spilleregler og procedurer, som kendetegner et demokratisk samfund, må naturligvis være dem, der danner basis for de kulturer, man gradvis opbygger i klassen, og som opbygger kompetence hos eleverne til selv at forhandle og beslutte.

Læreropgaven er at lave målsætning, udvælge stof, overveje elevforudsætninger, tilrettelægge undervisning, overveje, hvordan man som lærer kan identificere, om eleverne har lært, og om hvordan dette stofområde hænger sammen med det, eleverne ellers har arbejdet med.

Undervisning er et hækkeløb, hvor man hele tiden kan komme til at vælte barrierer, og hvor ens fremdrift hæmmes af, at man skal over barrerne. Hækkeløbet er ofte op ad bakke, idet barrerne bliver repræsentanter for mere og mere komplekse problemstillinger.

Grundfiguren i undervisningen – og hovedopgaven for læreren – er imidlertid at være i kontakt med den meningshorisont, som den enkelte elev har, og den, som man skaber enighed om i klasserummet.

Med dette udgangspunkt er opgaven at introducere nye og mere komplicerede betydninger, som skal fortolkes og indpasses i det, som eleven har med sig, når det faglige forløb sættes i gang.