170 millioner kroner. Det er i runde tal, hvad Danmark yder i udviklingsbistand til Nicaragua i år.

Bistandssamarbejdet blev indledt tilbage i 1981, og i den tid er pengene bl.a. blevet brugt på at forbedre vejnettet og uddannelsessystemet, beskytte miljøet og styrke demokratiet.

På de fleste områder har Danmark sammen med andre internationale donorer spillet en helt afgørende rolle i arbejdet med at løfte det mellemamerikanske land ud af borgerkrigens og diktaturets skygger.

Værdien af den nicaraguanske eksport voksede i 2010 med hele 25 procent, og prognoserne for den økonomiske vækst i 2012 er på optimistiske 4,5 procent. Det går tilsyneladende i den rigtige retning.

Alligevel trækker Danmark sig ved udgangen af 2011 fra Nicaragua. Man kunne endda fristes til at sige, at Danmark smækker noget så eftertrykkeligt med døren, for på et helt centralt område går det nemlig den forkerte vej i Nicaragua: Landet har ondt i demokratiet.

Faktisk så ondt, at tidligere udviklingsminister Søren Pind (V) tidligere i år besluttede, at det ikke længere giver nogen mening at fortsætte samarbejdet med det land, som i dag ledes af den socialistiske og meget egenrådige Daniel Ortega.

Der er nemlig ingen, der skal fortælle Ortega, hvor skabet skal stå. Det vil han selv bestemme. Så da Ortega ikke troede på de omfattende nationale og internationale observationer, som siden borgerkrigens afslutning i 1990 har legitimeret alle nicaraguanske valg – ja, så måtte man jo afskaffe eller i det mindste begrænse observationerne. Hvilket det Ortega-kontrollerede ’Valgråd’ så gjorde i 2008.

Og da den nicaraguanske forfatning i hele to artikler gjorde det umuligt for ham at genopstille til det præsidentvalg, der afvikles på søndag, måtte den naturligvis laves om. Som sagt, så gjort. I løbet af en forlænget weekend i 2009 erklærede den Ortega-kontrollerede højesteret simpelthen de to artikler for ulovlige. Ortega var klar til valget.

Ironisk nok er det slet ikke nødvendigt for Ortega at snyde på søndag. Siden valget i 2006 har han med et målrettet fokus på landets fattige, på kvinder, unge og bønder styrket sin folkelige popularitet. Mange af Ortegas ’løsninger’ ligner mest af alt gaveprogrammer til stemmekøb, men landets mange fattige tror på ham, og effekten er ikke udeblevet.

Ortegas popularitet er i dag større, end den har været de seneste 25 år. Han kontrollerer alle statens magtorganer, har massiv økonomisk støtte fra Venezuela og god styr på landets medier. Læg dertil en tandløs og splittet opposition, og sejren er hjemme.

Alligevel vil der til valget i dag ikke blive tilladt reel valgobservation. Ingen ved altså, om der vil blive snydt på den demokratiske vægt, men alene muligheden for fusk var for meget for den danske regering.

Beslutningen om at afvikle det danske bistandssamarbejde med Nicaragua blev reelt truffet af den nytiltrådte udviklingsminister Søren Pind i 2010, officielt fordi bistanden skulle koncentreres i Afrika.

I første omgang skulle programmet lukkes ved udgangen af 2012, men det var et år for langsomt, syntes ministeren, da Danmark trods gentagne anmodninger om at få lov til at finansiere en uafhængig national valgobservation hver gang fik det samme svar fra Ortegas udsendinge. Nej, nej og atter nej.

LÆS SIGNATUR 'Reformer' gør ingen diktator lovlig

På den baggrund var den fremskyndede lukning af det danske bistandsprogram og ambassaden i Nicaragua på sin vis både forventelig og forståelig. Men spørgsmålet er, om den nu også var klog.

For den danske beslutning om at trække sig fra Nicaragua bygger på tre klare fejltagelser.

Den første handler om, hvor ondt landet egentlig har i demokratiet. Selv om gyldigheden af det forestående valgresultat kan drages i tvivl, allerede inden det første kryds er sat, er der faktisk sket enorme demokratiske fremskridt i Nicaragua de seneste 20 år.

I landets kommuner er borgere gennem en stædig oplysningsindsats blevet opmærksomme på deres rettigheder og er derfor i stand til at kræve deres demokratiske ret og stille de lokale ledere til regnskab. Resultatet er flere og flere kommunale investeringer, som tilgodeser borgernes interesser.

Den anden fejltagelse er så smertelig åbenlys, at den nemt kan overses fra et dansk ministerkontor. For hvis Danmark har besluttet at anvende sine bistandskroner på bl.a. at styrke demokratiet, hvornår er det så vigtigst at give denne støtte? Når demokratiet har det godt? Eller når demokratiet har det skidt?

Som en nicaraguansk observatør for nylig udtrykte det, er det netop nu, hvor landet har ondt i ’det store demokrati’, at behovet for dansk støtte er størst.

Den tredje fejltagelse er af den art, der opstår, når man beslutter sig for at gå i vrede. For i samme øjeblik som Søren Pind tog det skæbnesvangre skridt og brændte alle de nicaraguanske bistandsbroer bag sig, udelukkede han samtidig sig selv fra enhver fremtidig dialog eller mulighed for indflydelse.

LÆS OGSÅSøren Pind slår hånden af Latinamerika

Danmark får ganske vist statueret et eksempel på, hvor grænsen for samarbejde går, men det er også alt. Ortega lader sig på ingen måde ryste af den danske beslutning, og man kan med rette spørge, om ikke vi ville have statueret et endnu mere skræmmende eksempel ved at blive i landet – og ved at blive ved med at insistere på, at de demokratiske spilleregler skal overholdes.

Daniel Ortega vil næppe skænke Danmark en tanke, når han efter al sandsynlighed kåres som vinder af dagens valg.

Og når han fra 2012 for første gang i 30 år skal lede landet uden dansk bistand, vil han heller ikke mærke den store forskel, men blot notere sig, at en irriterende, demokratisk vagthund har givet sig selv mundkurv på.