En banal, men vigtig pointe, når det handler om evaluering, er, at evaluering kun er nyttigt, hvis den bruges til at forandre praksis.

De kommunale kvalitetsrapporter på folkeskoleområdet er et godt eksempel på dette.

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser nemlig, at når skoler og kommuner bruger kvalitetsrapportens oplysninger aktivt i deres arbejde, bevæger kvalitetsrapporten sig fra at blive opfattet som et bureaukratisk stykke rugbrødsarbejde til at være et nyttigt udviklingsværktøj.

Siden 2007 har alle kommuner skullet udarbejde en årlig kvalitetsrapport om kommunens skolevæsen.

LÆS OGSÅ Ranglister over skolers karakterer bliver skrottet i dag

Rapporten udarbejdes i samarbejde mellem forvaltningen og de enkelte skoler og indeholder en lang række oplysninger om skolernes rammebetingelser, resultater, en beskrivelse af skolernes pædagogiske processer og en vurdering af det faglige niveau på de enkelte skoler og for kommunen samlet set.

EVA har undersøgt, om og hvornår kvalitetsrapporten har en virkning på skolers og kommuners praksis. Et af undersøgelsens vigtige resultater er, at de skoler, der oplever, at forvaltningen følger op på kvalitetsrapporten, også er dem, der er mest positive over for kvalitetsrapporten som redskab.

For eksempel oplever 60 procent af de skoleledere, der på baggrund af kvalitetsrapporten har fået pålagt at gennemføre forbedringer på deres skole, at udbyttet af kvalitetsrapporten står mål med indsatsen, mens tallet for skoleledere generelt er 43 procent.

Skoler, der har fået pålagt forbedringer, vurderer i højere grad, at kvalitetsrapporten har betydning for skolens faglige niveau, og oplever samtidig, at rapporten er et nyttigt udviklingsredskab.

Da man indførte de årlige kvalitetsrapporter, var et af de primære mål at styrke kommunalbestyrelsens ansvar og grundlag for at forbedre skolevæsenet. I den sammenhæng er det interessant, at landets kommunalpolitikere og forvaltninger generelt er tilbageholdende med at gribe ind i skolernes praksis på baggrund af kvalitetsrapporten.

F.eks. er kun 15 procent af skolerne blevet pålagt at foretage forbedringer på baggrund af kvalitetsrapporten, og 73 procent af forvaltningerne er enige eller overvejende enige i, at problemerne på en skole skal være alvorlige, før de tager initiativ til en politisk vedtaget handlingsplan for en skole.

Så meget desto mere interessant er det, at skolelederne samlet set er positive over for at få pålagt forbedringer. F.eks. er 74 procent af skolelederne enige eller overvejende enige i, at pålagte forbedringer opleves som en positiv interesse fra forvaltningen og politikerne i kommunen.

LÆS OGSÅ Antorini, mig-kulturen og skolerevolutionen

Der kan være flere mere eller mindre gode grunde til, at kommunerne ikke får fulgt op på kvalitetsrapporten. Nogle kommuner nævner, at kvalitetsrapporten ikke er et passende grundlag at følge op på.

F.eks. oplever mange forvaltninger og kommunalbestyrelser, at hvor kvalitetsrapporten giver god viden om skolernes rammebetingelser og resultater, lykkes den til gengæld ikke med at komme helt tæt på selve undervisningen.

Og derfor kan beslutningstagerne opleve, at kvalitetsrapporten kun delvist giver et billede af skolevæsenet. Hertil kommer, at der både på skoler og i kommunerne fortsat er skepsis over for validiteten af de oplysninger, kvalitetsrapporten indeholder.

En anden udfordring er, at kvalitetsrapporten ikke er blevet det centrale styringsdokument, som bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter lægger op til. Mange kommuner arbejder med en række andre redskaber: aftalestyring, virksomhedsplaner osv., og kvalitetsrapporten bliver i mange tilfælde blot ét dokument blandt andre.

En tredje grund til manglende kommunal opfølgning på kvalitetsrapporten skal findes i kommunernes lokale styringspraksis og traditioner. Nogle forvaltninger og politikere nævner f.eks., at de har et mål om at decentralisere mest muligt ansvar ud til skolerne, og vælger derfor at blande sig mindst muligt i driften af de enkelte skoler.

I forlængelse af disse tre årsager til kommunernes manglende opfølgning på kvalitetsrapporten peger EVA’s undersøgelse på:

•At mange kommuner endnu skal arbejde med at udvikle deres kvalitetsrapport, så den bliver til et reelt og brugbart udviklingsredskab.

•At hvis kvalitetsrapporten blot er et blandt flere kommunale udviklingsredskaber, skal den spille sammen med og supplere de andre redskaber på en hensigtsmæssig måde.

•At kommuner, der ud fra et decentraliseringshensyn vælger ikke at blande sig i driften af deres skoler, med stor sandsynlighed får et ringere udbytte af deres kvalitetsrapport.

Den viden, man må tage med sig fra kommunernes hidtidige arbejde med kvalitetsrapporterne, er ikke, at de fremover skal pålægge alle deres skoler at forbedre deres praksis inden for dette eller hint område.

Det, som undersøgelsen viser, er, at kvalitetsrapporten som redskab først for alvor bliver relevant for skoler og kommuner, når den bliver bragt i anvendelse gennem reel dialog mellem skoler, forvaltninger og politikere.

Kvalitetsrapportens oplysninger skal analyseres og vurderes, og ikke mindst skal skoler og forvaltninger handle på baggrund af oplysningerne – ellers risikerer kvalitetsrapporten at blive et overflødigt dokument.