Det er, som om ordet ’ny’ er begyndt at betyde ’ikke’. Det, der foregiver at være en form for erindring, er i virkeligheden en glemsel. I denne kronik vil jeg drøfte to eksempler på denne ’nye’ glemsomme tilbøjelighed: Det første eksempel er det aktuelle initiativ ’Ny Nordisk Skole’ (NNS). Den har ikke har nogen som helst reference til ’det nordiske’. Ja, faktisk lægger den mest af alt op til en ’afvikling’ af det nordiske. Hvis det passer, så betyder Ny Nordisk Skole i virkeligheden ’ikke-nordisk skole’. Et andet eksempel på, at ’ny’ bliver til ’ikke’, er den såkaldte ny-liberalisme. Liberalismen, altså uden ’ny’ foran, var oprindelig en stor antiautoritær og frihedsorienteret filosofi, der interesserede sig for individets etiske, politiske og æstetiske sensitivitet; en filosofi, der hævder, at hvis blot individet udstyres med denne fine pynt, så behøver man ikke nogen stat af betydning – man kunne stole på virkelyst, initiativrigdom og fri uddannelse. Men efter at liberalisme er blevet til ny-liberalisme, interesserer den sig ikke mere for individets dannelse. Tværtimod afvikles de værdimæssige sider af liberalismen med lynets hast af erhvervsfolk og meningsdannere i en ny global elite, der mener eller forudsætter, at liberalisme primært handler om individer, der agerer på et marked uden anden ballast end teknisk information og evnen til at vælge i egen interesse. Desuden er ny-liberalismen blevet ekstremt centralistisk. LÆS OGSÅAntorini skifter ministeriet ud med roadshow Det vrimler med centralt fastsatte procedurer, ranglister, kriterier og evalueringer. Et eksempel herpå er den nye børnehavepolitik i Aarhus, som ikke er andet end et kæmpestort centralt fastsat fluebenstyranni, som pædagogerne skal begå sig i, fordi de skal føle loyalitet over for en nyfusioneret skolemagistrat, en slags børne- og ungeorganisme, der tvinger alle til tavshed. Systemet er blåstemplet af både KL og Finansministeriet. Ensliggørelse og tavshed. Altså ’ikke-liberalisme’. Glemsel. I sin tid var tillægsordet ’ny’ et tegn på, at man ønskede at genfortolke tekster og handlinger, som havde haft betydning i vores kultur. Dengang var ’ny’ et tegn på historiebevidst genfortolkning, på erindring. F.eks. havde man i Tyskland fra 1870 til 1930 en såkaldt neokantiansk periode. I disse år genfandt man interessen for den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som var grundlægger af en række liberale ideer om dannelse, politik og videnskab. Hundrede år efter at Kant levede, tog man altså fat på en genlæsning af hans filosofi.
Et andet eksempel på, at ’ny’ rent faktisk betyder ’ny’ (frem for ’ikke’), er den såkaldte ’nynordiske skole’ fra tiden omkring besættelsen. Altså ikke Antorinis ’ny nordiske skole’, men ’nynordisk skole’. Denne ide fostredes af en kreds omkring C.P.O. Christiansen, som var forstander på Grundtvigs Højskole fra 1934 til 1951. Efter Anden Verdenskrig talte man meget om at udvikle fælles nordisk økonomi og forsvarsforbund, Nordisk Råd blev dannet i 1952, og det kulturelle grundlag herfor blev blandt andet formuleret af disse grundtvigianske kredse, som ønskede at etablere et alternativ til nazismens racemæssigt definerede nordiskhed. Grundtvigianismen er nemlig en sammentænkning af kristendommen, græsk filosofi, nordisk mytologi og oplysningstiden. Man kunne identificere et særligt nordisk demokrati omkring oldtidens ting-steder. Et udtryk, der stadig lever i vores ’folke-ting’, et sted, hvor nye ’ting’ kommer til syne og bliver fælles. Disse folkelige og offentlige drøftelser, som kom til syne ved tingstedet, blev efterfølgende undertrykt af enevælden og en til tider alt for skriftbaseret lutheranisme, men selv i denne epoke levede det danske landsbyfællesskab forholdsvis frit under godsejerens og kirkens overopsyn. Det var Grundtvig, og traditionen efter ham, der fik øjnene op for, at et nordisk folkedemokrati var åndeligt forbundet med de oprindelige vikingeting, nu besjælet af kristendommen og omkranset af oplysning. Kernen i denne ’tingen’, der kom til syne som offentlig folkelighed, var skoletanken. Hvis det hele kunne kombineres med forsvarsforbund og handelsfællesskaber, så havde vi Norden som både kulturel, økonomisk og politisk realitet. Så havde vi en nynordisk skole i et nynordisk samfund. Alt dette er fantastisk spændende i sig selv, men det har også den særlige betydning i denne kronik, at ’nynordisk’ faktisk betød både ’ny’ og ’nordisk’, og at det netop var via et seriøst forsøg på at få disse to elementer, det gammel- og det nynordiske, til at smelte sammen, at al energien fik retning og kunne bidrage til udviklingen af de mange nordiske initiativer inden for pædagogik og politik i hele efterkrigstiden. Med disse smukke præstationer in mente bliver det ekstra ærgerligt at iagttage liberalismens og pædagogikkens udvikling i de seneste år. Ny-liberalismen har i dagens Danmark mistet stort set alle værdimæssige og dannelsesmæssige pejlemærker. Liberalismen er blevet til en økonomisk teori om individer, hvis eneste færdighed er at kunne vælge og forbruge. Alle fællesskaber er nednormerede til at være formelle rammer for ’det frie valg’. Nationen, Europa, arbejderbevægelsen, grundloven. Der er ingen fælles fest. Vores institutioner, hvad enten det handler om børnehaver, skoler eller universiteter, har mistet al ejendommelighed og kontakt med europæisk historie. I stedet er de omdannet til organisationer og individer, som skal tilpasse sig kunstige markeders krav; krav, som formes af digitaliserede ranglister eller statsdirigerede kontraktsystemer, og som er godkendt af Finansministeriet.
