Hvis de smalle danske film føler sig presset ud af biograferne af de store Hollywoodfilm, er det ikke helt forkert.

For 10-15 år siden kunne en film spille sig stor via andre biografgængeres omtale og anbefaling. Gode eksempler er ’Nattevagten’ og ’Bænken’. I dag bliver den enkelte film taget af plakaten meget hurtigere, så der kan blive plads til den næste blockbuster.

Hollywoods strategi er at oversvømme markedet ved premieren og sætte sig på så mange sale som muligt. Konsekvensen er – som det fremgår af figuren – at 50 procent flere film får premiere, og der er 300 procent flere kopier i omløb i dag end for 12 år siden.

LÆS OGSÅ Luk det danske hul for piratkopier

Pladsen i biograferne er ikke fulgt med den forbløffende tredobling af kopiantal. Der er kun omkring 15 procent flere sale og sæder, og væksten af det samlede marked for biografbilletter halter også bagefter.

I den moderne biograf er det derfor altafgørende at have en platform ved premieren. Man konkurrerer på, hvad lanceringsafdelingerne kalder marketability – tilskuerne må på forhånd bibringes et klart billede af, hvad der venter dem, og dét skal bestå af karakterer, som de får lyst til at se. Nogle danske producenter har tilpasset sig de nye vilkår, og tre strategier springer i øjnene:

1) Hyr en stand-upper, kendt fra tv. Film med Casper Christensen, Frank Hvam, Mick Øgendahl, Jonathan Spang og Anders Matthesen fylder godt op blandt danske vindere de seneste år.

2) Udsæt den samme familie for nye udfordringer. Serier som ’Far til fire’ og ’Min søsters børn’ byder på karakterer, som man kender fra sidste års biftur eller gensynet på tv.

3) Giv 50 procent rabat, og få mange ind i starten. Biografklub Danmarks cirka 100.000 abonnenter sikrer, at gammeldags word-of-mouth kan nå at gøre sin virkning. ’Dirch’, ’Hævnen’, ’Flammen og Citronen’, ’Drømmen’, ’Elsker dig for evigt’ og ’Italiensk for begyndere’ har klaret sig på den baggrund.

Der er undtagelser, der er blevet store uden at følge formlen. I år blev ’Klassefesten’ en succes med trekløveret Anders Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus. Og det er ikke alle, der kommer med i biografklubben, som bliver rentable; den store rabat er kun en god ide, hvis tilskuerne trækker andre til. Og klubben skal i øvrigt give plads til andet end danske film for selv at være attraktiv.

Hvem har interesse i at konkurrere på marketability? Udviklingen er drevet af de seks store amerikanske filmselskabers globale forretningsmodel: Hvis man har råd til at bruge et sted mellem en halv og halvanden milliard kroner på produktionen og en lille halv milliard på markedsføringen (alene i USA), er det paradoksalt nok svært at tabe penge.

Særlige ejerforhold på det amerikanske marked er en del af forretningsmodellen. De store filmselskaber indgår i mediekonglomerater med bl.a. tv-stationer, og på den måde bliver de enorme udgifter til tv-reklamer til indtægter et andet sted i butikken.

Det sidste tiår har budt på knap 70 film, der har nået blockbuster-status i den globale premiereweekend. De 100 millioner dollar, det kræver, er indspillet af ’Harry Potter’,
’Spiderman’, ’Batman’, ’Pirates of the Carribean’, ’Transformers’, ’Iron Man’ og ligesindede.

Og jo større indtjening i biografvinduet, desto større indtjening i de senere vinduer som tv og dvd. En tommelfingerregel siger, at man kan gange med fire (i hvert fald før piratkopiering tog fart).



De mange superheltefilm tjener desuden som annonceplads for andre varer. Disney har købt selskabet med rettighederne til ’Spiderman’ for bl.a. at modtage 10-15 procent i royalty, hver gang et stykke legetøj bliver solgt i figurens navn.

Danske film, der satser på at tilbyde bevægende, overraskende, tankevækkende eller udfordrende biografoplevelser, har det svært på de vilkår. De er oppe mod endog meget stærke kræfter. Ganske vist konkurrerer Hollywoodfilmene ikke primært på kunstneriske parametre, men så længe det er foreneligt med marketability, er kunst en del af pakken.

Spektakulære billeder, som man ikke troede mulige (’Avatar’ og ’Ringenes Herre’), eller overraskende spil af stereotype figurer (Tobey Maguire som følsom Spiderman, Johnny Depp som skør pirat) betyder, at man sjældent føler sig snydt.

Som om det ikke var nok, har de billige danske film et supermedium imod sig: internettet. Teknologien gør det muligt at piratkopiere, men det dræber ikke nødvendigvis lysten til at se blockbustere på stort lærred.

Samtidig har internettet været en uvurderlig hjælper i den globale markedsføring, hvor trailere og forskræp holder gryden i kog hos superheltenes fans halve og hele år før premieren. I bakspejlet kan man se, at dvd-mediet var en ven af det mangfoldige filmudbud og de smallere film.

LÆS OGSÅ EU går til kamp mod piratkopiering

Lige nu levner biograferne ikke megen plads til film, der tager udgangspunkt i andet end egen markedsføring. At danske film stadig sidder på omkring 25 procent af biografmarkedet, er i sig selv opløftende, men det er ikke nødvendigvis udtryk for en sund biografkultur.

Man kunne ønske sig, at konkurrencen om tilskuere ikke kun foregik på Hollywoods præmisser.

FACEBOOKBliv ven med Politiken