Efter et langt tovtrækkeri, hvor oppositionspartierne i Altinget spillede på den interne splittelse i regeringspartiet Venstre-De Grønne (VG), blev en løsning på den såkaldte Icesave-sag vedtaget som lov 30. december 2009.

Denne aftale kaldes Icesave II for at holde den adskilt fra Icesave I, som blev undertegnet, men forkastet af Altinget i sommeren 2009.

Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, har nedlagt veto mod loven om Icesave II på opfordring af et stort antal personer, der havde underskrevet en underskriftindsamling på internettet, samt protestbevægelsen InDefence.

Der er nu to mulige udfald på sagen. Enten vil der på lørdag, 6. marts, blive afholdt folkeafstemning om loven, eller også vil Altinget annullere loven af 30. december 2009.

En annullering vil kun komme på tale, hvis de forsøg, der lige nu gøres på at forhandle sig frem til en ny aftale, lykkes.

Indefence og andre modstandere af den undertegnede aftale mener ikke, at Island kan klare de forpligtelser, som aftalen pålægger landet. Den islandske del af garantiforpligtelserne har en bruttoværdi på 30 milliarder danske kroner.

Garantien skal indfries med midler fra konkursboet i Icesave-banken (Landsbanki) samt gennem pengeoverførsler fra Island til Storbritannien og Holland i perioden fra 2016 til 2023.

Konkursboet vil dække størstedelen af omkostningerne. Ifølge Icesave II skal de islandske skatteydere dække et beløb på mellem seks og otte milliarder kroner.

Set i forhold til den islandske økonomi vil Icesave-gælden ifølge Icesave II udgøre 15 procent af bruttonationalproduktet (BNP), når tilbagebetalingerne begynder og lægge beslag på 1-2 procent af BNP i betalingsperioden.

Forskelsbehandling
På et møde med de politiske partier i Altinget har Storbritannien og Holland 19. februar foreslået en ændring af rentebestemmelserne i den oprindelige aftale.

Tilbuddet indebærer en overgang fra fast til fleksibel rente, men med den undtagelse at renten bliver på 0 procent i aftalens første to år.

I realiteten betyder tilbuddet, at Storbritannien og Holland nedsætter deres pengekrav med rundt regnet 20 procent.

LÆS ARTIKELIsland øjner ny gældsaftale

Sammen med InDefence har oppositionspartierne samt 3-4 medlemmer fra VG i Altinget fremmalet et skrækscenario, hvor der fokuseres på bruttogarantien på 30 milliarder kroner, hvilket svarer til 100.000 kroner per indbygger.

Derudover er det også blevet påstået, at Storbritannien og Holland ikke har lovhjemmel til deres krav. De, der har argumenteret for, at Island skal opfylde sine forpligtelser over for omverdenen, er blevet anklaget for landsforræderi og for på ulovlig vis at ville gøre deres børnebørn til gældsslaver.

Hvad angår de juridiske argumenter, er det vigtigt at huske, at Island har garanteret alle indskud i islandske bankers filialer i Island gennem den såkaldte nødlov, som blev vedtaget af Altinget i oktober 2008.

Dette medførte en forskelsbehandling af borgerne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) i forhold til borgerne i Island.

Borgere, som havde en konto i Landsbankis filial i Reykjavik, havde uafbrudt adgang til deres penge, mens borgere, som havde konto i London-filialen i samme bank, mistede den del af deres indskud, som var højere end 50.000 pund (410.000 kroner).

Med Icesave-aftalen har Storbritannien og Holland accepteret, at Island forskelsbehandler indbyggerne i EØS. Ville en EØS-domstol behandle grundprincipperne i EØS-aftalen på en så lemfældig måde?

Lande i EØS er forpligtet til at oprette indskudsgarantiordninger. Denne forpligtelse bygger på EU-direktiv 94/19/EF. Icesave-aftalens modstandere hævder, at den islandske regerings forpligtelser stoppede, da man etablerede den islandske indskudsgarantifond.

Det vil sige, at direktivets krav skulle være en ren formalitet. Det er helt sikkert, at hvis en EØS-domstol skulle gå med til den fortolkning af direktiv 94/19/EF, ville der ikke gå mange timer, før indlånere i Europa ville storme bankerne for at få udbetalt deres nu uforsikrede indskud!

Uoverskuelig situation
De økonomiske konsekvenser af et ja til en aftalemæssig afklaring af Icesave er langt mindre drastiske, end den almindelige islænding tror. Aftalen vil ikke betyde, at hver islænding får øget sin gæld med 100.000 kroner.

Centralbankens beregninger viser, at den oprindelige aftale ville betyde, at Islands disponible indtægt ville blive reduceret med 1-2 procent af BNP over en otteårig periode.

De ændringer, som Storbritannien og Holland nu tilbyder med Icesave III, indebærer en betydelig reduktion af den forpligtelse.

De økonomiske konsekvenser af et nej til en aftaleløsning på Icesave er ikke blevet drøftet særlig meget. Ikke fordi de er små, men tværtimod fordi få har glæde af at udmale sådanne skrækscenarier.

Her er en mild version: Risikotillægget på renter på lån til den islandske stat er allerede oppe på 6,5 procent. Uden en Icesave-aftale vil det forblive på samme høje niveau i de næste 10 år.

Den effektive rente på islandske statslån vil øges med 2-3 procent i den periode. Rentebetalingerne til udlandet vil dermed øges, lad os sige med 6-10 procent af BNP akkumuleret over denne periode.

Store lån skal tilbagebetales i slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012. Et nej vil betyde, at Island skal betale afdragene med overskuddet fra udenrigshandlen. For at skaffe nok valuta må staten øge skatterne yderligere, (de er allerede blevet øget betragteligt), og foretage yderligere nedskæringer i de offentlige udgifter.

Almindelige statslige institutioner skal i 2010 reducere udgifterne med 10 procent i forhold til 2009. Disse stramninger på det offentlige budget vil have multiplikatorkonsekvenser, som vil nedbringe BNP med yderligere 2-4 procent, måske mere, i løbet af 2011.

Disse nedskæringer vil skulle fortsætte en del år ud i fremtiden. Arbejdsløsheden vil nok blive fordoblet sammenlignet med det nuværende niveau.

I skrivende stund er situationen fortsat meget uoverskuelig. Storbritannien og Holland har givet et tilbud om ændrede rentevilkår, som indebærer en betydelig reduktion af landenes pengekrav (Icesave III).

Til gengæld kræver Storbritannien og Holland, at regeringen og oppositionen i Island samt landets præsident bliver enige om at vedtage aftalen. For dem, der dagligt har fulgt udviklingen i konflikten i de seneste 12-14 måneder, er dette krav let at forstå.

Men skulle forhandlingerne med Storbritannien og Holland bryde sammen, vil de islandske vælgere få mulighed for at sige ja eller nej på en stemmeseddel. Hvad der videre vil ske, vil være meget uklart – uanset resultatet af folkeafstemningen.

Oversættelse: Mette Skodborg