fremtidens sundhed

Jes Søgaard er direktør og professor ved Dansk Sundhedsinstitut.

Sundhed og sygehuse er det tema, som aktuelt står højest på danskernes dagsorden.

Politiken Analyse sætter i øjeblikket spot på dansk sundhedsvæsen og fremtidens sundhed.

Kig godt på nedenstående figur. Den viser – foroven – de private og offentlige udgifter til sundhedsvæsen og medicin, og – forneden – udgifter til langvarig pleje af ældre og funktionshæmmede.

Udgifterne er delt op for hhv. Danmark og et gennemsnit af Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Holland, Frankrig og Tyskland og vises som procent af bruttonationalproduktet i landene.

De syv lande er valgt som sammenligningsgrundlag, fordi det var de lande, som Sundhedsministeriet sammenlignede det danske sundhedsvæsen med i en nylig benchmarkingrapport. En benchmarking, som beskrev det danske sundhedsvæsen som en »buttet kartoffel«, dvs. som udgiftstung, personaletung og med behov for leaning.

Det danske Sundhedsministerium har siden 1998 insisteret på at definere danske sundhedsudgifter som summen af udgifter til sundhedsvæsen og medicin samt udgifter til langvarig pleje af ældre og funktionshæmmede.

Det er den samlede sum af disse to, som Sundhedsministeriet indberetter til OECD’s sundhedsdataregister i Paris – og som så bruges, når danske sundhedsudgifter sammenlignes med andre landes sundhedsudgifter.

OECD vedtog i 2000, at landene skal indberette den ’medicinske del’ af udgifter til langvarig pleje som en udgift til Long Term Nursing Care (LTNC). Udgifter til langvarig pleje, som ikke er ’medicinske’, indberettes under betegnelsen Social Services Long Term Care (SSLTC) og skal ikke medregnes som sundhedsudgift.

Det kan måske være meget godt at have LTNC med som en del af sundhedsudgifterne ud fra et ’substitutionsargument’, f.eks. kan patienter udskrives hurtigere fra sygehusene, hvis der leveres sygepleje i patientens hjem. Problemet er, at landene indberetter helt forskelligt til LTNC og SSLTC. Tillad en lidt lang illustration:

Danmark fortolker bredt
For år 2007 indberettede Danmark sundhedsudgifter på i alt 168,3 mia. kr., heraf 133,9 mia. kr. til sundhedsvæsen og medicin, 34,4 mia. kr. til LTNC og intet til SSLTC.

Sverige indberettede sundhedsudgifter på i alt 165,5 mia. kr. (omregnet til danske kroner og dansk befolkning), heraf 149,6 mia. kr. til sundhedsvæsen og medicin, 15,9 mia. kr. til LTNC og 49,8 mia. kr. til SSLTC (som ikke medregnes som sundhedsudgift).

Finland har sundhedsudgifter på i alt 135,2 mia. kr. (omregnet til danske forhold), 12,4 mia. kr. til LTNC og 18,9 mia. kr. til SSLTC.

LÆS ARTIKELSygehuse er bedre end deres rygte

Danmark inkluderer al pleje og 84 pct. af hjemmehjælpen som LTNC og dermed som sundhedsudgift. Sverige inkluderer kun den del af plejen, som herhjemme vil være den egentlige sygepleje, under LTNC og resten – herunder hjemmehjælpen – som SSLTC.

Finland har sin helt egen definition af LTNC. Her defineres udgifter til plejehjem og ældrepleje som SSLTC-udgifter og medtages ikke som sundhedsudgift. Norge definerer LTNC som Danmark, Storbritannien indberetter intet på hverken LTNC eller SSLTC.

De andre lande ligger mellem svensk og dansk indberetningspraksis. Det er mildest talt noget rod!

Danmark har ikke dobbelt så høje LTNC-udgifter, men fortolker blot OECD’s LTNC bredere end de andre lande.

Beklagelig udvikling
Den eneste rigtige konklusion må være, at man – indtil OECD’s medlemslande enes om en fælles indberetningspraksis for LTNC – bør gå tilbage til den mere traditionelle og muligvis snævrere, men også mere præcist målte definition af sundhedsudgifter som udgifter til sundhedsvæsenet og medicin.

Herefter kan man nemlig fokusere på de to øvre kurver i diagrammet. Herfra kan vi konstatere, at:

• Danske sundhedsudgifter lå som pct. af BNP ret konstant mellem 6,5 og 7 pct. fra 1970 til 2002. Danmark er det eneste land i den vestlige verden, hvor det er tilfældet.

• Væksten i de danske sundhedsudgifter fra 2002 til 2007 er vanskelig at måle præcist, da Sundhedsministeriet har ’fundet’ for ca. 4 mia. kr. nye sundhedsudgifter om året ved en omkonteringsøvelse, som de har ført tilbage til 2003, men ikke før. Så den danske udgiftsvækst fra 2002 til 2007 er mellem 23 og 27 mia. kr. – lidt over nabolandenes gennemsnit.

• Udgiftsvæksten i nabolandene kendetegnes ved lav vækst i højudgiftslande som Tyskland, Frankrig og Norge (opgjort i kr.) og høj vækst i lavudgiftslande som Holland, Storbritannien og Finland, hvor udgiftsvækst fra 2002 til 2007 har været over 30 mia. kr. i hvert land (omregnet til danske forhold).

• Selv efter relativt høj udgiftsvækst siden 2002 er danske sundhedsudgifter per indbygger stadig næstlavest blandt nabolandene og opgjort i pct. af BNP tredjelavest (efter Norge og Finland).

• Det er fejlagtigt at kendetegne det danske sundhedsvæsen som udgiftstungt sammenlignet med nabolande og andre vestlige lande.

Jeg er selv uddannet økonom, men efterhånden er den offentlige udgiftsstatistik ved at udvikle sig til en politologisk disciplin. Dette er en beklagelig udvikling.

Der kan naturligvis være politisk betingede forskelligheder i betoningen af effektivisering versus en kombination af prioriteringsbehov og ressourcetilførsel som løsning på tidens velfærdsudfordringer. Men den politiske diskussion heraf – og de politiske beslutninger herom – burde kunne ske ud fra et nogenlunde retvisende statistisk grundlag.