Danskerne skal være et af de ti folk i verden, der lever længst i 2020. Det mål satte statsminister Lars Løkke Rasmussen for sig selv og sit lederskab i talen til Venstres landsmøde i november sidste år om Den Danske Drøm. Målet giver god menneskelig mening. Hvorfor skal vi danskere leve kortere end svenskere og nordmænd? Samtidig er levealderen (den såkaldte middellevetid) et godt mål for, hvor godt vi har det i bredere forstand.
Lars Løkke skyder valgkampen i gang med ny plan Den lave levealder er et tegn på – hvis befolkningen i øvrigt ikke er ramt af krig eller jordskælv – at forholdsvis mange lider af sygdom, der nedsætter deres bevægelsesfrihed, samvær med andre og livskvalitet i almindelighed. De kan hverken tage på fisketur eller på shopping eller lægge sig på knæ på gulvet for at lege med børnebørnene. De taber pusten. Det gør for ondt. De bliver udmattede og deprimerede. Målet om levetiden passer også sammen med nogle af de hårde mål, statsministeren satte sig i samme tale. Dem, der handler om vores konkurrenceevne som nation i en globaliseret verden. Et af de centrale er at øge arbejdsstyrken. Det er en kendsgerning, at sygdom spiller en stor rolle her. Fordi vi mister mange gode arbejdsår på grund af sygdom i løbet af arbejdslivet. Men også fordi sygdom er med til at udstøde nogle og få andre til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor samfundet godt kunne bruge dem. Arbejdsår, leveår og livskvalitet Så hatten af for Løkkes mål. Men hvordan når vi det?
