Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Hvorfor skal det altid være synd for nogen i Politikens spalter?

Veluddannede, ressourcestærke grupper kæmper hårdt om den mest attraktive position i dagens samfundsdebat: Den der er udsat for overgreb. Det er tidens vindende narrativ.

Debat

Jeg åbner dagens Politiken online, og en automatisk tanke melder sig, mens avisen hentes ned: Hvem er det mest synd for i dag?

Hvem er presset, svigtet, negligeret, nedskåret, krænket, udsat for systemiske overgreb? Hvem har kort sagt formået at tilkæmpe sig den mest attraktive position i den pågående samfundsdebat: dagens offer?

Kampen er hård. I tillæg til talsmænd for traditionelt udsatte grupper deltager efterhånden også et bredt felt af veluddannede, ressourcestærke grupper, der paradoksalt nok alle hævder at være svage. Avisens redaktionelle linje ser ud til konsekvent at premiere den, der mest overbevisende kan formulere, hvordan de er blevet krænket.

Og alt skal løftes op fra de nok så trælse vanskeligheder, som livet kan byde på for os arme mennesker, til samfundsmæssige problematikker, som staten eller kommunen har ansvaret for at fjerne eller løse.

Man kan principielt føle sig krænket over absolut alt her i livet.Nogle er rigtig gode til det. Men ikke alle steder er det en vinderstrategi

I Danmark er dette et vindende narrativ i stort set alle dele af medierne, måske lige bortset fra på sportssiderne. Nogen er blevet svigtet, og, ikke mindst, nogen har svigtet.

Det vækker følelser, som er let at forveksle med engagement, og journalister tror gerne, at antal klik eller harmdirrende kommentarer er lig med aktualitet eller relevans. Politikere hægter sig mere end gerne på, de skal jo genvælges og kan styrke deres position udadtil ved at vise såkaldt ’handlekraft’, når de konfronteres med de krænkedes smertefulde oplevelser.

Der er noget at hente for alle parter.

Så jeg bladrer igennem udbuddet af artikler i dagens avis og husker sager fra den seneste tid.

Jo jo. Småbørnsfamilier er pressede, som det gerne hedder, sammen med studerende, lærere, landmænd, sygeplejersker, ja faktisk arbejdstagere helt generelt, og desuden virksomhederne, både de små, mellemstore og store. For slet ikke at tale om de arbejdsløse!

Det samme gælder børn, unge og ikke mindst ældre. Kunstnerne har det også hårdt, senest blev landets yngre forfattere, med et flertal af de kvindelige i spidsen, kritiseret for en bestemt privat selvoptaget vinkling i deres tekster. Det medførte en mediestorm af dimensioner: Man var udsat for et kollektivt overgreb.

En rasende ung kvinde lagde sine blødende følelser uhæmmet til offentlig beskuelse her i avisen.

Politikens litteraturredaktør kaldte det kritiske indlæg (som blev bragt i en konkurrerende avis) en »klyngebombe«.

Især kvinder, faktisk dem alle sammen, halvdelen af befolkningen, beskrives forbavsende ofte som ofre for talrige overgreb, hævet fra hverdagens små og store ulykker til veritable samfundsproblemer, som fortjener plads på den politiske dagsorden.

Småbørnsfamilier er pressede, som det gerne hedder, sammen med studerende, lærere, landmænd, sygeplejersker, ja faktisk arbejdstagere helt generelt, og desuden virksomhederne, både de små, mellemstore og store

Der findes populære arenaer på sociale medier udelukkende skabt for at dele og dyrke krænkelser. Politiken bragte forleden et indlæg fra en kvinde, som var blevet krænket og forulempet hele tre gange på en halv times spadseretur i udkanten af Aarhus. Den ene krænkelse bestod i, at hun passerede en flok fodboldspillere. Bolden havnede ude på vejen, og en af fodboldspillerne sagde til den, der havde sparket bolden: »Prøver du at imponere den søde pige?«.

Og bemærk, at vi endnu ikke er nået til dem, som har virkelig alvorlige problemer: psykisk syge, flygtninge, folk med alvorlige fysiske sygdomme eller handikaps. Der er næsten ikke plads til dem længere, for mere privilegerede og magtfulde samfundsgrupper vil også have medlidenhed.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I andre lande er positionen som offer slet ikke lige så populær. Det kan jeg sige med en ret høj grad af sikkerhed, for dels er jeg vokset op i et andet land, dels har jeg rejst en hel del omkring i verden, det seneste år faktisk uafbrudt.

Da jeg for 3 uger siden vendte tilbage til Danmark, slog kampen om offerrollen imod mig fra alle kanter med påfaldende tydelighed. Mediemøllen cirklede primært om, hvem der nu skulle have den krænkedes kongekrone på hovedet.

Mens jeg læste overskrifter og klikkede rundt i Politikens sider, kom jeg til at tænke tilbage på folk, jeg har mødt i andre lande.

For eksempel på Tobago, hvor de fleste er ret fattige og overladt til selv at klare ærterne, men hvor livsglæde og ansvar for eget liv på trods af svære vilkår er en selvfølge, ja, faktisk noget, de ikke engang er bevidst om.

Det slog mig, hvor fremmed det ville være for dem at læse et harmdirrende debatindlæg, som argumenterer for, at der er et seriøst samfundsproblem forbundet med, at småbørnsfamilier har indrettet sig således, at de har småt med fritid, eller at studerende har svært ved at finde en billig bolig midt i hovedstadens centrum.

De ville grine højt og spørge mig, om dette virkelig står i avisen, at dette med andre ord er relevante sager for landsdækkende medier i det land, jeg bor i.

De ville grine og sige: Er det her ikke bare ganske almindelige vanskeligheder i livet, mange af dem endda meget små vanskeligheder, som hver enkelt må løse eller leve med, efter bedste evne?

Det gik op for mig, at hvis jeg forsøgte at beskrive den danske samfundsdebat for mine bekendte på Tobago, ville det ikke give mening for dem. De ville ikke engang begribe problemstillingerne.

Man kunne også spole nogle få generationer tilbage her i landet og få samme reaktion.

Man kan principielt føle sig krænket over absolut alt her i livet. Nogle er rigtig gode til det. Men ikke alle steder er det en vinderstrategi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Danmark giver det i disse år respekt at være krænket. Man kan endda blive berømt, om end kortvarigt.

Jeg kom til at tænke, inden jeg lukkede avisen for at taste disse ord ned, at det her måske er en samfundsdiskurs, som kun kan opstå i et klientsamfund, et sted, hvor svaghed faktisk er blevet en styrke. Kampen om privilegier, som på en eller anden måde foregår i alle samfund og har gjort det til alle tider, foregår i Danmark ved at tilkæmpe sig positionen som den svage, den udsatte, den krænkede. Først når det lykkes, kommer privilegierne.

Men kampen er hård. Kun de stærkeste vinder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce