Mange børn og unge kæmper med den sociale og psykiske trivsel. Hvordan skal de nye generationer til at tackle udfordringerne? Foto: Rye Skjold Jensen
Foto: Rye Skjold Jensen.

Mange børn og unge kæmper med den sociale og psykiske trivsel. Hvordan skal de nye generationer til at tackle udfordringerne? Foto: Rye Skjold Jensen

Debat

Hvordan ruster vi bedst vores børn til fremtiden?

Bogaktuelle Per Schultz Jørgensen, tidl. formand for Børnerådet, udfolder sit bud på, hvordan børn skal opdages.

Debat

De er urolige, ukoncentrerede, kan ikke høre på en fælles historie, de er ikke indstillet på undervisning.

Sådan siger en skoleleder om eleverne i skolen.

Og hendes bekymring handler ikke kun om skolebegynderne.

I det hele taget, siger skolelederen videre, har vi i skolen stigende udfordringer med børn, som har svært ved at indgå i fællesskabet i en større sammenhæng som en skoleklasse, fordi de bl.a. har svært ved at behovsudsætte, sætte sig selv til side, er vant til at bestemme osv.

Vi er ikke i tvivl om, at alle forældre gør deres bedste, men flere beder også om råd, der nærmest hører hjemlig dannelse til.

Og hun står bestemt ikke alene med sin oplevelse af tidens børn. Samme meldinger kommer fra masser af lærere og pædagoger ud over landet og fra forældre.

Idealet er det livskraftige menneske, der klarer et vist pres uden at bukke under

En mor fortæller om sin nu 10-årige søn, at han er sart og overfølsom, trækker sig fra ting, hvor han risikerer nederlag, de har beskyttet ham, ved hun godt, men det er bare blevet værre og værre.

Der er dage, hvor han ikke vil i skole, han er anspændt, uglad, og hans sociale liv foregår i spilverdenen.

En anden mor fortæller om sin 12-årige datter, at hun er angstpræget og har svært ved at slippe moderen af syne, hun er ofte anspændt og tydeligt nervøs for, om der skal indtræffe uventede situationer.

Det er let at supplere med andre tilsvarende beretninger eller med regulære undersøgelser. De peger i retning af børn, der har det svært med sig selv, med deres sociale relationer og med de udfordringer, som de møder på deres vej frem gennem livet.

Også hos mange unge fremtræder problemerne tydeligt: Nogle kæmper med deres præstationer og lider under stress, nogle trækker sig ind i et eneboerliv, andre får symptomer, mens atter andre forsøger med lindring gennem terapeutisk hjælp. Alt for mange balancerer på kanten af psykisk og social mistrivsel.

Fra et overordnetperspektiv kan vi tale om udbredte mentalitetsproblemer hos børn og unge og hos mange op i de modne år. For den enkelte er det en smertefuld og måske en daglig kamp for at holde sammen på sig selv og sin verden.

For mange børnefamilier er det udfordringer, der kan sætte dagligdagen på en hård prøve. Men mentalitetsproblemer som dem, vi i dag oplever, skal også forstås på et samfundsplan. Her handler det om en kultur, der rummer dysfunktionelle træk og ikke understøtter selve dannelsesprocessen. Det får stærkt negative konsekvenser for mange børn og unge: De udvikler ikke en indre værdiorienteret målestok.

Men de fleste klarer jo alligevel presset på en eller anden måde. Det er gruppen, der kæmper, der mobiliserer ressourcer og magter at holde fast i en personlig tråd. Derfor skal vi ikke alene forstå graden af mistrivsel og dens årsager. Vi skal også se og forstå bestræbelserne på at hamle op med problemerne og måske overvinde dem. Det er her, vi skal se robusthed som en vigtig egenskab i en tidsperiode med opbrud på mange fronter og som udtryk for tidens almene forståelse af evnen til at bevare personlig og social kontrol over sit liv.

I sociologi kaldes et sådant typisk reaktionsmønster for en socialkarakter, der både rummer en tilpasning til vilkårene og et fremadrettet forsøg på at overvinde udfordringerne.

Sådan er begrebet formidabelt beskrevet af sociologen David Riesmann i bogen ’Det ensomme massemenneske’.

Tidens socialkarakter rummer egenskaber med stamina. Det er ud – over robusthed – egenskaber som styrke, udholdenhed, kontrol og mental rettethed. Idealet er det livskraftige menneske, der klarer et vist pres uden at bukke under, som kan udnytte det enorme udbud af kontakter, og som kan bevare et livsperspektiv på trods af forandring. Det er også et menneske, der kender sine grænser og kan sige fra over for et vedvarende ydre pres.

Det er en person, som kan fastholde en indre stabilitet og gør det ved at styrke sin krop og sjæl i jagten på det gode liv. Op gennem 1900-tallet har vi set to karaktertyper blomstre og igen miste momentum. Det var det traditionsstyrede menneske, der rakte langt ind i industrisamfundet og landbokulturen: et menneske med en vis indrestyring, præget af lydighed over for værdierne. Fra 1960’erne satte frisættelse et brat punktum for denne type, den blev gammeldags, nu var det individualiseringen, der slog igennem. Her blev ydrestyringen omsat i en enorm følelse af frihed og eksperimentarium for alt fra stoffer og musik til medier og selvvalgte rygsækrejser: det fleksible menneske.

I dag står vi et andet sted, vi er i gang med grænseoverskridende teknologiske og sociale forandringer, der får fleksibiliteten til at nærme sig det dysfunktionelle. Det er her i dette opbrud, vi finder det moderne menneskes sårbarhed, fordi de ustoppelige påvirkninger bliver et pres, der ikke er til at bære. Og kulturen kan ikke rulles tilbage til den gamle verden. Traditioner, værdier, normer og rutiner er kastet op i luften for at give plads for de nye teknologiske og økonomiske muligheder.

Derfor kræves i dag en ny indre styrke, ellers truer perspektivløshed og fortvivlelse. Den enkelte skal kunne tage ansvar for sig selv og sit sociale liv og kunne fastholde en tråd. Derfor søges mental træning og styrke. Det er her, tidens appel om robusthed giver mening som en evne til vedholdenhed og ansvar. Og de sociale og kulturelle optioner til at dyrke og stimulere en sådan styrke spænder vidt fra det fysiske til det mentale.

Vi skal se robusthed som en vigtig egenskab i en tidsperiode med opbrud på mange fronter

Her finder vi motion, fysisk træning og krav om fitness og sundhed. Fra en mere åndelig kant er der bevidsthedskurser i retning af yoga, mindfulness og mentalisering. Alle sammen med trendsættende perspektiver langt ind i det mentalitetsstyrkede menneske. Og det handler ikke kun om kroppen og bevidstheden, også om sjælen. Eller som en fitnessdyrker sagde: Jeg fik ikke den perfekte krop, men fik øje på min styrke.

Noget meget afgørende bliver, hvordan vi som samfund forholder os til de mentale udfordringer, der præger vores tid. Det gælder både vores indsats over for de pressede børn og unge: Forstår vi deres lidelse som et produkt af svigtende vilkår – eller gør vi det til individuel psykopatologi, der fordrer medikamentel behandling? Det gælder også spørgsmålet, om vi som samfund aktivt kan støtte børns og unges dannelsesproces. Kan vi nå frem til idealer, der åbner for en forståelse af fordringen om stamina, der kommer ud over den rent fysiske attitude og ind i feltet for den robuste karakterdannelse?

Mange daginstitutioner og skoler arbejder i disse år med at finde nye veje til udvikling af robuste børn. De ser i en helt anden retning end yderligere præstationsorientering. Løsningen ligger ikke i at starte endnu tidligere med indlæring af matematik eller sprog. Det handler ikke om dygtiggørelse, men om børns overtagelse af normer og værdier og udvikling af en mental styrke begrundet i tillid og tiltro. Det er her, begrebet robusthed giver mening. Det er også et lidt svært begreb, fordi det kan og bliver misbrugt i retning af at forøge presset ude fra på det enkelte menneske: Vær nu lidt robust! Derfor er det vigtigt, at vi ser robusthed som en mental styrke, der også rummer modet til at kende sine egne grænser og kunne sige fra.

På en skole træner de f.eks. elevernes sociale evner. De lærer dem at aflæse hinandens følelser ved at efterligne ansigtsudtryk. Meningen er, at eleverne skal blive bedre til at afkode hinanden rent socialt og forebygge konflikter. Det er et fint initiativ, for det må jo alt andet lige være en nyttig social indlæring. Men hvis det sociale ikke alene skal fokusere på færdighedsplanet, skal børn også tilegne sig de bærende sociale værdier omkring social empati, og her handler det om at overtage normerne i et socialt fællesskab. Vi skal bag om attituden og frem til værdier som indlevelse, medfølelse, hjælpsomhed og omsorg. Altså dannelsesplanet. Det er på dette plan, at vores bærende dannelsesinstitutioner – børnehaven og skolen og hele uddannelsesområdet – kan give et helt centralt og unikt bidrag til børns og unges udvikling, der giver kravet om robusthed dybde og perspektiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nøgleordet er karakterdannelse, fordi det grundlæggende handler om personlighedsudvikling, og den sker ved, at ydre sociale normer overtages og bliver en indre struktur. Udtrykt smukt og stærkt af den russiske psykolog Lev Vygotskij (død 1934): Der er ikke en indre struktur, der ikke først eksisterede som en ydre struktur. Derfor udvikles ægte robusthed i en kultur, der giver børn både livskraft og livsmod.

Det er også her, forældre i deres opdragelse kan styrke børns robusthed. Det kan de f.eks. ved at fastholde børns inddragelse og bidrag til familiens fælles hverdag. Børn skal yde en indsats, de skal have et ansvar, og de skal leve op til det. Som det er sagt: Hver gang vi gør noget for et barn, som det kan gøre selv, har vi gjort det en bjørnetjeneste. Ansvaret skal ind under huden, ind i karakteren. Her lægges grunden til en sund robusthed.

Mange steder i den vestlige verden er der i dag betydelig forskningsmæssig aktivitet for at forstå udfordringen og finde frem til hensigtsmæssige sociale og pædagogiske indsatser.

Derfor blomstrer der i dag en underskov af nye begreber, der forsøger at sætte ord på opgaven. I den engelsksprogede litteratur er det begreber som resilience, hardiness, grit og self-efficacy. Og der er en betydelig åbenhed over for karakterbegrebets nødvendige reformulering. På dansk taler vi ud over om robusthed også om selvkontrol med egenskaber som styrke, modstandskraft, selvafgrænsning og social empati. Den generelle bestræbelse er udviklingen af børns mentale og sociale evner i retning af et personligt stamina til at kunne håndtere det utrolige pres, vi stilles over for i vores disruptive kultur.

Udfordringen foret velfærdssamfund som det danske er at tage bekymringen alvorligt og handle i forhold hertil. Men hvordan gør man det? Det gør man for det første ved ikke at bagatellisere udfordringen og blot henvise til mere af det samme.

Hvis svaret er endnu en stramning af målstyringen fra top til bund i uddannelsessystemet, er der tale om manglende forståelse af alvoren i budskabet.

Hvis svaret er en samling klicheer om, at forældre må tage sig sammen og daginstitutionen blot starte endnu tidligere med indlæringen, så nærmer svaret sig i betænkelig grad et politisk svigt.

Hvis svaret er yderligere diagnosticering og henvisning til medikamentel eller anden form for behandling, er det kortsigtet og i virkeligheden udsigtsløst, for vi kan som samfund aldrig behandle os ud af generelle vilkår. Her handler det om ændrede rammer og forebyggelse over en bred kam.

Ansvaret skal ind under huden, ind i karakteren

Derfor må vi bede om seriøse politiske overvejelser over, hvordan vi rent samfundsmæssigt opprioriterer de bløde værdier omkring den menneskelige dannelse, altså hvad der reelt handler om karakterdannelse.

Staten kan selvfølgelig ikke blande sig i den hjemlige opdragelse, men der kan udtrykkes forventninger, og der kan lægges op til en fælles indsats om værdier knyttet til børns og unges karakterdannelse. Der kan politisk udtrykkes støtte til en uddannelseskultur, der understreger sociale normer og udviklingen af elevernes selvstændighed, opfindsomhed og vedholdenhed.

En sådan omlægning af kursen forudsætter et skift i synsvinkel. Fra at have blikket stift rettet mod præstationer og idelige sammenligninger skal der fokuseres på udviklingsprocessen mere end læringsresultatet.

Det vil sige, at opmærksomheden skal være rettet mod børns og unges aktivitet i børnehave, skole eller hvor det nu er. Vi skal ind og støtte barnets og elevens egen indsats med at finde svaret og give hjælp til at holde fast.

Præcis som de gør i skoleklassen, når de træner social empati og fastholder sociale normer som hjælpsomhed, omsorg, imødekommenhed og samarbejde.

Men også når der lægges op til det eksperimenterende og afprøvende i elevens egne bestræbelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eller når daginstitutionen udfordrer børn, så de lærer sig selv og deres grænser at kende. Procesfokuseringen går ikke på akkord med læring, men hævder, at børn og elever skal tilegne sig sociale normer som rygraden i en robust karakterdannelse. Og det sker i måden, de arbejder på, og måden, de lærer på.

Karakterdannelsen vokser frem i selve processen. Eller formuleret prægnant af filosoffen K. E. Løgstrup: Mens vi bakser med opgaven, udvikles den karakter, der betinger løsningen af den. Overser vi nødvendigheden af et sådant skift i fokus, gør vi læringen overfladisk og kortsigtet. Og hvad måske værre er: Vi bidrager ikke til en kvalificering af en social karakter, som søger at skabe robuste mennesker.

Som velfærdssamfund har vi en forpligtelse til at forstå vores kulturelle udfordringer, inden de dysfunktionelle træk har taget overhånd.

Og vi har en forpligtelse til at bidrage til at udvikle konstruktive løsninger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce