Den københavnske morgentrafik i metroen ser som regel sådan ud: Lange rækker af trætte byboere, der glor ned i deres mobiler - og måske læser politiken.dk. Foto: Ditte Giese

Den københavnske morgentrafik i metroen ser som regel sådan ud: Lange rækker af trætte byboere, der glor ned i deres mobiler - og måske læser politiken.dk. Foto: Ditte Giese

At glo ned i mobilen kan være en sund flugt fra menneskemylderet

Når vi ser ned i mobilen i det offentlige rum, handler det ikke bare om at have nok i sig selv, men om at være kontakt-træt og skabe sit eget pusterum.

Debat

»Kig op fra telefonen«, lyder det ofte formanende. »Smartphones gør os asociale og forfladiger det offentlige rum«, siger de bekymrede. Gad vide, om de nogensinde har stået i en proppet metro, tænker jeg?
Normalt tilhører jeg nok segmentet af ekstroverte, carpe-diem-agtige interaktivister, der støtter den slags opfordringer – men nu må jeg alligevel lave en Svend Brinkmann og finde nej-hatten frem.

I går kørte jeg for eksempel i lyntog tværs over Danmark. Senere stod jeg i en fyldt metro i Københavns bymidte. Begge steder havde de fleste passager øjnene fæstnet på en skærm. Det gjaldt også mig selv, der kiggede ned på min telefon det meste af turen.

Jeg var nemlig totalt udmattet efter at have holdt oplæg for hundrede mennesker og tilbragt sammenlagt otte timer i tætpakket offentlig transport. Men ikke menneskefjendsk. Ikke ligeglad med alle andre. Ikke afstumpet. Bare kontakt-træt, som man kan blive det efter at have kommunikeret og været i forbindelse med helt utroligt mange mennesker igennem en hel dag. Og her er det så, at telefonen bliver mit private helle.

En by er fuld af mennesker, og hvert ansigt fortæller en historie. Interessant, hvis man har overskud. Overvældende, hvis man har været omgivet af mennesker, siden man stod op.

Man når simpelthen et mætningspunkt. Folk, der bor i en storby, har f. eks sjældent mere end fem meter til deres nabo, selv hjemme bag egen lukkede dør. Vi kan høre og lugte og se hinanden hele tiden. På gaden er der også altid andre. Hvis man så, som mange mennesker gør, studerer eller arbejder i store grupper, er det måske tusindvis af personer, man strejfer hver dag.

Telefonen er ikke kun flugt, den er også redning. Den er et tilflugtssted

Byboere har ikke den luksus at omgive sig med en ubrudt intimsfære. I tæt beboede områder må man selv skabe sit rum at strække sig i og finde selvopretholdelse. Det rum kan nogen gange være cyberspace. Telefonen er ikke kun flugt, den er også redning. Den er et tilflugtssted.

Når folk vælger at se på deres mobiler i det offentlige rum, så er det primære formål sjældent at afvise andre. Faktisk handler det ofte om selv at vælge kontakt, bare på en anden måde: At se på mobilen er også at tjekke ind med, hvad vennerne laver. At række ud og bede om hjælp eller at skrive et sødt kærestebrev.

Måske ser nogle på mig i metroen igen i dag og tænker, at jeg flygter fra verden lige nu. Imens kigger jeg nok lige så stille på fotos af mine sønner og mærker, at jeg elsker og savner dem og sender en tak til min svigermor, der har hjulpet os flere gange i denne uge. Det giver mening for mig. Og jeg er sikker på, at de andre, som sidder med deres mobiler fremme, også gør det, der giver mening for dem i en by pakket med mennesker.

At se ned, på sin skærm, sit skød eller bare væk, kan være at passe på sig selv. At se ned kan være at lade op. At se ned kan være den trættes time out og den stressedes eneste stund til uforpligtende underholdning, før han eller hun igen er hjemme eller på job og skal stå til rådighed for andre. Det kan også være den indadvendtes måde at beskytte sig selv på efter en lang dags overstimulering.

Så lad os nu bare se ned på den telefon uden dårlig samvittighed. Så skal vi nok se op igen på verden, når vi er klar.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce