1.20.09: The end of an error’ (’20. januar 2009: Enden på en fejl’). Sådan står der på en populær bumpersticker, der spiller på ligheden i udtalelsen mellem de amerikanske ord ’era’ (æra) og ’error’ (fejl), og som ser frem til den dag, George W. Bush forlader Det Hvide Hus. Spørgsmålet er, hvem der rykker ind i stedet. Som det ser ud nu, har demokraterne gode chancer for at vinde præsidentvalget 4. november i år. Den skrøbelige republikanske koalition oplever en sand identitetskrise, alt imens en ny demokratisk koalition er ved at samle sig. Hillary Clinton og hendes mand – også kaldet Billary – er dog ved at bringe denne koalition i fare. Republikanerne har en koalition bestående af tre hovedgrupper: theocons, neocons og econocons. Theocons er de religiøse konservative, som har især socialpolitik som deres mærkesager – f.eks. modstand mod abort og homoseksuelle ægteskaber. Neocons lægger vægt på nationalsikkerhedsspørgsmål og støtter en aggressiv og unilateral politik. Econocons støtter skattelettelser til den mest velhavende del af befolkningen. Der er også en stærk strømning af indvandrerfjendske holdninger hos en del republikanske vælgere. Denne koalition er ved at blive optrævlet både indefra og i forhold til de republikanske præsidentkandidater. Nogle af de yngre theocons er således mere optaget af kampen mod fattigdom og den globale opvarmning end deres ældre meningsfæller. Spliden inden for denne gruppe har svækket dens indflydelse inden for Det Republikanske Parti og betyder, at en kandidat som Mike Huckabee ikke kan regne med dens fulde støtte. Ved valget i 2004 lykkedes det republikanere at få nok theocons til stemmeurnerne i nøglestaten Ohio til lige at sikre sejren dér. Men republikanernes chancer for at vinde i 2008 er nu alvorligt svækket. For det første går republikanerne til valg med en upopulær krig og en svækket økonomi. For det andet er der ingen af de nuværende republikanske præsidentkandidater, der kan siges at repræsentere alle tre grene af Bushkoalitionen. John McCain står stærkt hos neocons pga. sin baggrund som krigshelt og sin støtte til Bushs eskalering af Irakkrigen. Men theocons nærer en mistro til ham, der stammer helt fra valget i 2000, hvor han beskyldte det religiøse højre for at spænde ben for hans kampagne. Selv om han har forsøgt at bygge bro til det religiøse højre ved bl.a. at forsones med nu afdøde leder af det moralske flertal, Jerry Falwell, betragter mange af denne gruppe ham stadig med stor skepsis. Econocons har kritiseret ham for at stemme imod Bushs skattelettelser. Dertil kommer, at McCain i samarbejde med senator Edward Kennedy, et hadeobjekt for de fleste konservative republikanere, er kommet med et forslag, der gør det muligt for illegale indvandrere at opnå statsborgerskab. Mike Huckabee vinder støtte i den ældre generation af theocons, men hans åbenlyse uvidenhed om udenrigspolitikken betyder, at neocons ikke viser nogen begejstring for hans kandidatur. Huckabee har også lagt sig ud med magtfulde dele af partiets establishment med sine populistiske udfald mod Wall Street og hensynsløse erhvervsledere. Mitt Romneys mormonisme betragtes som en kultreligion af det kristne højre. Hans skiftende synspunkter vedrørende f.eks. abortspørgsmålet hjælper heller ikke. Med andre ord skulle de mange problemer, som republikanerne står over for, og de store grupper, som støtter demokraterne, nærmest forære demokraterne sejren til november. Det Demokratiske flertal består af fem grupper, som selvfølgelig i visse tilfælde også overlapper: kvinder, veluddannede, minoriteter (fortrinsvis afroamerikanere, latinoer og amerikanere af asiatisk afstamning), de såkaldte uafhængige vælgere, som ikke erklærer sig som demokrater eller republikanere, men som i stigende grad stemmer på demokratiske kandidater, og de unge (den såkaldte generation Y – unge mellem 18 og 30 år). Der har været en tendens til at sidestille Bushregeringens politiske holdninger med hele USA’s politiske ståsted. Det er imidlertid langtfra tilfældet. Der eksisterer et andet USA, der indtager progressive holdninger til en række mærkesager. En række meningsmålinger viser, at flertallet af amerikanerne støtter en udenrigspolitik, der fremmer diplomatiske løsninger og internationalt samarbejde frem for militære løsninger og unilateralisme, går ind for en national sygesikringsordning, selv om det betyder skatteforhøjelser, og er villige til at acceptere større benzinafgifter, hvis pengene går til forskning i alternative energikilder. Demokraterne har imidlertid deres egne udfordringer. Men ligesom republikanerne appellerer Hillary Clinton og Barack Obama (John Edwards stoppede sin valgkamp i onsdags) kun til dele af den demokratiske koalition. Som det tegner sig nu efter to vælgermøder (i Iowa og Nevada) og to primærvalg (i New Hampshire og South Carolina), nyder Hillary Clinton støtte fra kvinder, især dem uden videregående uddannelse (med undtagelse af Iowa, hvor Obama fik flertallet af de kvindelige stemmer). I Nevada, den første stat med et betydeligt antal latinoindbyggere til at afholde valg, fik hun et solidt flertal af deres stemmer. Obamas dårlige valg i denne gruppe skyldes dels de konflikter, der har været mellem afroamerikanere og latinoer især i byområder, hvor de kæmper om de samme job. Latinostemmer bliver en vigtig faktor i næste uge i New Mexico, Arizona, Californien, Colorado, New Jersey og New York på den såkaldte Super Duper Tuesday 5. februar, hvor 22 stater afholder primærvalg. Til gengæld klarede Obama sig overordentlig godt blandt afroamerikanske vælgere i South Carolina, hvor han fik hele 80 procent af deres stemmer. Han har også godt tag i de veluddannede og især blandt de unge. Men det er også værd at bemærke, at han fik en del stemmer fra hvide, noget, der underbygger hans påstand om, at han er den kandidat, der bedst kan holde sammen på den demokratiske koalition. Ud over splid i det demokratiske vælgerkorps kommer så spørgsmålet om, hvem der er den bedste præsidentkandidat. Hillary Clinton og hendes mand, fhv. præsident Bill Clinton, fører valgkamp på to præmisser – at Hillary har mere erfaring end sin hovedmodstander, Obama, og et løfte om at vende tilbage til de gode gamle dage i 90’erne, da Bill var præsident. Efter min mening er de to præmisser Billarys svagheder. Hvis man skulle vælge en præsident efter erfaring alene, var der flere af de nu faldne kandidater, som havde langt mere erfaring end Hillary Clinton. New Mexicos guvernør Bill Richardson havde f.eks. et imponerende CV. Han var kongresmedlem, FN-ambassadør og energiminister. De to senatorer Joseph Biden og Chris Dodd havde tilsammen 68 års erfaring i Washington. Ironisk nok var det den dengang 46-årige Bill Clinton, som under valgkampen i 1992 skulle forsvare sin manglende erfaring. Han havde været guvernør for en fattig sydstat i 12 år, mens hans modkandidat, præsident George H.W. Bush, havde været kongresmedlem, ambassadør i Kina, direktør for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, vicepræsident i otte år og præsident i fire år. Clinton indrømmede, at godt nok tæller erfaring, men han slog fast, at dømmekraft også tæller, og at USA skulle have modet til forandring. Det er jo lige præcis, hvad Obama siger i 2008. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om 90’erne var så rosenrøde, som Billary fremstiller det. Clintonregeringen stod i spidsen for massive dereguleringer af telekommunikationsindustrien og elektricitet samt en frihandelsaftale mellem Canada, USA og Mexico (Nafta), der har betydet en forværring i mexicanske arbejderes levestandard og været med til at forøge indvandringen fra Mexico til USA. Clintons velfærdsreform fjernede sikkerhedsnettet for mange fattige amerikanere. Bill Clinton stod for en midtsøgende politisk linje, der forsøgte at tilnærme sig republikanernes synspunkter ved at gøre dem til sine egne. Clinton afbrød sin valgkamp i 1992 og fløj tilbage til Arkansas, hvor han som guvernør overværede henrettelsen af Ricky Rector for at forsikre konservative vælgere om, at han var en varm tilhænger af dødsstraf. Han kritiserede rapkunstneren Sister Souljah for nogle kontroversielle bemærkninger, hun kom med i forbindelse med optøjerne i Los Angeles, for at lægge afstand til sorte politikere som Jesse Jackson. Han udtalte i 1996, at »the era of big government is over«, og forsagede dermed de landvindinger, der var sket i perioden fra Franklin Delano Roosevelts New Deal i 1930’erne til Lyndon B. Johnsons Great Society i 1960’erne, alt for at lefle for det ærkekonservative republikanske flertal i Kongressen. For nylig blev Obama kritiseret for at fremhæve, at Ronald Reagan i modsætning til Richard Nixon og Bill Clinton var en præsident, der kom med nye ideer. Hillary Clinton fik Obamas ord drejet til at betyde, at Obama støttede Reagans politik. Men det, Obama mente, var, at Reagan var i stand til at formulere nogle ideer, som tiltrak vælgere fra både den republikanske såvel som den demokratiske lejr (de såkaldte Reagan Democrats). Det er det projekt, som Obama er i gang med, bare med modsat og progressivt fortegn. Obama antydede, at Clinton ikke havde de store ideer – han regerede ud fra republikanske præmisser. En Hillary Clinton-regering ville være lig med en tilbagevenden til den fejlslagne politik, som var med til at muliggøre, at George W. Bush kunne komme til magten i 2000. Noget tyder på, at den amerikanske befolkning er parat til en præsident, der ikke er knyttet til 90’ernes konflikter, og som kan tilbyde en sammenhængende progressiv politik. Billarys iver for at komme i Det Hvide Hus, koste hvad det vil, kan ende med at skade demokraterne og forpurre deres chancer for at vinde valget i november. Bill Clinton har stødt mange afroamerikanere ved sine utilstedelige angreb på Obama, noget, som primærvalget i South Carolina viste til overmål. Afroamerikanere har længe været det demokratiske partis mest trofaste kernevælgere, men hvis Hillary skulle vinde nomineringen, risikerer hun, at mange afroamerikanere bliver hjemme på valgdagen. Billary-kampagnen sår splid for at opnå politiske mål, mens Obama ihærdigt forsøger at komme videre fra 90’ernes konflikter og at mobilisere især unge vælgere til sin kampagne. Obama REPRÆSENTERER fornyelse både indenrigs- og udenrigspolitisk. Han har en anden type erfaring end Hillary Clinton. Han har arbejdet som græsrodsaktivist i Chicagos ghettoområder. Han har været sagfører i sager vedrørende borgerrettigheder. Han har undervist i forfatningsret på University of Chicago. Han var i staten Illinois’ lovgivende forsamling, før han blev valgt til Senatet. Hans to bøger – den første selvbiografisk, den anden om hans syn på amerikansk politik – udviser den dømmekraft og indsigt, han har høstet gennem sit arbejde. Hillary Clinton har affejet Obamas opvækst ved at sige, at det ikke udgør udenrigspolitisk erfaring at gå i skole i Indonesien. Men det er ikke Obamas identitet som sådan, der er af betydning, men de perspektiver på USA’s rolle i verden, som hans opvækst som søn af en indvandrer fra Kenya og en amerikansk mor og hans barndom i verdens største muslimske land, Indonesien, har givet ham. Han har nemlig lært at se USA udefra. Der er endnu mange forhindringer for Obamas vej til nomineringen. Det Demokratiske Partis establishment indførte i 80’erne ’superdelegerede’ uden om primærvalgene for at stække græsrodsbevægelsers indflydelse på nomineringsprocessen. Ændringer i nomineringsreglerne op til valget i 1972 havde øget græsrøddernes magt og havde medført, at antikrigskandidaten George McGovern blev nomineret. Han led et sviende nederlag til republikaneren Richard Nixon, som vandt 49 af de 50 stater. De 797 superdelegerede – ca. 20 procent af samtlige delegerede – består af Det Demokratiske Partis elite – fhv. præsidenter som Jimmy Carter og, ja, Bill Clinton, fhv. vicepræsidenter som Walter Mondale og Al Gore, medlemmer af partiets hovedbestyrelse, kongresmedlemmer og guvernører. Selv om Barack Obama efter primærvalget i South Carolina fører mht. de almindelige delegerede, der tildeles i de enkelte stater, har Hillary Clinton sikret sig støtte fra et flertal af de superdelegerede, der allerede har bestemt sig. Hvis nomineringen ikke bliver afgjort før partiets konvent i august, kan de superdelegeredes stemmer være afgørende. Hillary Clinton repræsenterer på ingen måde fornyelse i partiet. Det gør Barack Obama. Han fik i søndagsudgaven af The New York Times en anbefaling fra et medlem af Kennedyfamilien, nemlig Caroline Kennedy, datter af den myrdede præsident John F. Kennedy. Hun skrev bl.a.: »Jeg har aldrig haft en præsident, som inspirerede mig på den måde, som folk fortæller mig, min far inspirerede dem. Men for første gang tror jeg, jeg har fundet manden, som kunne være denne præsident – ikke kun for mig, men for en ny generation«. Kennedys onkel, senator Edward Kennedy, gav også Obama sin støtte i denne uge. Billary har formået at så splid i et parti for egen vindings skyld. Forhåbentlig kan Obama samle det i tide før det store slag i november. Hvis Barack Obama skulle gå hen og blive USA’s næste præsident, vil han blive taget i ed 20. januar 2009, få uger før USA fejrer 200-årsdagen for fødslen af en anden uerfaren præsident fra Illinois. Abraham Lincoln, som af de fleste regnes for USA’s største præsident, havde kun to år i Washington som kongresmedlem, før han blev valgt i 1860. Obama siger ganske rigtigt, at valget i november handler om fremtiden og ikke fortiden. Hillary Clinton står for fortiden, Obama for fornyelsen i fremtidens USA. Carl Pedersen taler ved et offentligt debatmøde mandag 4.2. kl. 16 - 18, i ’Pressen’ i Politikens Hus. Fri adgang.