Retspsykiatriske patienter er mennesker med alvorlige psykiske lidelser, som enten afventer dom eller er dømt til behandling.

På grund af den psykiske lidelse idømmes der ikke almindelig straf, men behandling, ikke i stedet for straf, men for at forhindre ny kriminalitet.

I de sidste 20 år er antallet af retspsykiatriske patienter steget eksplosivt. Gruppen udgør nu over 2.000 personer svarende til ca. 20 procent af kriminalforsorgens samlede klientel, hvor det kun burde være 1-2 procent set i relation til det samlede antal personer med alvorlig psykisk sygdom i befolkningen.

Det er en udvikling, som både er helt uacceptabel for dem, der bliver ofre for kriminaliteten, men i høj grad også for de retspsykiatriske patienter, hvor kriminaliteten ofte er associeret med symptomer på den psykiske lidelse.

Danske Regioner har i marts 2009 sat fokus på udvikling af psykiatrien og opstillet 8 visioner for ’En psykiatri i verdensklasse’. Retspsykiatrien får særlig opmærksomhed i oplægget ’Personer med psykisk sygdom, der begår kriminalitet’ – der skal satses på forebyggelse, behandling og samarbejde.

Ond cirkel
Der lægges op til en udbygning af retspsykiatrien, herunder flere sengepladser til retspsykiatriske patienter og særlige retspsykiatriske team til opfølgning af de mest syge retspsykiatriske patienter efter udskrivning.

I den sammenhæng bør det huskes, at begrebet retspsykiatriske afdelinger er relativt nyt i Danmark.

De retspsykiatriske afdelinger har ikke (fraset Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland) en juridisk særstatus, idet vi netop i Danmark har haft en tradition for at behandle retspsykiatriske patienter i det almindelige behandlingssystem, hvad der kan være mange fordele ved.

Vi er således i øjeblikket ved at udbygge og forankre et omfattende parallelt retspsykiatrisk behandlingssystem, som får større bevågenhed og flere ressourcer end den almene psykiatri – i sidste ende med risiko for, at man som alvorligt psykisk syg med et omfattende behandlingsbehov først får den tilstrækkelige behandling efter at have begået kriminalitet.

Der er tale om en ond cirkel, en ’shunt’, hvor man flytter behandlingen af – og hermed ressourcerne til – de dårligste psykiatriske patienter fra almenpsykiatrien over i retspsykiatrien, således at en syg patient i yderste konsekvens skal ’kvalificere sig’ ved at begå kriminalitet for at modtage den langvarige, intensive behandling, der er behov for.

Engelske standarder
Det er ikke kun i Danmark, at udviklingen går denne vej. I f.eks. England er det også i retspsykiatrien, at patienterne helt uden sammenligning får den bedste behandling hvad angår mulighed for lange stabiliserende indlæggelsesforløb, tilstrækkelig høj personalenormering, gode fysiske rammer, udslusning via skræddersyede botilbud, hjælp til at komme i en eller anden form for arbejde, fokuseret misbrugsbehandling osv..

Det er tankevækkende, at her er risikoen for (ny) kriminalitet efter udskrivning lavere blandt de retspsykiatriske patienter end blandt andre psykiatriske patienter.

Det er kedeligt, hvis grundlaget for at sikre en ordentlig behandling til dels bunder i befolkningens frygt for ’den sindssyge drabsmand’, hvilket blot bevirker en yderligere stigmatisering af mennesker med alvorlig psykiatrisk sygdom i stedet for en helt rimelig ligestilling med andre borgere med svært behandlingskrævende kroniske sygdomme.

Både i Danmark og i udlandet er antallet af mennesker med psykiske sygdomme i fængslerne højt.

F.eks. kan voldskriminalitet hos unge være et tidligt tegn på udvikling af alvorlig psykisk sygdom. At sikre, at de psykisk syge i fængslerne bliver identificeret og behandlet, vil i første omgang ikke nedsætte antallet af retspsykiatriske patienter, snarere tværtimod.

Det bør selvfølgelig ikke afholde os fra at undersøge for psykisk sygdom og behandle; behandling kan være af eksistentiel betydning for den enkelte, og måske også medvirke til at bremse en videre kriminel karriere.

Værste anelser bekræftet
I 2004 vedtog Folketinget en lov, der gjorde det muligt at se nærmere på en række sager, hvor psykisk syge havde begået alvorlige forbrydelser som brandstiftelse, vold og drab.

Daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen nedsatte en komité – en slags psykiatrisk ’havarikommission’ – der skulle undersøge, om der var en sammenhæng mellem behandlingstilbud og kriminalitet hos psykisk syge.

For nylig offentliggjorde kommissionen en rapport, der desværre bekræftede nogle af de værste anelser.

Et lille antal sager er blevet gennemgået særdeles grundigt, og tendensen er tydelig: manglende opmærksomhed på faresignaler, manglende kommunikation mellem psykiatri, socialvæsen og andre relevante parter, for dårlig opfølgning etc. var gennemgående elementer i de fleste sager.

Vi må som behandlingsansvarlige da også spørge os selv, om vi gør det godt nok. Bliver patienterne udskrevet for tidligt på grund af pladsmangel, uden at vi råber op? Bruger vi de muligheder, der er både i psykiatriloven og i straffeloven godt nok?

Er vi opmærksomme nok på de alarmsignaler, vi ser? Det være sig blandt de almindelige patienter, som måske viser tegn på at være til fare for sig selv eller andre, eller de patienter med behandlingsdom, som vi har pligt til at få tilbage i behandlingen, hvis de ikke passer den som anvist.

Svær balancegang
Det er en balancegang. Der er ganske rigtigt en gruppe af de dårligste retspsykiatriske patienter, som har særlige og komplekse behov, og som derfor kræver særlige rammer og personale med retspsykiatrisk ekspertise.

På den anden side bør der være mindst lige så meget opmærksomhed på at sikre god forebyggelse, udredning, behandling og opfølgning i almindelighed, så man i videst muligt omfang undgår, at psykisk syge begår kriminalitet, som i virkeligheden er et udtryk for/symptom på deres sygdom.

Det er langt bedre at sætte ind, før en psykisk syg begår kriminalitet og bliver retspsykiatrisk patient end efter.

Det er her afgørende vigtigt, at den almene psykiatri også tilgodeses – sat på spidsen kan der ellers opstå det paradoks, at man som alvorligt psykisk syg med et omfattende behandlingsbehov først får den nødvendige behandling, når man er blevet retspsykiatrisk patient.

Af og til hører man sågar patienter, pårørende og personale anvende denne logik. Den vigtigste indsats for at bremse og vende udviklingen med et stadigt stigende antal retspsykiatriske patient er at satse på en god almenpsykiatrisk behandling – en psykiatri i verdensklasse vil være et ambitiøst mål.

Stigning som symptom
Det er glædeligt, at regionerne har fokus på, at antallet af retspsykiatriske patienter er steget så voldsomt, og at noget må gøres, er ganske klart.

Men det er også helt centralt, at både beslutningstagere og behandlingsansvarlige forholder sig til, hvorfor kurven i disse år stiger eksponentielt.

Det er ikke nok blot at fokusere på særlige retningslinjer for behandling af retspsykiatriske patienter og på fortsat at øge ressourcerne til retspsykiatrien. Man bør også se stigningen som et symptom på, at noget i vores almindelige behandlingssystem måske ikke fungerer optimalt.