Er det i vores travle, moderne liv ikke mere og mere sådan, at stress optræder, før selve travlheden melder sig?

Vi laver en masse aftaler, kigger i kalendere, føjer flere opgaver til, får mail med presserende spørgsmål, finder ud af, at vi har glemt vores bedste vens fødselsdag, laver om i planerne igen, får nye instrukser, opgaver, deadlines, spørgsmål, invitationer.

Almindeligvis ville man vel sige, at det er selve opgavernes antal og mangfoldighed, vi ikke kan overskue, men er denne model virkelig god nok til at forklare presset på det moderne menneske?

Er det ikke snarere sådan, at vi hele tiden skriver én ekstra opgave på listen, fordi vi konstant tvinges til at spørge os selv, om vi nu stadig laver nok.

Vi lever på godt og ondt i selvrealiseringens tidsalder og spørger konstant: Kunne man ikke føje en ekstra opgave ind der og der? Kunne man ikke forbedre sine jobmuligheder i fremtiden ved lige at tage et ekstra kursus der?

’Prætraumatisk stress’ er altså ikke, at vi simpelthen har arbejdet for meget, det er snarere, at vi ikke har arbejdet nok, hvorfor især de flere og flere arbejdsløse i særlig høj grad er udsatte.

Vi er bange for, at den mængde arbejde, som vi nu har planlagt, eller de opgaver, vi har givet os selv, simpelthen ikke gavner vores personlige selvrealisering i tilstrækkelig høj grad.

Var det det værd?
I en tilstand af prætraumatisk stress sættes tingene på spidsen. Man siger til sig selv: Jeg ved, at jeg ikke kan nå alt dette, men jeg er nødt til at bevise, at jeg har til hensigt at maksimere min ’selvkapital’ – om jeg så skal gå ned på det eller ej.

Prætraumatisk stress er tilstanden, før et reelt trauma indtræder.

Det er der, hvor man stadig tænker nogenlunde rationelt, men på en forvirret måde uden at kunne finde hoved og hale i det hele, og man begynder at miste evnen til at kunne prioritere og afveje forskellige opgaver og deadlines.

Og det kan endda komme så vidt, at man nærmest ønsker traumet frem for den prætraumatiske tilstand.

Måske er det også derfor, at så mange journalister altid spørger mænd og kvinder, som vitterlig er lykkedes med at udrette noget helt specielt, ’om det var det værd’?

Man kunne tro, at journalisten mente, »om det var det værd i forhold til alt det, du har måttet ofre«?

Men peger journalisten ikke snarere på denne prætraumatiske stresstilstand, der såvel som at ende i succes, lige så godt kunne have endt i fuldstændig fiasko?

Med andre ord: ’Ville det også have været det værd, hvis det var endt i fiasko?’ eller snarere: ’Opvejer din nuværende succestilstand din fortidige fiaskotilstand?’.

En sær afhængighedsfunktion
Stort set alle dem, som man ser i ’Morgen TV’ eller hører om i radioen, der bliver præsenteret for dette spørgsmål, svarer forbløffende vævende på det.

Ingen siger, at ’nej, nu er målet nået, det var det’. Alle har det på en eller anden måde underligt med, at strabadserne er overstået, skønt det da er rart at se familien igen osv. De vil gerne derud igen.

De befinder sig altså i en underlig ’postsucces depression’. De vil egentlig gerne videre til en ny og endnu mere intens prætraumatisk tilstand.

Prætraumatisk stress har altså en sær afhængighedsfunktion – det føles, som om man ofrer sig for noget større, som om man får en eller andet ubestemmelig ’højere’ anerkendelse til gengæld for sin kamp.

Og giver denne forståelse af prætraumatisk stress os ikke netop nøglen til at forstå bagsiden af en af de mange nye og hotte ledelsestrends på arbejdsmarkedet, nemlig ’risikoledelse’?

Lav en nulhandling
Risikoledelse går i al sin enkelhed ud på at tage vare om den enkelte medarbejder på et arbejdsmarked med stigende kompleksitet, mange nye forandringer og meget større fokus på alverdens faremomenter.

Risikoledelse prædiker egentlig tryghed, men siger samtidig, at det jo ikke er helt ufarligt, dette store buldrende arbejdsmarked.

Ikke bare arbejderen på boreplatformen, men selv kontoristen kan således i dag komme hjem til ungerne og konen om aftenen og sige ’ja, så overlevede man også i dag’.

Risikoledelse er således en slags fetichistisk ’adrenalisering’ af arbejdslivet – og erhvervsledere henter da også oftere og oftere eventyrere, ekstremsportsudøvere og andre vovehalse ind som coaches og peptalkere, når der skal sættes gang i tingene.

Hvad skal vi så stille op med prætraumatisk stress?

Måske burde man for en gangs skyld mane til besindighed i stedet for – som mange andre kritikere – at opfordre til vildt oprør mod disse nye, subtile ledelsesformer.

Som den slovenske psykoanalytiker Slavoj {Zcaron}i{zcaron}ek har vist, drejer det sig nogle gange – hvis man vil bevare sit mentale helbred – om at udføre en ganske særlig handling, nemlig den handling at ’gøre intet’.

Og kunne denne ’nulhandling’ netop ikke bruges her, hvor ledere og kolleger presser os frem mod det næste trauma?

Vi burde i virkeligheden blot stoppe op og spørge: Er det mit trauma, det der? Har jeg valgt dette trauma?