Annonce
Annonce
Kroniken

Lad mig dog have min sorg i fred

’Projektlederne’, ’intimmassøserne’ og ’de rådvilde’. Alle vil de blande sig i vores sorg.

79
Annonce

fakta

Birgitte Bonnerup er cand.psych., specialist i arbejds- og organisationspsykologi.

Vi mistede vores ældste datter 18. december 2009. Hun blev 27 år to dage inden.

Vores datter døde af meningitis bogstaveligt talt mellem hænderne på lægerne. Ikke noget at gøre.

Hun efterlod os alle: forældre, to søstre, mand og tvillingedrenge på to år, i dyb sorg. Det er der ikke noget godt at sige om.

Det er den slags, der sker. Det er en katastrofe for os, der er tilbage. En livsomvæltende katastrofe, og vi bliver aldrig de samme, som vi var før.

Der er gået et halvt år, sorgen er ikke forandret. Den er stærk, overvældende, uomgåelig. Den er omfattende.

Ikke alene sørger jeg over tabet af min datter. Jeg sørger også inderligt over mine to andre døtres sorg. De har mistet en søster, og deres ungdom er en anden.

De har ikke længere en let gang på jord, de ved, man kan miste, og er ikke blot muntre veninder og kærester med livsappetit.

De sørger og savner og har mistet en livsuskyld, jeg havde ønsket, de kunne have beholdt lidt længere.

Min mand sørger. Han sørger over tabet af en datter, over, at hans børn sørger, at hans kone sørger.

Vi sørger over vores børnebørn, der to år gamle er moderløse. Vores svigersøn er enkemand. Han er ulykkelig.

Tre års ægteskab, to børn, enkemand som 35-årig. Alene med ansvaret. De to små drenge har mistet en mor. De har ikke et sprog til at forstå og tale om det. Savner bare. Ved ikke, hvad død er, kun at deres mor er død.

De spørger indimellem efter hende, men hun falmer og bliver til billeder på væggen. Inderst inde er hun i dem. Et godt og trygt minde om ubegrænset kærlighed, et minde uden ord, men hun er der.

De er (for en tid) flyttet længere væk. Hos hans forældre. Vi forstår det godt. Men vi savner også dem.

Det er nødvendigt at leve, lave mad, vaske tøj, børste tænder, læse bøger og le. Det er let at le, når to drenge leger i vand, sand, sne og jord. Det føles rigtigt, og vi ved, at hvor hun end er, vil hun være rigtigt glad ved tanken.

Vi er i sorgen hele tiden. Der er ingen pause. Det er de andres privilegium. Men de kan ikke holde sorgen ud. Det er ikke helt rigtigt. Nogle kan.

Den kollega, der som den første insisterede på, at jeg ikke alene spiste, men spiste sundt og købte friskpresset grøntsagsjuice.

Den kollega, der trods tidspres lytter og ved, at jeg arbejder langsommere, end jeg plejer. De venner, der venter og tåler, at vi kun har kræfter til at klare dagen og vejen, og venter. De, der kom med blomster og ikke vidste, hvad de skulle sige.

Det er vores liv, og vi finder stille og roligt ud af, hvordan det ser ud.

Men de kom. De, der forstod, at en bisættelse er en engangsforestilling, og kom, selv om det var ubelejligt. Det er de færreste, der har god tid 23. december. Men det var godt med en fyldt kirke, når det ubærlige skulle bæres. Godt at se dem, der kom.

Det er ensomt at sørge. Og ensomheden øges, når omgivelserne ikke tåler, at det er så forfærdeligt. De varetager egne behov. I forskellige forklædninger.

Vi møder ’projektleder’ udi sorg. Kære ’projektleder’, min sorg er ikke et projekt, der skal klares. Du fortæller mig, at det er godt at røre sig, ikke drikke vin hver dag. Spise sundt. Tænke positivt og komme op på hesten igen.

For nu at tage det sidste først. Hvad skal jeg på en hest? Har aldrig kunnet lide dem. Skal slet ikke op på den nu.

Livet er ikke et ridt, hvor den, der falder af, skal op igen hurtigst muligt. Livet er alle steder, over det hele. Lige nu er mit liv stille og roligt, der er kaos nok i mit indre. Lad bare hesten løbe, jeg skal ikke andre steder hen.

At bede mig tænke positivt er en krænkelse. Der er ikke noget positivt ved at miste et barn. Det er et tab.

Det er da muligt, hun ellers ville have oplevet noget, der er værre. Værre end at dø fra to små drenge. Fra et langt og næsten ubrugt liv. Ikke flere forår. Ikke flere skiture i høj fart. Det er noget spekulativt rod.

I mit liv vil ingen fordel, ingen udvikling, ingen indsigt, ingen nye muligheder så meget som nærme sig en værdi, der kan opveje mit barns tab af sit liv.

Og til dem, der fortæller mig, at det er godt at leve sundt: Jeg har mistet mit barn, ikke min forstand.

Det er ikke en nyhed, at det er bedre at leve sundt end at leve usundt. Vi klarer os, og det går langsomt fremad.

I fire måneder var jeg ikke i stand til at lave mad. Pastaen blev kold, før kødet var stegt. Salaten var uskyllet. Dressingen ulavet, agurken væk. Det var uoverkommeligt. Men vi lavede mad. Og vi drak et glas rødvin.

Vi har også både hørt og forstået, at det er godt at røre sig. Jeg har løbet i mange år. Jeg løber. Men det føles, som om Andersine har overtaget mine løbeben. Så jeg løber ikke langt eller længe.

’Projektlederen’ kan ikke holde ud, at noget er definitivt, uomgørligt, endeligt, slut, ikke godt for noget. Bare slut.

Sorgen gøres til noget, der skal klares, faserne skal gennemløbes, og jeg bliver mindet om at gøre noget, der er godt for mig selv. Tror, jeg smider dem ud, næste gang de insisterer på, at jeg skal gøre det godt for mig selv. Ja tak – vil du være sød at forlade mit hus, mit fortov, min sfære. Det vil gøre mig godt.

’Intimmassøserne’ har læst om sorg. Har læst om faserne og om, at det værste, man kan gøre, er at gå over på den anden side af gaden, når nogen har lidt et tab. Bare de ville gøre det en gang imellem.

De kommer masende og spørger til, hvordan det går. Hovedet lidt på sned. Umuligt at sige, at det går udmærket, så bliver diagnosen fortrængning. Umuligt at sige, at det går ad helvede til, at jeg netop hænger fast med det yderste af neglene.

For så kaster de sig ud i det. Ind i det. Tabet. Sorgen. Historien. Hvad de selv er kede af.

Hvordan de mindes. Hvem de kender, der har mistet, og som aldrig blev sig selv igen. Dybtborende blik. Midt i brugsen torsdag eftermiddag, kortvarigt opslugt af det overskuelige valg af kammerjunkere, skal jeg konfronteres med mit tab. Fordi det passer dem. Der.

Det er forfærdeligt, ensomt og svært at holde fast i sin ret til at sørge, at tabet har altomfattende betydning, at vi ikke ved, hvor vi ender.

De kan jo også bare gå videre, lettede, som en sagde det, »det var godt at få snakket«. For hvem? Gå over på den anden side af gaden, hvis du ikke kan udvise lidt konduite og overveje, hvis behov du dækker.

’Intimmassøserne’ kender til sorgens faser. De faser, som ikke giver mig mening, og som der er delte meninger om.

De har læst om vrede. Har du været vred? Har du husket at spise din vitaminpille/været vred? Jeg har ikke været vred på min datter. Jeg har ikke været vred på lægerne, jeg er sikker på, at de reagerede hurtigt, fornuftigt, ordentligt.

Men der er sygdomme, som ikke kan bekæmpes, katastrofer, der sker. Igen hovedet lidt på sned, anlæg til dyb øjenkontakt.

Har du ikke været vred? Det siges jo at være vigtigt. Jo, jeg kan sagtens være vred, når der er noget at være vred over. De, der svigter os, forsikringer, der alligevel ikke dækker, uforskammede personer og hensynsløs bilkørsel.

Der er såmænd nok at være vred over, og jeg holder mig sikkert mindre tilbage. Men lad være med at blande det sammen og gøre berettiget vrede til irrationel og primitiv forskudt reaktion på katastrofer. Sorgen følger ikke en manual, skal ikke rubriceres i faser. Jeg er lige så lodret skræmt fra vid og sans, som jeg var i december, jeg var og er det ikke hele tiden. Skal du bruge en faseinddeling for at have tilstrækkelig afstand til at være mig nær?

I nærheden af ’intimmassøserne’ kommer ’sygepasserne’. De, der gerne vil hjælpe. På deres egne betingelser. De spørger, om de kan hjælpe, og ser sig selv traske gennem snestormen med varm suppe til de nødstedte. Tapre, modige og i kontakt (udtales med dyb stemmeføring) med det svære.

De har læst, at det er vigtigt ikke at lade sig afvise, vigtigt også at komme uanmeldt, så de kommer, når det passer dem. Midt i maden. Svært at smide dem ud. De vil gerne hjælpe, når de har tid, det er så dejligt meningsfyldt at hjælpe. Bare ikke for os. Det bliver ubelejligt. Vi har ikke brug for suppe.

De gange, vi har bedt om hjælp, er det ikke sygepasserne, der kommer. De vil gerne komme med mad og tale.

Ikke slå græs. Flytte flyttekasser fra 3. sal. Fikse printeren. Gøre kedelige ting. Tage hensyn og være opmærksomme. Være udsat for besvær, når det ikke passer, når besværet er ubelejligt. Tak som byder. Lad være med at love noget, I ikke kan holde, når det kommer til stykket.

’Bedemanden’ idealiserer og anmelder os. I er en fantastisk familie.

I skal nok klare det. Man kan mærke, at I er stærke. Hvad i himlens navn ved I om det? Vi har ikke brug for anmeldelser af vores følelser eller vores fantastiske måde at klare det på. Det er besværgelser for jeres egen skyld. »I er stærke, I skal nok klare det«. Sagt utallige gange til os, da det eneste, der holdt os oppe og holdt os sammen, var at vide, at de andre ikke skulle miste flere. At vi måtte bære det ubærlige, selv.

Det er ensomt at sørge. Og ensomheden øges, når omgivelserne ikke tåler, at det er så forfærdeligt.

’De rådvilde’ ved ikke, hvad de skal gøre. Tak. Det bekræfter mig så dejligt i, at det her er helt umuligt. De gør mig ikke kede af det. Måske jeg græder, men det er, fordi jeg er ked af det. Ikke fordi jeg bliver ked af det. De spejler min sorg, og vi er fælles om, at der er så lidt at sige og så lidt at gøre. Kom bare, træd jer selv og os over tæerne, røm jer, glo lidt kejtet. Det er mere end o.k. Det luner.

’Benægterne’ og ’de diskrete’ ligner hinanden. Forskellen er, at ’de diskrete’ viser, at de ved, der er en tid til at tale og en tid til at tie.

De viser med gerninger, at de ved, hvad der er sket. Et ekstra knus, et kys, en diskret bemærkning »jeg har hørt, hvad der er sket, det gør mig meget ondt«. Vel vidende, at det ikke er lige inden møder med mange fremmede, nye kolleger, kunder, studerende, jeg skal mindes om, at mit liv for bestandigt er frarøvet det umistelige. De henter frokost. Minder mig om aftaler. Flytter sten på vejen. Ringer. Mailer.

’Benægterne’ lader som ingenting. Taler manisk om alt andet og kommer til at tale om det alligevel. A Freudian slip – at komme til at tale om netop det, man af al magt forsøger at undgå at tale om. Der bliver talt hektisk om, hvor tomt der bliver, når børnene flytter hjemmefra.

Jeg er en hårsbred fra at spørge, hvordan de tror, det er, når børnene dør. Eller den larmende tavshed, hvor jeg ønsker, de kunne sige, at det gør dem ondt. At det må være forfærdeligt. Kondolerer. At de ikke ved, hvad de skal sige.

At miste et barn er at miste kontrollen over sit liv. Vi lever i en tid, hvor døden i sig selv måske ikke længere er tabu. Men afmagten, uafvendeligheden, det ubærlige, som ikke kan positivt reformuleres eller blive til en udviklingsmulighed, er tabu.

Det er forfærdeligt, ensomt og svært at holde fast i sin ret til at sørge, at tabet har altomfattende betydning, at vi ikke ved, hvor vi ender.

Vi har god hjælp af psykologer. Jeg taler med præsten. Det får ikke tabet til at forsvinde, mindsker ikke sorgen.

De giver os lov til og mulighed for at holde fast i den. Det giver plads ved siden af sorgen. Ved siden af sorgen er det ikke så svært at passe på og glæde os over hinanden.

Det er godt at gå på arbejde. Være et sted, hvor det er, som det plejer. Hvor vi kan arbejde, som vi plejer. Hvor vi skal noget, der ikke er os selv. Ikke bare en god pause, en afledning fra sorgen.

Men for os er det en livsvigtig mulighed for at fastholde dele af vores identitet, et sted, hvor vi genkender os selv. Så det er godt at arbejde. For os.

Vi skal ikke samle stumperne sammen, vi skal ikke op på hesten, vi skal slet ikke videre. Vi er lige her. Det er vores liv, og vi finder stille og roligt ud af, hvordan det ser ud.

Der er rigeligt med kaos. Vi tager fat i det, vi kan. Det, vi magter. Lad være med at skubbe. Vi er her. Her.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce