Analyse. Jeg vil ikke udbrede mig angående mine valg som forælder, men jeg vil gerne dele den analyse og de bekymringer, der motiverer disse valg.

Så er en ny episode af ’the mommy wars’ skudt i gang, efter oversættelsen af Erica Jongs tirade mod mødre.

De ulmer jo altid i det offentlige rum, disse konflikter kvinde og kvinde imellem, men blusser lystigt op, når der kommer ny forskning på gaden om effekten af pasning uden for hjemmet, eller når Elisabeth Badinter får spalteplads til at udbrede sig om ammende kvinders lighed med malkekøer.

Er jeg den eneste, der undrer mig over, at der ikke finder lignende konflikter sted blandt mænd?

Hvorfor er der ikke en storm af debatindlæg og læserbreve forfattede af fædre, der angriber hinanden for deres måde at være fædre på og føler sig stødt på manchetterne af hinandens valg og prioriteringer?

Er jeg også den eneste, der undrer sig over, at feminister inden og uden for akademiet – med flere bølger bag sig drevet af et væld af aktivisme, analyser og teori – stadigvæk kaster sig over hinandens valg af livsstil og opdragelsesmetode, når der er så meget andet at komme efter?

Jeg synes, at vi feminister må have noget bedre at tage os til. Verden koger over af kønsbaserede og -relaterede uretfærdigheder og ulykker; fattigdom, analfabetisme, ufattelig vold imod kvinder og piger på alle livets stier, en overseksualisering af vores kultur, der promoverer ikke blot ovennævnte vold, men en enstrenget, snerpet seksualitet, der slår hårdt ned på alle andre former for seksualitet samt nedgør alle kroppe, der ikke lever op til et snævert ideal. Denne mangfoldighed af problemstillinger skulle kunne levere stof til så mange artikler, bøger og projekter, at man skulle tro, at der var nok at rive i, uden at bekymre sig om slynger, øko-mos, og hvem der passer hvis børn i hvor lang tid.

Jeg vil ikke udbrede mig angående mine valg som forælder – det ville kun bære ved til det forkerte bål – men jeg vil gerne dele den analyse og de bekymringer, der motiverer disse valg. Mit forældreskabs vigtigste prioriteringer motiveres nemlig af det ovennævnte overmål af skadelige kropsbilleder, spiseforstyrrelser, indsnævret seksualitet, diskrimination, chikane og vold. For et af de betydeligste spørgsmål, jeg som mor og feminist står over for, må være, hvordan jeg og min kæreste bedst ruster vores døtre til denne verden og dens realiteter?

Hvilken kropsfornemmelse og -forståelse kan vi give dem med på vej (efter egen ringe formåen) til at stå imod de budskaber om kvindekroppes størrelse og tiltrækningskraft, som de tæppebombes med i det offentlige rum? Hvilke redskaber kan vi forsyne dem med, så de hviler i sig selv, uanset kropsstørrelse, -form og -udseende, seksuel overbevisning og de – potentielt utrendy – præferencer, de måtte have?

Hvordan kan vi hjælpe dem til at vide, hvad de føler og vil; i seng med ham/hende eller vente lidt endnu; prøve den smøg eller sige nej; en drink til eller på tide at tage hjem?

Hvad skal de bruge fra mig og deres far til at kunne navigere så sikkert som muligt i parforhold mærket af porno og sexisme? Når f.eks. en voksende andel af unge mænd får deres første forestillinger og inspirationer til seksualitet fra porno, og porno stimulerer mænds hjerner til at tingsliggøre de kvinder, de begærer; hvordan kan vi give vores døtre de bedste forudsætninger for at udleve deres seksualitet på egne præmisser i ligeværdige forhold?

Når arbejdsmarkedet til stadighed diskriminerer kvinder i det ene catch 22 efter det andet, hvordan bevæbner vi vores døtre til at manøvrere bedst muligt i dets farvande, så de kan realisere deres professionelle målsætninger, tjene til dagen og vejen og måske forsørge en familie samt have nok tilovers til deres alderdom?

Hvordan lærer vi dem at skelne mellem nærvær, intimitet, ægthed, pålidelighed og ligeværdighed på den ene side og tingsliggørelse, udbytning, fordrejelse og utroværdighed på den anden?

Hvordan lærer vi dem – for at bruge nærværende problemstilling som eksempel – at tage et skridt tilbage fra en situation og kaste et analytisk blik? Hvem gavner denne situation; hvem skader den? Hvilke underliggende antagelser bidrager til at indstifte og vedligeholde den, og hvordan medvirker de til at skade/uskadeliggøre nogle og promovere andre?

Hvordan kan man gribe ind i situationen og forstyrre magtens kredsløb, således at man selv potentielt kan frigøre sig, hvis bare for et kort øjeblik? Eller i det mindste bevæge sig i den med størst muligt personligt råderum og mindst mulig overlast?

Hvis jeg skulle vælge et element af ’the mommy wars’ at diskutere med mine døtre (der er flere andre), så ville jeg påpege, at en af hjørnestenene i en sexistisk kultur er dens negative vurdering af alt, hvad der anses for at være kvindeligt; fra karaktertræk til handlemåder til arbejdsopgaver til individer.

Jeg ville også påpege, at feminister – der jo er en del af den sexistiske kultur – ikke er fri for denne form for sexisme, hvilket betyder, at feminister (mig selv inklusive) ofte følger resten af kulturen i at se ned på og kritisere (det, vi anser for at være) kvindelige træk som empati, kvindelige handlinger som omsorg og kvindelige individer som mødre (for blot at tage et eksempel).

Denne ringeagt for ’det kvindelige’ kommer blandt andet til udtryk i vores tendens til at kritisere kvinder for deres perfektionisme, når samme indstilling hos mænd anses for at være udtryk for høje standarder og et dedikeret engagement. Den kommer til udtryk i, at vi til stadighed betaler kvinder en lavere løn end vi betaler mænd for arbejde, der kræver det samme niveau af kvalifikationer og uddannelse, skyder skylden på dem selv for ikke at forhandle sig til højre løn, men alligevel bliver så skræmt af kvinder, der kender og giver udtryk for eget værd og indsats (for eksempel i lønforhandlinger), at vi ser ned på dem som ukvindelige og anser dem for at være mindre kvalificerede.

Endvidere ville jeg fremdrage, at moderskabet er en kategori, der kombinerer et utal af ’kvindeligheder’ – følelser, personlighedstræk, handlinger og selvfølgelig kvinder selv. Derfor fungerer det nærmest som en magnet for kritik. Det er et minefelt at navigere i det kvindelige forældreskab; man står for skud, lige meget hvad man gør, ikke blot i samfundet generelt, men også blandt kvinder og især i forhold til andre mødre.

Alt, hvad man gør og ikke gør, kan kritiseres fra utallige vinkler; i forhold til, hvor godt det lever op til kulturens mere eller mindre udtalte – og i hvert fald i praksis stort set for dødelige uopnåelige – idealer; i forhold til alskens mere eller mindre videnskabelig forskning, der hives frem i pressen, på nettet og i bøger om forældreskab; i forhold til andre kvinders valg, som ens valg måtte stille i et dårligt eller andet lys; og ikke mindst i forhold til, hvordan det passer ind i samfundets aktuelle arbejdsmarkedsforhold.

Hele dette morads er utrolig vanskeligt at bevæge sig nogenlunde frit og skarpsindigt i, og hvis jeg ikke har inkluderet ’moderskabet’ på listen over de problemstillinger, min kæreste og jeg vil prøve at forberede vores døtre på, så er det, fordi det kombinerer – på ulykkelig, men omfattende vis – alle listens øvrige problemstillinger. At blive kvindelig forælder udfordrer på det mest ekstreme ens krops- og selvforståelse, ens evne til at fastholde og kæmpe for egne værdier, præferencer eller fremgangsmåder, parforholdets styrke og smidighed, deltagelse på arbejdsmarkedet samt alt, hvad der har med intimitet, ægthed og ligeværdighed at gøre. Det positionerer også en i sigtekornet på kritikkens krydsild.

Mit problem med ’the mommy wars’ er således ikke, at der kritiseres på de sexistiske parametre, på samfundets mangelfulde infrastruktur, på ’moderskabsmyten’ og på de urimelige forventninger, vi alle tager til os uden at vide det. Den del er jeg helt enig i; lad os så få gjort noget ved det!

Mit problem er, at kritikken så ofte er sådan formuleret og skruet sammen, at den forstås som kritik af enkelte kvinder og af deres værdier, prioriteringer og dispositioner, og at der kritiseres både for for megen kvindelighed (den intensive omsorg, som Jong spotter) og for ukvindelighed (at man får sine børn passet og arbejder). Den mødrene sti, som ’the mommy wars’ lader tilbage, er om muligt endnu snævrere end den, som er udstukket af en sexistisk kultur uden feministers indblanding.

I samfund, hvor den negative spin på kvinder stadigvæk har overhånd, må feminister gå forrest med at formulere sig stringent og med udsøgt høflighed og respekt for kvinder og deres valg. Hvis vi skal kunne tænke og handle konstruktivt feministisk i relation til ’moderskabet’, hvis vi skal have så mange som muligt med i diskussionen – hvis vi skal kunne snakke sammen overhovedet – så må vi sikre os, at alle føler sig respekteret.

Det handler ikke om at være blød eller sød eller om at være kvindeligt venlig, hensynsfuld eller omsorgsfuld. Det handler heller ikke om at være falsk eller om at lyve eller at skulle lukke sig selv eller debatten helt ned. Det handler om aktivt og konstruktivt at modarbejde vores alle sammens indre sexisme ved at tøjle impulsen til at kritisere og dømme og ved at kaste et analytisk blik på den måde, hvorpå vi opfatter visse ting som kvindelige eller mandlige.

Vi skal ikke blot holde os tilbage fra – uden omtanke – at kritisere og dømme enkelte kvinder, men også de karaktertræk, handlinger og andre elementer, som kulturen koder som kvindelige. Samtidig skal vi afholde os fra at rose eller overvurdere elementer, som vi anser for at være maskuline. Er amning virkelig så blød og kvindelig (eller så dyrisk, som Badinter synes)? Eller er det faktisk en rationel og effektiv måde at ernære og beskytte spæd- og større børn på?

Man burde også fundere over, om ambitioner og stræbsomhed nu er så maskuline, som vi ynder at synes, og reelt så ukvindelige? Faktisk har antropologer og biologer undersøgt spørgsmålet, bl.a. hos vores nære slægtninge, menneskeaberne, og det viser sig, at et individs overlevelse afhænger meget stærkt af dets plads i det sociale hierarki. Afkom af ambitiøse mødre, der kæmper sig hårdt og kompromisløst opad, overlever og klarer sig bedre og får selv flere børn. Således er ambition ikke specielt maskulin, men snarere blot en almenmenneskelig kvalitet; det er kulturens indbyggede sexisme, der lærer os at kritisere den hos kvinder.

Hvis omsorg og ambition ikke – som vi er vant til at antage – står i modsætningsforhold til hinanden, så kunne det tænkes, hvis vi vrider hjernen lidt, at hvem, der passer vores børn, i udgangspunktet er et personlighedsspørgsmål, et individuelt spørgsmål, et spørgsmål om økonomi, infrastruktur etc., men ikke et spørgsmål om ens værdi som kvinde eller forælder? Således at de politiske spørgsmål, der så melder sig, kan diskuteres uden henvisning til individuelle forældre, uanset køn?

Det kunne også være en god øvelse, at vi alle tog som udgangspunkt at respektere kvinders valg som forældre – vores egne såvel som andres. Det vil sige at vise den samme indbyggede respekt for kvinders forældreskab, som vi viser mænds forældreskab uden at skænke det den mindste tanke (det er den respekt, der bl.a. betyder, at vi ikke har et tilsvarende fænomen, som man kan kalde ’thedaddy wars’).

I praksis betyder det, at når en anden kvinder fortæller, hvordan hun gør, så føler man sig ikke straks stødt på manchetten – det er sexismen, der taler – men forstår at lytte og respektere hendes valg. Og det betyder, at man, når man taler om sit eget virke som forælder, bestræber sig på at tage helt og fuldt ansvar og ikke essentialisere nogen prioriteringer (fordi det er ’naturligt’ eller det bedste eller det eneste at gøre).

Det kan være, at det er klodset og svært og i begyndelsen måske føles lidt latterligt, men ændringer sker et klodset og nogle gange famlende skridt ad gangen. Og så længe vi stritter imod at praktisere respekt over for kvinder og det, vi anser for at være kvindeligt i vores kultur, så forpasser vi chancerne for at rokke mere fundamentalt ved de problemstillinger, der til dels opstår som en trickle-down-effekt af den totale mangel på respekt og anerkendelse, som kvinder og kvindelighed bydes.

Det betyder ikke, at vi skal opgive at kæmpe imod volden og diskriminationen, den front kræver stadig handling! Men det betyder – for at vende tilbage til forældreskabets dispositioner – at det er en feministisk handling at respektere vores børn, at holde fast i, at de skal respektere os og vores valg, og at lære dem at udvise den samme respekt for omverdenen, især den del, som kodes kvindelig. Hvordan man gør det, er selvfølgelig helt op til en selv.