Kære Ole.

Jeg skriver til dig, fordi du før pensionen tjente til føden som skolelærer. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke nødvendigvis gør dig til talsmand for dine mange kolleger, som beskæftiger sig med at uddanne vores børn og unge.

Det, der foranlediger mig til at skrive til dig, er den seneste tids debat om fagforeninger og overenskomster. Der skrives så forfærdelig meget sludder og vrøvl i de danske medier, at det skriger til himlen. Dette sker mærkeligt nok med deltagelse af en masse højtrangerende personer som for eksempel medlemmer af Folketinget, lederskribenter i vores førende dagblade, og cand. mig det ene eller cand. mig det andet.

Befolkningen får dagligt hældt i hovedet, at fagforeninger er forsteninger, at de skal modernisere sig og følge med tiden, og der spørges, om de overhovedet har en eksistensberettigelse. For det er jo helt umoderne og uacceptable metoder, fagforeningen anvender over for en lille driftig forretningsmand, der bare vil have lov til selv at bestemme de løn- og arbejdsforhold, hans ansatte skal tilbydes.

Desværre lader mange mennesker sig forlede af sirenernes sang, og forargelsen er stor. Det på trods af at de dagligt hører om sager, hvor østeuropæere og andre slemme folk underbyder danske arbejdere. Selv om det er dejligt at få malet sit hus til lavpris, synes de fleste alligevel nok, at det ikke er så rart, hvis man mister sit job, fordi andre vil udføre arbejdet for under halvdelen af det, man selv skal have for at udføre arbejdet.

For mange af de ’kloge hoveder’ i debatten er sagen selvfølgelig meget enkel. Den danske arbejder, faglært eller ufaglært, er ganske simpelt for dyr og må derfor bare gå ned i løn. Det er egentlig sjovt at konfrontere de samme kloge hoveder med, at lønnedgang er en boomerang, som efterhånden vil ramme 95 procent af danskerne.

Når ikke engang landets førende skribenter og meningsdannere kan finde ud af, hvad der er op og ned på arbejdsmarkedet, hvordan skal alle andre så kunne? Det er her, du kommer ind i billedet. Hvad lærer man egentligt den danske ungdom?

Som du ved, er en af mine sønner tømrer, og han synes ikke, det er særligt sjovt, hvis nogen forsøger sig med at underbyde akkorden. Han har derfor spurgt sin datter, altså mit barnebarn, hvad de har lært i skolen om arbejdsmarkedsforhold.

Jo, de havde da vist hørt om Pio, Brix og Geleff, men de havde nok hørt mere om kongerække og om en perlerække af heltemodige krigere, som var rigtige danskere.

Jo, hun var da også klar over, at man i Danmark, som i den øvrige verden, havde været gennem en industrialisering, inden man var gået fra et fattigt proletariat til det velstandssamfund, vi kender i dag.

Da hun så også kommer fra et socialdemokratisk hjem, og farfar har været fagforeningsmand, er hun jo nok også klar over, at velfærdssamfundet ikke kom af sig selv, men at det blev opbygget skridt for skridt ad faglig og politisk vej, og hvor de værdier, der blev skabt i det danske samfund, ikke bare havnede hos den klassiske kapitalist, men trods alt fik en mere ligelig og retfærdig fordeling, selv om der selvfølgelig fortsat kan være meget at rette op på.

Det sidste vil nogle nok finde helt hen i vejret, men der er sikkert også en del, som stadig erindrer sig de seneste mange års grådighed, hvor en god del af samfunds spidser ikke kunne få nok i løn, bonusser, optioner og gyldne falskærme, når det gik galt.

Hvortil kom de fine muligheder for at spekulere sig til en ekstra fortjeneste. Pengeverdenen worldwide lagde grunden til den verdensomspændende krise, som i mange lande især betales af den almindelige arbejder.

Men det, hun, altså mit barnebarn, ikke vidste meget om, er, hvad en overenskomst er, hvordan den kommer til verden, og hvad den betyder. Da hun jo havde hørt om Louis Pio, var det nærliggende at fortælle hende lidt om arbejdsmarkedet på den tid og især tiden, efter at det var lykkedes for samfundsautoriteterne at få puttet ham i fængsel.

Jeg fortalte hende lidt om, hvordan forholdene var dengang, så langt min viden rakte, og opfordrede hende til at læse en klassiker i dansk litteratur: ’Pelle Erobreren’ af Martin Andersen Nexø.

Jeg fortalte hende om, hvordan en arbejdskamp dengang blev kaldt en ’skrue’. Baggrunden var, som du ved, at arbejderne kun havde mulighed for at forbedre deres forhold, hvis de optrådte i fællesskab med andre i en fagforening.

Den enkelte arbejder kunne selvfølgelig bare holde op, men hvor skulle han så gå hen? Arbejdsmarkedet var jo ikke stort, og arbejdsgiverne, som mødtes i byens loge, vidste selvfølgelig godt, hvem der blandt arbejderne var faglige, og ’uha da’ politiske ballademagere, der måtte lægges på is.

Dengang ville arbejdsgiverne, som du sikkert også ved, ikke anerkende, at en fagforening havde nogen som helst ret til at forhandle på de ansattes vegne, så at stå sammen i en fagforening og optræde i fællesskab med sine kollegaer var ikke altid nok – man måtte slås. Det kræver som bekendt penge at understøtte en arbejdskamp. De strejkende skulle have noget at leve af, og penge var der ikke mange af. Der måtte et større fællesskab til.

Når man var rigtig mange, kunne man skillinge sammen på tværs af virksomhederne og etablere en konflikt over for en enkeltstående arbejdsgiver, som jo dog ofte fik hjælp af andre arbejdsgivere. Men ved at vælge, hvor man ville føre kampen, havde fagforeningen trods alt bedre mulighed for at komme igennem med sine krav.

Lykkedes det at lave aftaler et sted, kunne man så i samlet trop fortsætte til den næste virksomhed og så fremdeles. Man drejede derfor på ’skruen’, som man kaldte det, og fik pø om pø forbedret forholdene for de ansatte i en branche. Som nævnt var arbejdsgiverne ikke uden mulighed for modsvar. Et af våbnene var at smække porten i og etablere en lockout. Det kan arbejdsgiverne for resten stadig, der må jo være lighed for Loke og Thor.

Men man kunne jo også finde frem til en arbejder, der var så meget på røven eller bare i almindelighed en svag sjæl, som ikke kunne eller turde stå for mosten, og derfor var parat til at tage det dårligt betalte arbejde. Ak ja, der er ikke meget nyt under solen.

Sådanne usolidariske folk blev kaldt ’skruebrækkere’ og blev betragtet som det værste udskud. Her kan det måske være en god idé at erindre sig Bo Widerbergs film ’Oprøret i Ådalen’.

Selv om det i en vis udstrækning lykkedes for fagforeningerne at lave overenskomster med arbejdsgivere, var forholdene utålelige. Arbejdsmarkedet var ureguleret, for der var ingen anerkendt retstilstand for aftaler mellem en arbejdsgiver og et kollektiv af arbejdere. Der kunne udbryde konflikt hver dag, til stor skade for den enkelte arbejder, for arbejdsgiveren og for samfundet som helhed.

Måske kan nogen huske situationen på det engelske arbejdsmarked for ikke så mange år siden: Evig og altid arbejdskamp, som førte til en situation med økonomisk deroute, faldende velstand og velfærd.

Det var ganske simpelt nødvendigt at få styr på tingene, og det kom der så efter en langvarig landsdækkende arbejdskamp, som i øvrigt havde megen sympati hos datidens bønder og venstrefolk. Man lykkedes i 1899 med en aftale, ’Septemberforliget’ (nu ’Hovedaftalen’), der førte til gensidig anerkendelse af lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer samt anerkendelse af deres ret til at indgå kollektive overenskomster.

Siden da har vi i Danmark nydt godt af det velregulerede arbejdsmarked, og det i en sådan grad, at faglige og politiske leder fra hele verden kommer rejsende til landet for at studere den såkaldte danske model.

Hvis man sammenligner forholdene på det danske arbejdsmarked med tilsvarende forhold i alle sammenlignelige lande, vil loddet altid falde ud til fordel for det, vi gør her i landet. Bare tag et enkelt forhold som pension.

Ingen andre nationer har ordninger, der bare tilnærmelsesvis kan måle sig med den ordning, vi ad forhandlingsvejen har skabt på det danske arbejdsmarked i løbet af de sidste 20 år.

Men hvad så, Ole! Meget tyder på, at mange generationer af unge aldrig har hørt om alt dette. Eller måske forstår de det ikke, eller måske bliver de politisk manipuleret igennem daglig vejledning eller mere korrekt: vildledning fra en presse, som tilsyneladende heller ikke har kendskab til tingenes egentlige sammenhæng, og som man ikke kan undlade at mistænke for at være ude i et ideologisk politisk ærinde.

Jamen, kan du måske spørge. Er alt dette ikke bare forældet gammelmandssnak?

Næ, det synes jeg ikke! Lad os nu tage den aktuelle debat. Lønmodtagerne i restaurationsbranchen har gennem deres faglige organisationer tilkæmpet sig et niveau for deres aftaler om løn- og arbejdsforhold, som de har fundet acceptabelt og godkendt gennem en urafstemning.

Det niveau ønsker de naturligvis ikke at få forringet.

De etablerer derfor en konflikt på en lovlig og meget demokratisk måde. Blokaden har jo kun til formål at opnå en aftale om, at virksomheden tilbyder branchens vilkår. Så længe det ikke er tilfældet, vil fællesskabet ikke arbejde for den arbejdsgiver. Det fører så til, at nogle fagforeningsfolk ikke vil fjerne virksomhedens affald, nogle vil ikke trykke virksomhedens annoncer og lignende.

Er det så forargeligt? Et politisk indgreb, der pålægger dem at udføre arbejde for virksomheden på dennes betingelser, er vel ekstremt ude af trit med den opfattelse af demokratiet, som de fleste borgere har.

Nu kommer der så en såkaldt gul fagforening. Det er, som du utvivlsomt ved, en kreds af lønmodtagere og arbejdsgivere, der har sat sig sammen og fundet ud af en fed fidus. De kan selv lave nogle aftaler.

Selv om meget af det værdifulde er kopieret fra LO-organisationernes aftaler, sørger de dog for, at arbejdsgiverne kan slippe lidt billigere end deres kollegaer i de etablerede arbejdsgiverforeninger. I disse aftaler kan man lettere jonglere med arbejdstiden ogafskedigelsesforhold, og det med overtidsbetaling kan vi også tage lidt lempeligere på.

Arbejdsgiveren ræsonnerer måske således, at når det bliver billigere, kan jeg tage ordre fra mine kollegaer og konkurrenter.

Jamen, kan du sige. Det kan lønmodtagerne da ikke være tjent med! Joh, hvis man ser meget snævert og egoistisk på det, kan de også se det som en fidus.’De gules’ overenskomster er som nævnt på mange områder afskrift af det, som LO-organisationerne har kæmpet og betalt for.

Hvis man ’nasser’ på disse resultater, kan man få rettigheder og goder uden at betale. Man kan slippe meget billigere i kontingentkroner, selv om man så heller ikke bidrager til at skabe fremtidens landvindinger. Det lyder jo ikke rigtigt moralsk og etisk korrekt, slet ikke i folkekirkelig sammenhæng, men hvad gør det. Den slags bagateller tager vi gerne med.

Men, Ole, hvad stiller vi op med de ’kloge’ hoveder blandt redaktører og politikere? Kan vi risikere, at hele dette verdensberømte danske arbejdsmarkedssystem bliver undergravet, hvis vi en dag får et borgerligt flertal i Folketinget? Kan man tænke sig, at de borgerlige får forbudt de gamle fagforbund at tage til gensvar, når deres tilkæmpede rettigheder bliver angrebet?

De burde dog have forståelse for, at danske virksomheder er tjent med de gældende forhold i ’den danske model’. Alternativet kan jo ellers let blive ’engelske’ tilstande fra før Thatcher.

Hvis dette sker, kommer næste generation af ’gule’ eller hvad farve, underbyderne nu måtte have. Måske kommer de fra et land i Østeuropa. De vil tilbyde det lidt billigere, og andre endnu lidt billigere, måske med særlige rettigheder (læs: forpligtelser) til at købe, leje, låne, foreningens/virksomhedens produkter, lejligheder, rejser eller andre forbrugsting. Måske endda med et stavnsbånds lignende forpligtelser.

Er det ikke ’den omvendte skrue’, vi her er ved at indføre?

Mon ikke der i dag er lige så meget brug for stærke fagforeninger, som der var i sidste halvdel af det 19. århundrede? Men deres opgaver er sikkert blevet væsentligt mere komplicerede og væsentligt sværere at forklare. Hertil kan så lægges, at den politiske modstand tilsyneladende er lige så fremherskende som i fagbevægelsens barndom.

Så, Ole, alt det går mit barnebarn, min søn og jeg og tumler med, og vi spørger os selv og dig, hvordan kan et oplyst folk dog dreje tingene den vej, som vi i øjeblikket er vidner til?

Er det dine kollegaer, der som skolelærere har svigtet, eller bliver den danske befolkning fortløbende udsat for en gigantisk manipulation? For jeg nægter at tro, at de almindelige danskere bare er dumme.

Med venlig hilsen.