Nu får vi snart næste indsprøjtning af den litterære, erotiske eliksir, som vi allerede nippede til i foråret med Kristina Stoltz’ ’Ét kød’ og genudgivelsen af Anaïs Nins skrifter.

Ikke bare udkommer det britiske bestsellerfænomen ’Fifty Shades of Grey’ på dansk; vi kan også vente os tre friske bøger af danske forfattere fra forlaget C&K.

I modsætning til ’Fifty Shades’-trilogien er C&K’s udgivelser af en sådan art – må man tro – at de simpelthen ikke tåler det virkelige dagslys. De er derfor udgivet under pseudonym.

Ifølge forlagschef Charlotte Jørgensen er det nemlig »vældig intimt at skrive om seksualitet – og måske især for kvinder. Det er overskridende, og man kommer ned i noget meget personligt«

Hun mener, det er »klart, at man er nødt til at have en frihed, når man sidder i skriveakten, og den får forfatterne ved, at de ikke skal ud i offentligheden og identificeres med de fantasier, man har skrevet om i romanen«.

LÆS MEREDansk forlag satser på erotisk litteraturbølge

Der er intet galt med pseudonymer, men jeg er overrasket over, at der sættes lighedstegn mellem den private forfatter og hendes tekster.

Og så er jeg grumme ærgerlig over, at den kvindelige forfatter opfattes som mere følsom end sin mandlige kollega. Det er et reduktivt synspunkt og noget decideret sludder.

Så lad mig her fortælle lidt om min seksualitet og de besværligheder og glæder, den har givet mig. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har savnet fortalere – også blandt kvinder – for en stærkere og frodigere og mere mangfoldig seksualitet end den, jeg møder i litteraturen i dag.

I mange år følte jeg, at mit begær var anderledes end andre kvinders, at det måske var større eller vildere. Jeg har også overvejet, om jeg måske var pervers. Det var ikke noget, jeg diskuterede med nogen. På en eller anden måde opstod der aldrig en situation, hvor jeg kunne fortælle om mine, ja, lad os bare kalde det ’præferencer’.

Jeg husker mig selv som ung kvinde i forskellige belastende situationer: Hvordan jeg støvede rundt i omegnen af en udendørs kioskautomat, der indeholdt pornoblade; hvordan jeg med mønten brændende i lommen ventede på det rette tidspunkt at gå forbi, skødesløst selvfølgelig, og ubemærket trække et frækt magasin. Frustrationen over, at det ikke lod sig gøre, og over – når det så endelig lykkedes – at indholdet simpelthen ikke var frækt nok.

Man skulle måske tro, at jeg har kunnet dele mine lyster med de mænd, jeg har kendt; jeg er vel en hver mands våde drøm? Men det har ikke rigtigt været tilfældet. Det sted inde i mig, hvor lysten boede og udfoldede sig, var skjult. Fordi det føltes fordækt.

Det er først her i min modne alder, at jeg er begyndt at forstå, at ikke bare er mit begær ikke synderligt perverteret, det er heller ikke stort anderledes end det begær, mange andre kvinder har. Og endnu vigtigere: Jeg har fundet ud af, at hvis jeg hengiver mig til det og deler ud af det i seksuelt regi, ja, så virker det ekstremt befordrende på andre kvinders og mænds lyst.

I foråret blev jeg spurgt, om jeg ville lave snakkeprogrammet ’Mikrofonholder’ på Radio24syv.

Jeg besluttede mig for at invitere litteraturlektor Lilian Munk Rösing ind på udstillingsstedet Gammel Strand til en samtale om begær, køn og kultur. Jeg valgte netop dét sted, fordi Jørgen Leths udstilling ’Mit navn er Jørgen Leth’ blev vist her.

Oprindelig ville jeg have snakket med Jørgen Leth om samme emne. Mest fordi han arbejder så eksplicit med sit eget begær. Men også fordi jeg tit har følt mig provokeret af hans i mine øjne stereotype fremstillinger af mandens og kvindens seksualitet. Heldigvis havde Leth ikke tid, hvilket åbnede muligheden for den anden konstellation.

Jeg er ikke kritisk over for, at Jørgen Leth udleverer sine ’præferencer’.

Jeg er helt med på, at når Leth som en gammel blotter siger, at han holder af at udleve rollen som den hvide overklassemand på Haiti, og at unge mørke kvinder er mere lidenskabelige end deres intellektuelle europæiske søstre, så lægger han samtidigt nogle strukturer i vores kønsopfattelse frem til analyse og diskussion. F.eks. forestillingen om mandens aktive og udadrettede lyst sat over for kvindens passivt modtagende.

Den haitiske kvindes seksualitet, siger Leth, er som en slags handelsvare. Leth betvivler ikke, at kvinden, han knepper med, er liderlig, men han mener, at hun med sin krop helt bevidst investerer i noget, som skal give afkast.

På mange måder ligner den kønsopfattelse, Jørgen Leth gør sig til talsmand for, den dominerende forestilling, jeg møder i vores kultur.

Selv om der selvfølgelig er mange nuancer, så har man også her en forestilling om, at kvindens seksualitet er nyttebaseret. Hun vil have tryghed, og hun giver sig hen til manden, så hun kan få en ramme om sit liv. Mandens seksualitet derimod bliver – igen lidt hårdt skåret – betragtet som mere legende og uøkonomisk; dens mål er lysten i sig selv. Det er helt konkret visualiseret i billedet af kvinden, som ligger på ryggen og lader sig indtage af manden, der omvendt støder sig ind i hendes krop og erobrer den.

Pornofilm er et medie, som meget ofte reproducerer stereotype forestillinger.

Og jeg har svært ved at købe illusionen om, at det er liderligt at se på, at manden knokler derudad for at tilfredsstille kvinden, der omvendt ligger på ryggen eller tager den stående på alle fire, mens hun gør, hvad hun kan for at overbevise ham og mig om sin store nydelse med støn, suk og liderlige kameravendte blikke. Jeg tror simpelthen hverken på ham eller hende. Og jeg efterlades knastør og kold

Det, der har tændt mig, når jeg har set porno, er derimod billeder af mandens lyst: Den tunge pik, den stive pik og klatten, der kommer – det kan jeg langt lettere identificere mig med. Måske fordi billedet af mandens aktive krop tydeligvis er indbegrebet af begæret.

Og en afart af min identifikation med den seksualiserede mand er da også en fascination af dét, der i pornoregi kaldes biseksuel – en kategori, der næsten altid involverer to mænd. Det, som jeg responderer allermest lystbetonet på – for at sige det helt nøgternt – er mænd, der knepper mænd. Det er helt vildt, når en mand penetrerer en anden mand; det eksploderer simpelthen i hovedet på mig. Der er noget ved den penetrerende energi, som jeg grundlæggende kender i mig selv.

Spørgsmålet er, om kvindens seksualitet er af en anden natur end mandens, og om jeg i virkeligheden skulle have været født med en pik? Eller om der bare er tale om en underrepræsentation af forskellige seksuelle positioner i vores ellers så eksplicit seksualiserede kultur?

For nu at vende tilbage til ’Mikrofonholder’, så fandt jeg i samtalen med Lilian Munk Rösing en artsfælle. Også for Rösing er der træk ved mandens lyst, der har tændt hende. Hun har nogle gange ligefrem defineret sig selv som bøsse. Hun er vild med mænd, siger hun og identificerer sig samtidig på et vist plan med det maskuline. Og hun mener, at man må være parat til at operere med et større spektrum af begreber inden for det seksuelle, end vi gør nu.

I den pornografiske kultur, forklarer Rösing, har det handlet om at fremstille kvindelig nydelse med billeder af kvinder, der nyder. Rent anatomisk er der et meget tydeligt tegn på mandens begær i erektionen. Og det har til alle tider interesseret kunstnere, filosoffer og tænkere – den store psykoanalytiker Sigmund Freud, ikke mindst – at finde ud af, hvad det egentlig er, der foregår inden i kvinden. Så når man i pornofilm viser spermklatten, the money shot, siger Rösing, så er det et forsøg på at synliggøre succesen og det, som ellers bare ville forsvinde ind i kvinden.

På en eller anden måde er det en mislykket fremstilling, siger hun.

Hverken manden eller kvinden kan være tilfreds med den. Og hun mener, at vores kultur i det hele taget har været meget dårlig til at forholde sig til de anatomiske vilkår, der giver en forskellighed. Forskellene er blevet gjort til modsætninger og magtforhold. Det kommer f.eks. til udtryk i, at man traditionelt siger, at manden er den aktive og kvinden den passive, sådan som det fremstilles pornografisk.

I mit eget kærlighedsforholds mytologi hedder det sig, at første gang, jeg mødte min mand, slog jeg ham ned med en kølle og slæbte ham hjem over skulderen. Men det var vel at mærke, først efter at jeg havde befølt hans overarme (som var muskuløse), hans røv (som var fast) og hans pik (som var svulmende).

Min mand har ikke været udsat for så målrettet en kvinde før. Han har efter eget udsagn altid været den, der nedlagde kvinder. Jeg har til gengæld oftest været den aktive part, i hvert fald i de indledende ’forhandlinger’. Men igen – betyder det så, at min seksualitet er maskulin?

Vi bliver alle sammen født ind i verden som passive væsner, siger Lilian Munk Rösing, hvad enten vi er mænd eller kvinder. Ikke desto mindre er dét at blive sat i en totalt passiv situation for mange af os en stor rædsel. Den passive position kan også besættes med erotisk eller masochistisk energi.

I virkeligheden, siger Rösing, kan seksualiteten være et legerum, hvor man kan skiftes til at være aktiv og passiv og finde nydelse i det. Hun synes, det er en ulykke, at så snart man føler noget, der er stort og aktivt – et voldsomt begær eller stor vrede måske – så bliver det straks forbundet med noget maskulint. Det er en kulturel måde at fordele egenskaber og etiketter på, siger Rösing, og hun mener, at begge køn fuldt og helt må kunne rumme de egenskaber.

Når jeg tænker på den seksualitet, jeg møder i f.eks. Jørgen Leths værk med den unge kvinde, der hengiver sig til en ældre mand, så forbinder jeg den med en form for urlyst, som er decideret aktiv.

Da jeg var barn, var der en lang periode, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tilfredsstille mig selv. Der gik flere år, fra jeg mærkede min voldsomme lyst, til jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne få den indfriet ved f.eks. at onanere. Det var ekstremt frustrerende, og jeg havnede i alle mulige umulige situationer med diverse instrumenter oppe i røven (fordi jeg stadig havde min mødom); jeg nævner i flæng: gulerødder, stearinlys, tandbørster (dog ikke hårsiden).

Jeg havde en boblende vulkan indeni.

Da jeg var 14 år og langt om længe havde lært at onanere, ville jeg død og pine også vide, hvad det ville sige at have sex med en mand. Så en aften efter en skolefest, hvor vi var taget hjem til en af mine venner, benyttede jeg chancen. Ude i entreen var en noget ældre fyr faldet om i sin brandert, og på en eller anden måde fik jeg knappet hans bukser op og gjort hans pik så hård, at jeg kunne sætte mig på den. Jeg var 14 år og fuldstændig stålsat.

Jeg tog min egen mødom.

Den drift, der styrede mig som 14-årig pige, taler man ikke om. Jeg tror, der er noget omkring den purunge (kvindelige) seksualitet, som vi på en eller anden måde har svært ved at håndtere i vores kultur. Hvis jeg skal drage en nutidig parallel, så kunne det være til dengang, socialdemokraten Jeppe Kofod ’kom til’ at have sex med en 15-årig DSU’er og blev lynchet for det. Heller ikke dengang talte man om pigens lyst til Kofod; hendes lyst var ude af billedet.

I det hele taget mangler vi sprog og billeder, der fremstiller kvinden som subjekt for eget begær, siger Lilian Munk Rösing og nævner Anaïs Nin som en af de forfattere, der faktisk formår at beskrive det kvindelige begær som noget aktivt, voldsomt og vulkansk. Nin har, siger Rösing, en masse metaforer, ikke bare for hvor smuk og pragtfuld en pik kan se ud, men også for vulva og skamlæberne.

LÆS ANMELDELSEVulvaens poesi rummer en lille kerne fyldt med salt og honning

Kvinden har mange erogene zoner, og der er nogle anatomiske forskelle, som det er vigtigt at få givet et sprog.

Jeg indledte med at berette om følelsen af at være anderledes og forkert. Sådan kan man jo gå hen og opleve sig selv, hvis der ikke er tekster eller billeder at spejle sig i.

Jeg tror – ligesom Rösing – at det er ubetinget vigtigt at få løsnet op for de antagelser, vi gør os, i forhold til kønnenes funktion og status. For naturligvis er kvinder både passivt aktive og besidderisk opofrende, sådan som også mænd er det.

Og for nu lige at vende tilbage til udgangspunktet og Jørgen Leths forkætrede samleje med kokkens datter (som han efter eget udsagn tog, når han havde lyst, fordi det var hans ret…), så er tilfældet Leth + ung haitisk kvinde i mine øjne et samleje af yderste kompleksitet. Her kan jeg nemlig frit veksle mellem subjektpostionerne og både identificere mig med herremanden, der fylder sin kvinde, og kvinden – og her vil jeg tilføje, at Jørgen Leth faktisk formår at fremstille den nydende kvinde – der i al sin liderlighed fortærer sin mand.

Siden jeg lavede radioprogrammet om køn og begær, har jeg fået adskillige henvendelser fra kvinder, som også tænder på homosex, og som derfor var glade for at høre deres lidenskab omtalt og undersøgt. Et par af kvinderne har anskaffet en strap-on for selv at kunne give sig hen til fryden ved at penetrere en mand.

For mit eget vedkommende har jeg fundet en vis fred med mit begær. Jeg brøler ikke længere »hold kæft og knep, mand«.

Jeg har i det hele taget lært at sætte pris de mange subjektpositioner, der er tilgængelige i det erotiske møde, både de aktive og de passive og alle dem, der ligger midt imellem.