Den danske regering ser ud til at mene, at restriktioner i danskernes personlige rettigheder er vejen frem i kampen mod terror herhjemme. ’Antiterrorpakken’ kalder de løsningen. Pakken gør det lettere for politiet at indhente retskendelse til at aflytte en mistænkt; det betyder, at de ikke behøver informere dig om, at du er blevet aflyttet, hvis de havde dig mistænkt for deltagelse i terrorhandlinger, eller sagt på en anden måde: Du får aldrig at vide, om du var mistænkt. Og dette er blot starten; viftende med terrorskrækken vil pakken blive udvidet og udvidet og vores rettigheder tilsvarende indskrænket. Det næste, der står for, er, at telefonselskaberne, som vi jo egentlig kunne forvente tog vores – deres kunders – parti, vil blive pålagt at gemme og udlevere materiale om vores færden og kommunikation. At indskrænke Danmarks befolknings personlige rettigheder på den måde er det samme som at træde menneskerettighederne under fode; ifølge verdenserklæringen om menneskerettighedernes artikel 12 må ingen »... være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance«. Denne fundamentale menneskeret bliver tilsidesat af antiterrorpakken, og den måde, regeringen legitimerer det på, er ved at påpege, at vi står over for en terrortrussel i Danmark, som skal stoppes i opløbet. Det skal bemærkes, at dér har vi stået i mange år nu. Øget overvågning og i det hele taget øgede ressourcer til kampen mod terror er et sats, som kan vise sig langt mere omkostningsfuldt end bare de penge, vi bruger på det. Som indignerede borgere i Danmark må vi se til, at vores skattekroner bruges til at underminere vores frihed og ikke mindst sikkerhed. Vrøvl; det er jo lige netop vores sikkerhed, man vil øge! Men det er snart sagt det værste; det er så åbenbart, at hele ’krigen mod terror’ er blevet gjort til en del af krigen mod de fremmede. Vi har deltaget i associationsspil med højtuddannede mennesker, der som ren refleks associerer ordet ’terrorist’ med ’muslim’, og det var ikke bare en i gruppen, men mange. Det er åbenbart, at vores etnocentriske tilgang til ’terrorbekæmpelsen’ parret med vores fremmedfjendtlige politik på stort set alle samfundets områder – ikke mindst udlændingepolitikken – uvilkårligt vil føre til, at etniske minoriteter i Danmark vil føle sig yderligere marginaliserede og retsløse. Og heri ligger terrortruslen; de samme mekanismer, der gør, at vores soldater i krigen ikke regner en irakers liv for noget og derfor kan slå ihjel, spiller sig ud lige foran vores øjne. Vi regner ikke ’dem’ med en anden etnisk baggrund end dansk for noget, og ’de’ har ikke noget at skulle komme efter. Når denne ’udskillelse’, som det er tilfældet i Danmark, alene sker på basis af hudfarve, er der faktisk tale om rendyrket racisme; et ord, der er så grimt, at vi i stedet for at forholde os til det har gjort det politisk ukorrekt at anvende! Men tilbage til mekanismen. Når vi således ikke giver mennesker mulighed for at få en identitet i vores land, selv om de ikke kan rejse andre steder hen, selv om de arbejder og bidrager, selv om de er syge eller gamle, selv om de lærer sproget, ja, selv om de er født her og har samme ret til at kalde sig ’danskere’ som alle os andre, så kan man ikke bibeholde eller finde en værdig identitet, og så bliver man bitter og vred. Da bliver ikkemennesket den gruppe, der fratager dig identiteten, og ikkemennesker kan slås ihjel! Vores bramfrie påstand er således, at vi betaler skat til et system, der stille og roligt skaber grundlag for terrorisme. I den forståelse vil vi så gå rundt og være bange for, at vores nærmeste bliver ramt af den terror, vi selv har skabt og finansieret! Dansk Folkeparti vil gerne gå skridtet længere og ønsker de sidste 3 af de i alt 49 antiterrorforslag implementeret i dansk lovgivning. De giver politiet mulighed for at skanne hele boligblokke, for mere videoovervågning og ikke mindst, at danske myndigheder kan nægte indrejse til personer, der har ytret sig ’demokratifjendtligt’. Særlig dette sidste punkt er i den grad hyklerisk set i forhold til partiets evindelige ævl om den ’absolutte’ ytringsfrihed under Muhammedkrisen. Nu er det sådan, at vi her i firmaet arbejder med demokrati og menneskerettigheder i rigtig mange lande. Da det begyndte for mere end et årti siden, kunne vi ryste på hovedet, når vi landede i lufthavne i Afrika, hvor der på skilte blev bekendtgjort, at det var strafbart at omtale præsidenten nedladende! Vi er på samme vej. Og det er ikke den rigtige vej. Det er yderligere paradoksalt, at en del af definitionen af ’demokrati’ i hele Europa udgøres af de basale menneskerettigheder; samme rettigheder, som Dansk Folkeparti desperat ønsker fjernet. Dermed ville ethvert medlem af Dansk Folkeparti blive afvist ved grænsen! Samtidig har Dansk Folkeparti opfordret undervisningsminister Bertel Haarder til at gøre, hvad han kan for at sikre danskheden i de danske skoler. Ministeren, tidligere ekstegrationsminister, der blandt andet er kendt (læs: berygtet) for at have indført 24-års reglen, skal ifølge Dansk Folkeparti forhindre, at en fundamentalistisk tankegang bliver fremdyrket i de unge menneskers sind. Som vi kender Bertel Haarder, og som han just har givet udtryk for, synes han, at det er en rigtig god idé. Ikke kun folkeskolerne, men også gymnasier, tekniske skoler og universiteter vil forventes at »gå imod eksempelvis ekstreme muslimske holdninger og ekstrem politisk aktivisme blandt eleverne« for at forebygge terror, som udtrykt af Dansk Folkeparti. »Ministeren bør erkende, at folkeskolen i langt højere grad skal stå fast på de grundlæggende principper i vores demokratiske samfund og indse nødvendigheden af et veltilrettelagt angreb på fundamentalistiske værdier og ideologier, især når det foregår i folkeskolens regi«. Men er det ikke netop grundlæggende principper for et demokratisk samfund at komme diskrimination til livs, skabe lige muligheder og give plads til mangfoldighed? Der er tale om basale menneskerettigheder. Paradoksalt vil forslaget altså betyde, at alle vores børn og unge skal undervises i basale menneskerettigheder og herunder også i en kritisk tilgang til de tiltag, Dansk Folkeparti af uransagelige årsager har fået regeringen med på. Starthjælpen og introduktionsydelsen, 24-års reglen, tilknytningskravet ved familiesammenføring, tvangsophold i kommuner, nedværdigende forhold for flygtninge, diskrimination på arbejdsmarkedet, manglende indsats over for racismebaseret kriminalitet og udbredelse af racistiske ytringer, selve overvågningen i ’krigen mod terror’ vil nødvendigvis skulle indgå i undervisningen; og ikke fra et politisk synspunkt, men i lyset af de for demokratiet grundlæggende principper; menneskerettighederne. Og det kan man jo ikke være uenig i! Nu må det desværre forventes, at undervisningsministeren, bakket op af Dansk Folkeparti, med forslaget i stedet ønsker at dæmonisere en bestemt befolkningsgruppe, muslimer. Det fremgår faktisk temmelig utvetydigt af forslaget fra Dansk Folkeparti, der dermed bringer sig selv på kanten af de grundlæggende principper, vi mener at hylde. Dansk Folkeparti er tidligere blevet kritiseret for at have en nedrig moral, når de bruger krig og terror til at tilfredsstille deres vælgerskare, som langt hen ad vejen sætter deres kryds ved Dansk Folkeparti på grund af deres (sorte) syn på udlændingepolitikken. Forslaget må desværre læses helt i denne ånd. Vi har i vores virksomhed en algerisk advokat, der har arbejdet som forsvarsadvokat for en del terrorister i Algeriet, før han selv måtte flygte. Det første, Ibrahim Taouti fortæller, er, at det var manglende identitetsfølelse og forfølgelse inden for samfundets rammer, der gjorde, at hans klienter blev terrorister. Det er således åbenbart, at åbne samfund, der værdsætter forskellighed og bidrager positivt til den enkeltes identitetsfølelse, vil give mindre anledning til terror. Sagt med andre ord: Har du lyst til at slå mig ihjel, hvis jeg behandler dig godt og ligeværdigt? Vi skal selvfølgelig ikke være blåøjede. Der vil altid og har altid været ’fanatikere’ inden for alle religioner og politiske bevægelser, der vil være i stand til at slå ihjel for en idé. Men det lag af mennesker, der støtter op omkring en sådan adfærd og endog lader sig indrullere, blot fordi de finder en identitet i oprøret, vil langsomt forsvinde; fanatikerne isoleres, afsløres lettere og bliver langt mindre farlige. Vi skal aktivt komme stereotyper og fordomme til livs. Det var interessant i sensommeren i Berlingske at læse nuværende integrationsminister Rikke Hvilshøj meddele, at nu måtte erhvervslivet komme fordommene om etniske minoriteter til livs. Vi troede ikke vores egne øjne. En politisk erkendelse af, at fordomme eksisterer i Danmark! Den første af sin art. Glimrende; men det kan jo undre, at regeringen ikke spørger sig selv, hvordan det kan være, at stereotyper og fordomme florerer i erhvervslivet. De etniske danskere, der arbejder dér, er jo blot et resultat af danske skoler, læreanstalter og ikke mindst medier og politisk klima. Eller med andre ord: Først ødelægger vi mennesker, og så beder vi erhvervslivet rette op på skaden! Vi foreslår i tillæg til det glimrende og nødvendige initiativ, at vi forebygger, således at erhvervslivet for kommende generationer ikke behøver ofre ressourcerne til at rette op, når det er gået galt. Opbygger vi et reelt inkluderende og anerkendende samfund, opbygger vi samtidig det stærkeste værn mod terror. Vi skal ikke selv blive fanatikere, der synes, det er i orden at krænke personer med en anden tro, overbevisning eller etnisk oprindelse; vi skal ikke selv blive terrorister. Vi kan blive en nation, der er stærk på de grundlæggende principper, menneskerettighederne. En nation, der værdsætter forskelligheden og anerkender, hvad hvert enkelt individ bidrager med af viden, kultur og perspektiv. Regeringens udlændingepolitik er blevet kritiseret i en grad, så det er pinligt. ECRI-rapporten og FN’s racismekomité er alene sidste skud på en gammel stamme af kritik. Vi er i færd med at etablere et ’os’ og ’dem’-samfund. Og ’de’ vil uvilkårligt reagere mod samfundet. Hvis vi nu vendte dette billede. Hvis det blev sådan, at dygtige folk fra hele verden ville hertil både som turister og som medarbejdere eller for at etablere virksomheder, ville det styrke vores land betydeligt. I Politiken 27. august kunne vi læse om ægteparret Lars og Marnie. Han var fra Danmark, hun fra New Zealand. Begge veluddannede, aktive, hun talte hurtigt flydende dansk, de havde to børn, begge født i Danmark, og alligevel havde de store problemer med at få en permanent opholdstilladelse til indvandreren Marnie. I vores fremmedfjendtlige system skaber vi konstant usikkerhed og utilfredshed for alle andre end etniske danskere. Ægteparret valgte at flytte til et af de mange lande, hvor udlændinge er mere velkomne end i Danmark, De Forenede Arabiske Emirater. »De får aldrig en bedre indvandrer end mig, og hvis det ikke er godt nok, så gider jeg ikke mere«. Danmark har stadig brain-drain: Der flytter flere veluddannede ud af Danmark end til Danmark. Og det endda i en tid, hvor erhvervslivet skriger på kvalificeret arbejdskraft. Samtidig hylder vi globaliseringen og ønsker at byde den velkommen. Den eneste måde, hvorpå dette angiveligt kan ske i dag, er ved at rejse ud og møde den. Danmark selv er ved at blive omdannet til et museum for national romantisme og studier i spirende apartheid. Vi skal ændre denne vej for at sikre vores børns fremtid, uanset hvilken farve eller herkomst de har. Peter Kemp opdelte, i sin Kronik ’Den lærerløse skole’ i Politiken 6. september, forskellen i et menneskes opfattelse omkring globaliseringen således: »For det tekniske menneske gælder det om at begå sig med viden, det vil sige kunne overgå andre i den globaliserede verden; for det kulturelle menneske gælder det derimod om at kunne indgå i et fællesskab med andre uden at nedgøre dem«. Han identificerede Bertel Haarder som værende et ’teknisk menneske’! Så hvordan bekæmper man egentlig terror? Gør befolkningen kompetent på grundlæggende rettigheder, værdsæt forskelligheden og, først og fremmest: Stop for diskrimination og identitetsberøvelse. Skab et samfund, hvor alle de kompetencer, vi hver især bærer rundt på, kan komme i spil; hvor sprog bliver interessante og ikke forbydes; hvor viden om andre samfund bliver et mål, hvor alle indgår. Hvor min nabo føler sympati for mig og jeg for ham, så ingen af os er bange for hinanden eller i værste fald ønsker at slå den anden ihjel. Giv plads. Det bliver ikke let! Årtiers, ja, århundreders forestillinger om ’andetheden’ skal der gøres op med; forestillinger, der gjorde, at Danmark kunne blive en af verdens førende slavehandelsnationer, at mange danskere accepterede (og accepterer) nazismens grusomme menneskeopfattelse, og at vi i dag er på menneskerets- og racismeorganisationers observationslister. Den etnisk danske majoritet må tage ansvaret for at skabe et samfund, der kommer alle disse programmerede forestillinger til livs, så vi med et åbent sind kan gå globaliseringen i møde. Og det kan ikke vente!