Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Da min familie blev ramt af en skilsmisse

Folk tror, de kan regne ud, hvordan det er at blive skilt. Det kan de bare ikke. Det er næsten som at dø.

5
Annonce

Jeg er ikke død– ej heller min eksmand, men vi lod os skille, og jeg vil vove at skrive, at sorgen formentlig følelsesmæssigt kan registreres på nogenlunde samme niveau som et dødsfald – en families dødsfald. Det både for vores børn og os selv.

Vi blev ramt af mere, end vi sikkert kunne læse os til. Desuden læste jeg heller ikke om det inden. Forhørte mig ikke rigtig om det. Ubevidst en fornuftig eller ufornuftig handling, som formentlig ikke ville have ændret noget ved beslutningen alligevel. Vi vidste ikke, at der var noget, vi ikke vidste!

Meget kan man forestille sig, men ikke følgerne af en skilsmisse. Det ved jeg nu. Min beretning er fra voksenhøjde – og når jeg tænke på det fra børnenes højde, så føler jeg sorg og smerte.

Den dag, vi sagde det til børnene, vil altid være prentet. Som en revne i hjertet, der sandsynligvis aldrig heles. Nok kommer der skorpe på, men den kan stadig, her godt et år efter, kradses af, så let som et blad kan falde af en gren på en efterårsdag i stille vind. De skreg begge to. De var henholdsvis syv og ni år gamle.

LÆS OGSÅEn skilsmisse skal tage den tid, den ta'r

Vi havde lige været på en uges rejse sammen og var kommet hjem dagen før. Den tur havde været planlagt længe. Vi valgte at gennemføre rejsen, selvom vi vidste, at når vi kom hjem, så var det slut.

Alting er jo en proces. Over lang tid. Måske mere end rimeligt er. Vi var begge udmattet efter flere år med tvivl og sårbarhed, og der var langt mellem intensiteten for to ungdomskærester med 22 år sammen, bag sig.

Så en film for nylig, hvor hovedpersonen tog afsked med sin kone, som lå i koma. Hun havde tidligere været ham utro.

»Goodbye my love, my joy, my pain«, sagde han. Det kunne ikke være mere præcist, og det selvom ingen af os lå for døden.

At skulle være sikker, når børnene introduceres til fars og mors i deres øjne fuldstændig håbløse beslutning, kræver mandsmod. Også for en kvinde. Jeg holdt sammen på mig selv. Måtte stå ved, fordi det var overvejet, vendt og drejet. Prøvede at indfange børnene, som var løbet i hver sin retning i huset – grædende.

Vi sad der alle fire ? krøllet op i et hjørne og holdt om hinanden, fordi det var så angstfyldt det hele

Pernille Ørnberg

Så kom snakken i forsøgt forståelig børnehøjde i den sofa, som var indbegrebet af fredagshygge med sodavand og chips. Vi sad der alle fire – krøllet op i et hjørne og holdt om hinanden, fordi det var så angstfyldt det hele.

Børnenes far og jeg var enige. Vi havde aftalt, hvad der skulle siges – havde lagt en både kortsigtet plan og en, nylig erkendt, alt for langsigtet plan. Vi ville skiftes til at bo i huset en uge ad gangen, indtil det blev solgt eller en af os fandt noget at bo i. Børnene skulle blive i huset hele tiden.

Den anden part boede i sommerhus eller på må og få den uge, som ikke var i huset. Vi skulle blive i byen begge to – også selv om der skulle indfinde sig nye partnere, børnene skulle blive på deres skole, vi skulle holde deres fødselsdage sammen og jul på skift med hinandens familie.

LÆS OGSÅPsykolog: Hjælp børnene gennem smerten

Vi skulle spise sammen en gang i ugen, og børnene skulle kunne tage over til mor eller far ved behov. Vi skulle have børnene en uge hver og hjælpe hinanden med ’pasning’, hvis den anden havde mødeaktivitet eller andet, som gjorde, at der var brug for hjælp. Hellere hinanden end barnepige.

Det var alt sammen med de bedste intentioner og med det største hjerte og kærlighed til det menneske, som kroppen engang havde givet sig hen til i håbet om evig forening. Vi var begge ydmyge over for det faktum, at nogle skilsmisser ender med en kinabog som eneste fælles forum for kommunikation om børnene.

Børn samler sig, for en stund. Det gjorde vores også. De ville gerne spille bold i haven og ikke snakke mere.

Det var en forårsdag i april, og vejret var faktisk til shorts. Jeg kan huske, at jeg lavede noget saft til børnene og en kaffe til os, og vi sad ved havebordet og sundede os. Min mave var en knude, og alting gjorde ondt. Der var ikke mange ord, og jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte. Ikke ud over, at jeg måtte stå fast.

Det var ligesom at have trukket et andet ’jeg’ ned over ansigtet. Børnene snakkede og gik lidt til og fra og fik et kram hver især, men da mørket faldt på og det var sengetid, kom ikke engle, men dæmoner. De græd igen. Skulle holdes om og i og af. Alting blev forstørret, og intet syntes reelt. Jeg var selv dødtræt.

Så fulgte en forvirret tid. Et rakkerliv på må og få. Kufferter og poser på bagsædet af bilen hver anden uge og påbegyndt ‘intervalrygning’ efter ti år med god ånde! Kunne hade mig selv for det, men det hjalp indimellem. At dulme.

Havde et hoved, som var sprængfyldt af skyldfølelse og refleksioner trods parterapi og egen terapi. Evaluerede igen og igen; kunne det være anderledes? Kunne vi finde sammen igen? Burde vi? Alt det, fordi børnene led mest.

Jeg selv kunne til trods også være glad midt i sorgen. Alt andet ville jo forhåbentlig have fået mig til at arbejde på et konformt ægteskab igen, men det var også den glæde, som gav skyld og efterlod et skizofrent følelseskaos.

En heftig tur i mit livs største og mest uforudsigelige rutsjebane, og jeg har aldrig brudt mig om det. Op/ned – fra den ene følelse til den anden, på timebasis, dagsbasis eller månedsbasis.

LÆS OGSÅEksperter: Børn får for lidt hjælp, når far og mor skal skilles

Der var mange snakke og spørgsmål, når børnene skulle sove. Specielt med den store. »Hvorfor, mor«, spurgte han, og jeg syntes, at mit svar klingede hult, når jeg i en kristelig forstand sagde, at vi ikke elskede hinanden mere.

Det kunne være svært at rumme deres sorg og hjælpe dem med at danne et nyt narrativ om den virkelighed, som vi havde givet dem uden varsel. Jeg kunne næsten blive gal. Så forstå det dog! Det var mit tab af ressourcer og ulykkelig mangel på forståelse.

De overvejelser og beslutninger, som ligger bag et brud, er ikke børnevenlige, så hvordan lanceres de, så de bliver mindst muligt sårende og stadig troværdige?

Jeg bilder mig ind, at det en dag vil kunne gives til dem i en form, som relaterer sig til følelsesmæssig, voksen fornuft.

Et år fulgte med flytning og oprydning og tårer heri. Deling af kasser med babylegesager og børnenes første par sko. Økonomisk tab ved hussalg. Større end forventet. Bilen måtte sælges med tab. Gammel, ny for lånte penge og opskrivning hos diverse boligforeninger, fordi endnu en flytning blev en realitet grundet dårlig økonomi.

Så var der statsamtet og enligt forsørgerbidrag. Børnebidragsydelse. Deling af børnepenge og bopælsadresser. Separationspapirer og siden skilsmissepapirer. Gensidigt skattefradrag. Låneomlægninger og bankskifte. Nye forsikringer og nye budgetter og en konstatering af, at det hele er lidt nemmere, når man er to.

Hver anden uge pakke store blå Ikea-poser til udveksling af børnenes ejendele og tårerne, når mandag morgen bød på afsked i skolegården.

Kan ikke huske, hvor mange gange jeg er gået hjem og har grædt af sorg over tab af den ?rigtige familie? og angsten for det, som lå forude

Pernille Ørnberg

Kan ikke huske, hvor mange gange jeg er gået hjem og har grædt af sorg over tab af den ’rigtige familie’ og angsten for det, som lå forude.

Hvordan vil det hele påvirke børnene på sigt? Vil der blive traumer? Vil de vide og forstå, at vi gjorde vores bedste? Vil de nogensinde tilgive?

Den uge, hvor børnene ikke indfandt sig på min matrikel, når de fik fri fra skole, blev og er til dels en uge med tomhed og en form for rastløshed. Min identitet som mor føles frarøvet.

Mine tanker går til børnene i korte eller længere øjeblikke, og et savn af kontakt, berøring og stemninger holder indtog og gør mig ked af det. I nuet og på sigt. Jeg må opsøge anerkendelse som mor, dele mine tanker og oplevelser om og med børnene med nogle, som kender dem godt og ved, at de er mit eneste ene, her hvor alt andet føles tabt.

LÆS OGSÅRegeringen vil indføre straksskilsmisser

Ikke at skulle dele børnenes små daglige eskapader med deres elskede far og beundre dem sammen er alt andet tænkeligt end det gode. Jeg ved, at vi begge savner det, men i den personlige kamp for opretholdelse i et nyt liv slækkes der på at elske sammen. Det var jo det, vi ikke ville.

Og med det kommer en nagende tvivl, som handler om det valg, vi traf. Den popper op som et muldvarpeskud, og jeg træder på den for at få den til at forsvinde.

Bedst som der gror græs hen over igen, popper et nyt skud op. Jeg er i tvivl om, hvorvidt tvivlen nogensinde forsvinder helt.

Jeg ligger under for: hvad nu, hvis vi havde gjort noget andet? Hvad nu hvis jeg havde gjort noget andet? Hvad nu hvis i går ikke var i dag og i dag ikke var i morgen?

Alt det, selvom bruddet var velovervejet, vendt og drejet.

Jeg forstår, at nogle finder sammen igen og vælger at nøjes på et personligt plan, for det er måske det, som det hele handler om – en skilsmisse er vel en meget egocentreret handling, som oftest kun tilgodeser et voksent behov, medmindre børnene får tæsk eller der er andre indlysende forfærdeligheder, som gør, at alt andet end skilsmisse er idioti?

Jeg giver op på det. Ved bare, at jeg ikke vil nøjes selv, og med det må jeg bære den smerte og sorg, som klæber sig til børnene til evighed, er det blevet mig fortalt siden.

En dag sagde den store: »Jeg kan ikke nævne én god ting ved, at far og dig er blevet skilt«.

Jeg mødte ham i det, for i ham var det rigtigt. Jeg havde ikke et forsvar.

Trak så til sidst et nummer i depressionskøen. Kunne næsten kysse psykiateren, da hun legaliserede en massiv tårestrøm, manglende opstemthed, koncentrationsbesvær og mistet selvtillid. Jeg troede, jeg var ved at blive skør.

En veninde sagde til mig, under en meditativ yogasession: »Det er o.k., det, der er med dig«. Ja, har jeg siden tænkt. Det er fandeme o.k.!

Det blev et mantra sammen med visualiseringen af at mærke solens varme stråler ramme mig, mens jeg holdt om mit hjerte. Sjældent har jeg følt mig selv så sårbar og blottet.

Man kan ty til meget, når jorden gynger, og trods det at jeg ikke umiddelbart er til sten og røgelsespinde, besøgte jeg en håndlæser i håbet om berettigelse til fremtidig eksistens.

Om det var pillerne fra psykiateren eller håndlæserens forudsigelser, vides ikke, men tro flytter bjerge og giver håb, og det fik jeg. Det til trods for en længere sygemelding på et halvt år.

Det, at halvdelen af deres liv som hjemmeboende børn ikke er mig berettiget, må konstant undertrykkes

Pernille Ørnberg

Begyndte at mærke lykkeglimt på den tid, hvor foråret holder sit indtog. Det var fantastisk. Fik jordforbindelse, samtidig med at jeg legede, at jeg var en helikopter, som så det hele ovenfra. Blev lettere religiøs og forsøgte at forstå mit liv som bestemt af skæbnen, fordi det gav mening for mig.

Godt et år er gået nu. Vi har gennemlevet og overlevet to fødselsdage, en jul og et nytår, ferie og helligdage, men det har kostet på samarbejdskontoen.

At forsøge at normalisere alle de begivenheder på en traditionel ’far, mor, børn’-form er at strække sig, så end ikke hovedet stikker oven vande. Det kan tydeligst mærkes bagefter, og det er den forsinkede reaktion, der gør, at det er så svært at bryde med de traditioner, som engang var store dele af rammen om hele familiens fundament.

Vi kunne simpelthen ikke vide det. Det er endnu for skrøbeligt for os at mødes afklaret mod en ny fælles, alternativ, familiefront, om end der er håb og lyst dertil.

Lige nu venter jeg på, at tiden går. Det gør jeg, fordi jeg stadig synes, det er forfærdeligt at skulle undvære børnene i en længere periode hen over en sommerferie, fordi sol og vind skal deles. Fordi de elsker os begge, og fordi vi ikke kan holde ferie sammen.

Jeg græder for mig selv, når de går ud ad døren, vel vidende at de er elsket de næste uger af et menneske, som har lige så stort behov som jeg for at følge dem i deres færden.

LÆS OGSÅMie får hjælp - andre skilsmissebørn bliver overset

Men det, at halvdelen af deres liv som hjemmeboende børn ikke er mig berettiget, må konstant undertrykkes.

Detaljerne og nuancerne i deres liv bliver for mig grovere, og jeg gør mig umage for at indfange det hele hver mandag i de ulige uger, når adgangen til dem er i min favør, i ugen der ligger forud.

Hvor går man hen, når man føler sig livsramt? Når man ikke selv har lyst til at deltage og tror, at nogle har taget ens liv?

Der var ikke en drejebog, og jeg var end ikke i stand til at lede efter en.

Havde endeløse samtaler med familie og nogle tætte relationer, som hver dag tog sig tid til at spørge, hvordan det gik i dag. Og de gør det endnu.

Jeg mærker kærligheden heri og til mig og mine børn, og som i dag stadig er noget unikt og bringer ydmyghed til livet, som det viser sig.

Jeg er evigt taknemmelig. Alt er foranderligt, og kroppens evne til restitution med ydre og indre hjælp er en gave af kaliber. Uden det – intet jeg.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce