Der er en passage i Olga Ravns spøgelsesroman ’Celestine’, som virkelig giver kuldegys. Den, hvor den kvindelige fortæller mindes hverdagen som skilsmissebarn: »Jeg var sjældent ren, havde lus og lange negle, der opstod aldrig, i denne konstante pendulering mellem far og mor, en rengøringens rytme, som fandtes der en forventning om, at renselsen blev klaret et andet sted. Størst af alle forfølgelser var lusene«.

Havde jeg fået lus som barn, var jeg død på stedet. Det var jeg også, hvis mine forældre var blevet skilt. Det ville have været sorg og skam og social deroute. Olga Ravns generation (f. 1986) overlevede, og for dem, der er børn i dag, er lus gudskelov ingen skam.