Himlen hvidner og vokser et sted. Det er en fugl, tror jeg. Jeg har ikke linser i. Himlen bliver mere og mere hvid. Hvem har brug for sår, når vi har fugle? Jeg ser tingene åbne sig en for en, meddele sig og forsvinde, jeg ser på det, der lytter; ikke på det, der taler. Min kæreste gik fra mig i weekenden. Jeg kan høre hende i værelset ved siden af. Jeg kan høre en taske blive åbnet og lukket. Hun er ikke flyttet endnu. Jeg kan huske nogle lyde, som i drømmen. Det var hendes ansigt. Hendes ansigt var en lyd, en bevægelse mellem bladene. Et tæt kompleks af toner. I bevægelserne anede jeg en struktur. Og i strukturen et udsagn. Noget, der blev hvisket til mig gennem skoven. Vi ved ikke, hvor vi er, før vi drømmer. Det er snart påske. Josva ser på de mange små bygkorn i barnets hånd. Kornene bliver nulret og falder til jorden et for et. De sidste bliver siddende i den fugtige hånd og må børstes af. Josva falder i tanker. Vi kender skrifttegnene, når vi ser dem. Barnet hører til præsterne og sidder på jorden klædt i lilla kjole, der svulmer op om ham som tyk olie. Josva hæver blikket mod horisonten. Der står en mand med et draget sværd. Josva går hen til ham og spørger: »Hører du til os eller til vores fjender?«. Manden ligner en, der koncentrerer sig om sit ansigt, da han svarer: »Nej, jeg er fører for Herrens hær. Nu er jeg kommet«. Josva kaster sig til jorden og siger: »Hvad har min herre at sige til sin tjener?« Manden siger: »Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er helligt«. Vinden er taget til udenfor. Lydene i rummet ved siden af er forstummet. Nu sner det. »O Gud, giv folk en storhedstid dag efter dag« siger Ahmadinejad og hæver hænderne. Jeg sidder og ser det på computeren. Før jeg mødte min kæreste, rejste jeg i Iran. Jeg vandrede ad nogle små klippestier langs Alborz-bjergkæden. På vej op ad klippen er der flere steder små og større klynger af træer. Forskellige løvtræer. Over flere strækninger minder bevoksningen mig om sjællandske skove, jeg gik i, da jeg var yngre. Det er, som om det iranske efterår er mage til det efterår, jeg kender; bare i en radikaliseret, en forstærket, stiliseret udgave. Det tænkte jeg på, da jeg gik på stien på vej op ad skråningen. Al bevoksning står i skarp gul, rød, grøn - og et antal overgange. Ret bogstaveligt tilbydes hver farve et antal muligheder for at søge sin modsætning. Men det hele er så grelt, så skarpt, så overtydeligt - som om der forklares noget med store bogstaver. Eller også er det netop en stilisering. En bevægelse gengives i sine essentielle træk, ses gennemspille sine modi. En strategi, jeg tidligere har tilskrevet en indsigt hos Mellemøstens kunstnere, er måske en indsigt, der er i naturen.
Det eneste notat, jeg har gjort i min notesbog på vej op ad skråningen - ud for træerne, tror jeg faktisk - er »Det hele betyder noget«. En klassisk mystisk indsigt, men jeg husker at have ment noget mere specifikt med det, da jeg skrev det. Jeg husker at have gået hensunket i en masse dybsindige overvejelser over 'repræsentation' og sådan noget; hvordan f.eks. denne her natur 'peger', 'forklarer', 'repræsenterer' noget; jeg kan ikke helt huske bevægelsen i mine tanker, men jeg udviklede en hel lille naturteori, som forekom mig indlysende rigtig, da jeg stod oppe på bjerget. Nu forekommer det hele mig noget uklart. Jeg går ned langs vandet ved Islands Brygge. Selv om det er marts måned, er luften tæt af skarpe snefnug. I et regelmæssigt, riflet, helt rundt hul i den hvide is står vandet og skvulper hurtigt frem og tilbage som et intenst, stakåndet, mørkt åndedræt. Træerne er mørke og skarpe. De er i stærk bevægelse nu. Vinden er hård. Vandets flade bliver hvidere og hvidere og hvidere, mens jeg går. Jeg træder ind i lejligheden igen. Min ekskæreste sidder og ser ind i sin computer. Et blad skyder pludselig op for læberne, som var munden en tanke, hvis flamme behøvede ly, eller som værgede hun skærmen eller mørket mod munden. Som forældre, der værger sig mod børnene med omsorg. Kan du mærke regnen? En tæt regn af slag og spark stod fra hendes krop til min, tæt som tankerne, tæt som morgenlyset, tæt som forsytiaerne ude i den våde jord. Mistillid til naturen. Hvad ville ikke skyde op, hvis man gav det lov? Det er en æressag for mig. Du gav mig lov til at elske dig, min lilje. Et sted at forsvinde, som et krat med solbær, som søvn. Hvad ville vores drømme være uden motiver? Søvn og død opløses i mælkede ting som marmor og sæd. Mens israelitterne lå i lejr i Gilgal, fejrede de påsken på Jerikosletten. Det var aften. Alle var samlet. Josva var selv henne og mærke på dejen. Rahab stod og æltede, man kunne se sveden på hendes pande og hendes arme, hun strøg en hårlok til side med underarmen, deres øjne mødtes, et sekund syntes han, at der var noget tvetydigt i hendes blik, et kort øjeblik var det, som om hun kiggede undersøgende på ham, så trådte hun smilende til side, gjorde plads til ham ved truget. Hånden sank langsomt ned i den våde dej, som mørket sank over lejren. Han stod lidt i sine egne tanker. Nød den milde kulde fra dejen og mørket. Han kunne huske følelsen af at sidde ved Nilen som barn. Rahab hjalp ham grinende med at få dejen af hånden igen. Det var svært at få dejen til at give slip på hånden, som det var svært at få mørket til at give slip på lejren. En nat i Iran sov jeg i en lille landsby oppe i bjergene. Jeg havde fået lov til at sove oppe på et tag. Kulden er et fænomen ligesom valuta, som suger alting til sig og oversætter alt til sit sprog. Når det er tilstrækkeligt koldt, træder alt frem i kuldens skikkelse. Jeg vågnede rystende af kulde for lidt siden; det er for koldt til at sove mere, og jeg har heller ikke lyst. Nu sidder jeg og bladrer i Attars store, mystiske middelalderdigt, som i min engelske oversættelse hedder 'The Conference of the Birds'.
