Annonce
Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Klimaet er et tabu, der må brydes

Der skal handles, hvis vi skal reducere CO2 udledningen med 40 procent.

47
Gem til liste

Den 11. maj 2013 fastslog forskere fra det amerikanske agentur Noaa, at koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren for første gang i menneskehedens historie har overskredet 400 ppm (parts per million).

Som Ritzau skrev, har kloden ikke oplevet så højt et niveau i tre til fem millioner år. Dengang var det adskillige grader varmere, og havniveauet var 20 til 40 meter højere end i dag.

Der går lang tid, før havet stiger til det niveau. Men prognosen for dette århundrede er alarmerende nok. Forskernes bedste bud er en stigning i det globale havniveau på mellem 0,8 og 1,5 meter i vores børns levetid. Læg dertil omfattende ørkenspredning i de tørreste dele af verden, voldsomme oversvømmelser i de vådeste områder og markant flere ekstreme skybrud, orkaner og tyfoner, som vi allerede har oplevet skræmmende mange af.

Den globale opvarmning er en realitet. Den koster menneskeliv og milliarder af kroner hvert eneste år. På sigt vil klimaforandringerne ødelægge eller forringe levevilkårene for milliarder af mennesker, og danskerne vil ikke gå fri. Derfor skal vi ændre kurs. Det er en opgave, som det er blevet vores generationers ansvar at løfte. For hvis vi ikke gør det, bliver det i praksis svært at nå. Så klar er videnskabens dom. Så åbenlys er opgaven.

Desværre er klimaet blevet et tabu i dansk politik. Siden den store klimakonference i Bella Center i 2009 har det ikke været på mode at tale for højt og offensivt om klimaet. Det gælder medierne, hvor de borgerlige aviser kappes om på lederplads at fortælle, hvor idiotisk regeringens grønne linje er, mens den redaktionelle dækning i de større dagblade henviser temaet til tospaltere på de bageste sider.

Den globale opvarmning er en realitet

Martin Lidegaard

Det gælder miljøvismændene, der principielt anerkender problemet, men henholder sig til simple analyser af, hvor dyr en hypotetisk enegang for dansk klimapolitik kan gå hen og blive – i stedet for at levere konkrete faglige bidrag til hverdagens svære prioritering.

Det gælder de politiske kommentatorer, der stort set ikke nævner temaet, men i stedet bruger deres kilometer af spalteplads på at dykke længere ned i dyndet af meningsmålinger, personsager og analyser af partiernes interne liv.

Og det gælder desværre – og især – det politiske univers, hvor de borgerlige partier har meldt sig fuldstændig ud af klimapolitikken og statisk messer modstand mod ethvert progressivt tiltag på området. Venstre har således på forhånd meldt sin principielle modstand mod at følge videnskabens anbefalinger og nå 40 procent CO2-reduktion i 2020.

Partiet henviser til, at det bliver alt for dyrt for erhvervslivet, og man må forstå, at clairvoyante kræfter har overtaget ledelsen af det store oppositionsparti, siden det kender konsekvenserne af regeringens klimaplan, før den overhovedet er fremlagt.

Lad mig endelig også gribe i egen barm. I mange måneder har jeg selv vurderet, at det var lettere at opnå politiske resultater på det grønne område ved at tale mindre om klima og mere om forsyningssikkerhed, grønne job og konkurrenceevne.

De er da også alle gode argumenter for den grønne omstilling, og vi har med det afsæt opnået store grønne resultater både herhjemme og i Europa. Men jeg er ikke stolt over at have bidraget til den påfaldende larmende tavshed om selve klimaproblemet.

Den påfaldende mangel på vilje til at formidle klimaproblemets omfang og løsninger er rent ud sagt forstemmende.

Der er måske tale om den største politiske udfordring, som min generation af politikere står over for. Hvis ikke vi løser den, har vi videnskabens ord for, at den enten bliver umulig eller ekstremt dyr at løse. Vi overfører en regning til vores børn og børnebørn, der er betydelig større end den økonomiske uansvarlighed, vi oplevede under VK-regeringen, og som vi heldigvis nu er ved at få ryddet op i.

LÆS OGSÅKlimaministeren: Regeringen står fast på grønne mål

Og dog opfattes temaet stadig som perifert og nærmest religiøst betinget, selv om videnskaben sjældent har været så entydig og klar i sine meldinger. Det er der naturligvis mange forklaringer på. Men grundlæggende tror jeg, at en stor del af modstanden bunder i forestillingen om, at en seriøs indsats for klimaet er i modstrid med vores velfærd og økonomiske udvikling.

Denne forestilling har udviklet sig gennem mange årtiers miljøpolitiske diskussioner. Den har fundet næring hos klimaforkæmpere, der har brugt klimasagen til at sætte spørgsmålstegn ved hele vores økonomiske grundmodel. Og den er holdt i live af politikere og interesseorganisationer, der mener, at grønne initiativer er for dyre.

Den oplevede modsætning mellem hensynet til økonomisk velfærd og hensynet til klimaet har også sat sig igennem i den enkelte borgers liv.

At løse klimaproblemet er en for udsætning for vores fortsatte velfærd

Martin Lidegaard

På den ene side står det os krystalklart, at vores nuværende form for produktion og forbrug er uholdbar i en situation, hvor antallet af middelklasseborgere, der har fået deres første bolig, bil og bøf, er vokset med en milliard de sidste tre årtier og vil vokse med tre milliarder de næste tre.

På den anden side har vi svært ved at se nytten i hver især alene at ændre på sagerne. Hvad nytter det, at jeg tager cyklen på arbejde, når alle andre tager bilen? Hvad hjælper det, at jeg spiser en bøf mindre, når der hver dag bliver tusinde flere mennesker, der spiser deres første?

Denne skizofreni tror jeg, at mange borgere oplever, og den er faktisk ikke væsentlig anderledes end den skizofreni, man kan opleve som politiker eller som virksomhedsejer. Man ved, at man kan og bør gøre noget, men giver det mening, før alle – i princippet hele kloden – er enige om at rykke på én gang?

Hvis disse barrierer skal overvindes, hvis tabuet endegyldigt skal brydes, kræver det efter min overbevisning en helt ny tilgang til klimapolitikken. Der er brug for, hvad man kunne kalde en ny klimadoktrin.

Første trin i doktrinen er i al enkelhed at se dyret i øjnene. Vi har et klimaproblem, og der skal handles nu, hvis det skal løses. Tabuet må brydes.

Andet trin i doktrinen er lige så enkelt: Start med at løse problemet, hvor du kan. I den ideelle verden kunne vi gå efter en global klimaaftale, hvor der f.eks blev indført en global CO2-afgift, og alle lande påtog sig deres forholdsmæssige CO2-reduktion baseret på de videnskabelige anbefalinger. I den ideelle verden kunne man også forestille sig – som mange grønne aktører har foreslået – at FN eller bare den danske regering satte sig ned med sine bedste økonomer og opfandt en ny form for grøn vækst, som efterfølgende kunne implementeres i den virkelige verden.

Men den ideelle verden eksisterer ikke. Samfundsforandringer af denne kaliber og i denne hastighed lader sig ikke gennemføre gennem politisk centralplanlægning.

LÆS OGSÅEL: Regeringens grønne planer samler støv

De sker gennem en rykvis udvikling, der drives i en kombination af offentlig regulering, private investeringer i teknologi og innovation samt borgernes og forbrugernes daglige valg og præferencer. Derfor kan vi ikke vente på den store forkromede omstilling hverken på globalt eller nationalt niveau.

I stedet må vi hver især handle, hvor vi kan. Det gælder både i vores professionelle liv og i vores personlige forbrug. Det gælder som borgere og som land. Hvert et ryk nytter, fordi de mange ryk tilsammen ændrer både markedet og den politiske tænkning.

Vi kan ikke hver især ændre verden alene, men verden lader sig heller ikke ændre uden os. Selvfølgelig har vi politikere et særligt og et større ansvar, fordi vi kan gøre det lettere for både borgere, forbrugere og virksomheder at træffe de rigtige valg, og det samme gælder ledere i den private og civile sektor.

Vi kan ikke hver især ændre verden alene, men verden lader sig heller ikke ændre uden os

Martin Lidegaard

Men alle kan gøre en forskel, og i Danmark kan vi sammen gøre en rigtig stor forskel. I forvejen hviler verdens øjne positivt på den danske grønne energipolitik, der aftvinger respekt og i disse år kopieres i mange lande, netop fordi vi har bevist, at grøn energi og sund økonomi kan forenes og oven i købet skaber danske arbejdspladser. Det vil en offensiv klimapolitik også kunne gøre.

Det tredje og måske vigtigste trin i den nye klimadoktrin hedder: Skab ejerskab til den grønne omstilling. Ejerskab hos borgere og ejerskab hos virksomheder.

I fyrre år har miljøbevægelsen gjort opmærksom på de massive problemer, vi står over for, og den har forsøgt at ændre på verdens økonomiske politik ved helt korrekt at påpege, at det var nødvendigt at ændre den. Men uden held.

Nødvendighedens lov og diverse dommedagsscenarier har ikke virket eller ikke været nok. Det tror jeg netop skyldes, at langt de fleste borgere og politikere har følt, at de skulle vælge mellem velfærd og økonomisk udvikling på den ene side og klima og miljø på den anden. I sidste ende har de – vi – valgt velfærd og vækst.

I den nye klimadoktrin må vi derfor levere løsninger, der kan overbevise befolkningen og virksomhederne om, at det er i alles interesse at gennemføre disse forandringer, og at en bæredygtig udvikling ikke er i modsætning til vores velfærd. Tværtimod. At løse klimaproblemet er en forudsætning for vores fortsatte velfærd, og vi kan levere løsninger, der gør det muligt for os at leve det samme eller et bedre liv end i dag.

Jamen, jamen, vil mange grønne frontkæmpere sikkert indvende, det kan jo slet ikke lade sig gøre at fortsætte vores nuværende forbrug og vækst inden for klodens begrænsede ressourcer. Det er både rigtigt og forkert.

Det er uden tvivl rigtigt, at vi umuligt kan fortsætte den samme form for økonomisk vækst de næste halvtreds år, som vi har haft de sidste halvtreds år, hvis vi ønsker at løse klimaproblemet. Vi skal blive meget mere ressourceeffektive, udlede betydelig mindre CO2 og skubbe vores nye forbrug i retning af områder, der belaster natur og mennesker mindre.

Men det er lige så rigtigt, at vi heller ikke kan løse klimaproblemet, hvis ikke vi får en kraftig vækst i de investeringer, der skal give os nye og mere bæredygtige produkter inden for alle sektorer – fra mad over tøj til kultur, fødevarer og vindmøller. Vi kan slet ikke undvære den innovation og teknologiudvikling, som en klog grøn vækst kan give.

LÆS OGSÅNy klimalov skal optimere Danmarks grønne politik

Derfor er der kun ét svar på det yderst relevante spørgsmål, om det virkelig kan lykkes at opretholde vores gode liv og samtidig få bugt med klimatruslen: Det skal lykkes.

Der er intet alternativ, alene fordi der er så mange mennesker på kloden, der lever i fattigdom og har krav på et bedre liv. Derfor må vi forene de bedste kræfter i markedet, i civilsamfundet og på det politiske niveau og skabe både de nødvendige investeringer i nye teknologiske løsninger, de adfærdsændringer og den nye regulering, der sammen kan få det til at lykkes.

Om få dage får jeg fornøjelsen af at præsentere regeringens nye klimaplan, og jeg kan allerede nu røbe, at den vil ligge tæt op ad den her beskrevne klimadoktrin.

Jeg tror, begejstring skaber mere forandring end dommedagsprofetier

Martin Lidegaard

Vores klimaplan har det ambitionsniveau, som videnskaben foreskriver: 40 procent CO2-reduktion i 2020 i forhold til 1990. Vores klimaplan vil lægge op til dansk handling, hvor vi kan handle: både som nation med eksemplets magt og gennem en aktiv europæisk klimapolitik, der igen kan bringe EU i front internationalt.

Og vores klimaplan vil ligge inden for regeringens ansvarlige økonomiske politik og skabe ejerskab til klimapolitikken ved at invitere både erhvervslivet og civilsamfundet til løbende at tilrettelægge de nødvendige indsatser sammen med os.

Vi har for første gang nogensinde bedt vores embedsmænd gennemregne firs forskellige virkemidler til at reducere drivhusgasserne, så vi ved, hvilke redskaber vi har i værktøjskassen, og hvad de koster at anvende.

Det vil vi bruge til at invitere alle ind i det politiske maskinrum og få ejerskab til processen i stedet for at lave en fiks og færdig central plan, der trækkes ned over hovedet på resten af samfundet. Kun på den måde tror vi, at vi kan skabe det ejerskab og den begejstring, som skal til, hvis forandringerne skal ske så hurtigt, som vi ønsker dem.

Nogle vil måske ærgre sig over, at regeringen ikke på forhånd har givet alle svar og lagt alle indsatser fast. Mit svar er, at det er et bevidst valg.

Jeg er historiker af uddannelse, og danmarkshistorien taler sit eget klare sprog. Positive og fundamentale forandringer af det danske samfund er ikke sket, når politikere, erhvervsliv og borgere har skændtes med hinanden.

Grundlæggende forandringer – andelsbevægelsen, velfærdsstatens dannelse og kvindefrigørelsen som eksempler – er tværtimod sket, når politikere, erhvervsliv og civilsamfundet sammen besluttede sig for en udvikling. Så har forandringen til gengæld slået så hurtigt og effektivt igennem, som det kun kan lade sig gøre i et lille samfund. Og det er måske i bund og grund forklaringen på, at Danmark i dag er et af de mest attraktive samfund i verden at leve i.

LÆS OGSÅLiberalt klimasyn er en faktafjendtlig religion

Når regeringen præsenterer sin klimaplan i næste uge, vil det blive et frontalt opgør med det klimatabu, der har præget den politiske debat i de seneste år. Og det vil samtidig være en opfordring til fælles handling, så både erhvervslivet, borgerne og det politiske system kan være med.

Jeg tror, begejstring skaber mere forandring end dommedagsprofetier. Jeg tror, at håb er en større politisk drivkraft end frygt. Og netop derfor tror jeg, at en ny dansk klimapolitik kan gøre en reel forskel både for os selv og for resten af verden.

PolitikenPlus
  • Postkasse Ny model postkasse, som er fremstillet i galvaniseret lakeret stål, og som kommer i et væld af smukke farver. Postkassen er monteret med 6 skift Rukolås.

    Pluspris 1.231 kr. Alm. pris 1.449 kr. Køb
  • Havebog Foråret 2014 udkommer ?Design din have med højbede?, af Nina Ewald. Det er den første bog på det danske marked om dette emne. ?Jeg er vild med højbede, og min egen have rummer adskillige af slagsen?.

    Pluspris 245 kr. Alm. pris 289 kr. Køb
  • Tillidskassen Kassen består af blandede spanske og sydafrikanske kvalitetsvine med både luksusvine, en række gode vine i mellemprisklassen samt dagligvine. Der er min. 9 rødevine og max. to ens vine i kassen.

    Pluspris 1.000 kr. Alm. pris 1.480 kr. Køb
  • Forårsjakke til ham Halifax er en jakke med karakter, tydeligt inspireret af moden i de Skandinaviske hovedstæder med de populære lodrette kviltede syninger,

    Pluspris 679 kr. Alm. pris 799 kr. Køb
  • Tørklæde Romantisk og eventyrligt tørklæde med forårets smukke lyse og sarte farver.

    Pluspris 369 kr. Alm. pris 449 kr. Køb