Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Giv sundheden en ordentlig indsprøjtning

Den nye sundhedskampagne halter fra begyndelsen. Der skal nye og mere gennemgribende ændringer til for at skabe mere lighed i sundheden.

8
Annonce

Sundhedsminister Astrid Krag har skudt sin nye kampagne ’Lighedsambassadør – et sundere liv for alle’ i gang.

Personer, kendte og med markante profiler såvel som mindre kendte professionelle, der vil gøre en indsats for at nedbringe uligheden i sundhed, melder sig under fanerne.

Som lighedsambassadør skal man blandt andet »omsætte viden og erfaring om barrierer og løsninger om ulighed i sundhed til handling og brede den ud til andre«.

Tanken med lighedsambassadørerne er, at vi er nødt til at lave politik på en grundlæggende ny måde, hvis vi skal uligheden i sundhed til livs. Og det er der god grund til. F.eks. er middellevetiden 7 år lavere for mænd, når bopælen er på Nørrebro i København sammenlignet med en bopæl i Søllerød nord for København.

Og har man haft flere arbejdsløshedsperioder i sit liv eller oplevet at have haft lille indflydelse på sit eget arbejde, er sundheden også dårligere end hos den, der har haft et fast arbejde med status og megen indflydelse.

Vi kan tydeligt se – hvis vi vil – at jo mere socialt sårbar en situation man er i, jo dårligere sundhed risikerer man at få. Men det, vi ikke kan se så tydeligt, er:

Hvorfor den sociale ulighed i Danmark vokser mere end i resten af Skandinavien? Og hvilken rolle vores sundhedsinstitutioner og professionelle spiller heri og kunne spille?

Vi foreslår, at ministeren, regeringen og Sundhedsstyrelsen vender blikket mod arbejdspladser, boligforhold, fødevareproduktion m.m. – og ikke mindst mod sundhedsvæsenet og sundhedspolitikken.

LÆS OGSÅUligheden i sundheden vokser og vokser

Enkeltpersoner kan ikke alene løfte folkesundheden, ej heller velmenende ambassadører eller de professionelle, der arbejder med spørgsmålet i hverdagen.

Samfundet må solidarisk tage ansvar for at påvirke de sammenhænge mellem ulige sociale livsomstændigheder og ulige sundhed, der har været kendt siden 1930’erne, men er gledet i baggrunden siden 1980’erne.

F.eks. ved vi, at der er sammenhæng mellem at droppe ud af en ungdomsuddannelse eller blive arbejdsløs som helt ny på arbejdsmarkedet og ensomhed, overvægt og psykisk sygdom.

At der er sammenhæng mellem migration, arbejdsløshed, dårlig økonomi, manglende social anerkendelse og kroniske smerter hos midaldrende kvinder med anden etnisk baggrund.

Der skabes på denne måde massiv social skam og negative selvbilleder som følge af sundhedskampagner, der forstærker eller fastholder menneskers sociale og sundhedsmæssige position som mindre privilegerede

Betina Dybbroe og Dorte Steenberg

Vi er derfor enige med ministeren i, at der er brug for grundlæggende nytænkning, som bryder med 1990’ernes og 00’ernes sundhedspolitik, hvis vi skal uligheden i sundhed til livs.

Ulighed i sundhed er både et simpelt og et komplekst problem. Det simple består i, at man kan tegne en forudsigelig kurve, der viser sammenhæng mellem den placering, mennesker har på den sociale rangstige i samfundet, og deres helbred. Det komplekse er, hvordan det hænger sammen.

Om ’dårlig opvækst’ nødvendigvis fører til dårligt helbred? Om mennesker kan øve indflydelse på deres sundhed på trods af deres sociale omstændigheder? Hvilket råderum er der for den enkelte, og hvordan spiller strukturer i samfundet, politiske rammer og tænkning, sociale skel imellem mennesker en rolle for individets sundhed?

Ser vi f.eks. på, hvad vi ved om mennesker med alvorlige psykiske sygdomme, så er det tydeligt, at diagnoser eller individuelle patienthistorier ikke kan forklare de psykisk syges sundhedsmæssigt ulige situation.

Mennesker med alvorlige psykiske sygdomme lever i gennemsnit ti år kortere end andre mennesker. De dør af hjerte-kar-lidelser, kræft, blodpropper m.m. – og ikke af deres psykiske lidelse.

Psykisk syges muligheder for at forebygge sygdom og komme sig efter sygdom vanskeliggøres i høj grad af de sociale omstændigheder, der kan knytte sig til psykisk sygdom.

Mange har dårlige netværk, og reduceret arbejdsevne og dårlig økonomi bliver ofte en konsekvens. Yderligere begrænses mulighederne for at tage hånd om eget liv af ensomhed, isolation og stigmatisering.

Psykisk syge lever med ulige muligheder for at komme sig og komme tilbage i de menneskelige fællesskaber.

LÆS OGSÅRegeringen: Færre smøger og mindre alkohol skal sikre lighed

Alt dette ligger ud over, hvad den enkelte har muligheder for alene at forandre, og blotlægger, at alle menneskers sundhed også er socialt afhængig af andre mennesker, og af hvilken social adgang de har til et bedre liv.

I stedet for at løfte pegefingeren og hæfte os ved manglerne i ’de usundes, de andres’ livsførelse og adfærd må vi være undersøgende over for, hvad menneskers livserfaringer med dårligere sociale muligheder eller med et meget krævende og belastende liv i sig selv kan betyde for sundheden?

Folkesundhedsundersøgelsen af de socialt udsattes sundhed (2009) omfattede mennesker, der det meste af deres liv havde levet under fattige forhold, økonomisk, socialt som omsorgsmæssigt.

I undersøgelsen blev de socialt udsattes egen opfattelse af helbred og sundhed også undersøgt, og Rådet for Socialt Udsatte fremhævede meget tankevækkende og skræmmende, at et dårligt helbred blev oplevet som et grundvilkår ved livet for de fleste i undersøgelsen.

Hver ny oplevelse f.eks. med helbredet blev af de socialt udsatte fortolket ud fra tidligere nederlag, og de helbredsmæssige og sociale problemer blev overvejende oplevet som selvforskyldte og forbundet med egne svage ressourcer.

Denne måde at tænke på: at det er vores eget ansvar og dermed også vores egen skyld, hvis vi ikke kan opnå et sundere liv eller leve op til sundhedsidealer, fik en kritisk kommentar gennem Rådet for Socialt Udsatte, som kunne påpege den negative spiral, som mennesker kan fanges i.

Når eksperter og sundhedsoplysning peger på alt det, vi alle skal gøre for vores sundhed for at være ’rigtige’ og ikke ligge samfundet til last, bliver det for nogle mennesker til sejre, illustreret igennem Endomondo-konkurrencer om de bedste løbetider, det største vægttab m.m.

For andre skaber det skyldfølelse over ikke at kunne deltage i sundhedskapløbet.

Fra 2003 har Kost, Rygning, Alkohol og Motion (Kram-faktorerne) været omdrejningspunkt for Sundhedsstyrelsen, Forebyggelsesrådet og kommunernes sundhedsfremme og forebyggelse, og der er blevet talt meget lidt om sociale, miljømæssige, økonomiske, uddannelsesmæssige, psykosociale m.m. udfordringer for at kunne løfte folkesundheden.

Vægten har været lagt temmelig ensidigt på den enkeltes ansvar for at leve op til og følge myndighedernes råd.

Vi vil derfor kritisere Kram som en tilgang til større lighed i folkesundheden, der er samfundsmæssigt usolidarisk, diskriminerende og bortleder opmærksomheden fra strukturel indsats.

LÆS OGSÅFakta: Sådan vil regeringen forbedre sundheden

For det første indebærer tilgangen, at enkeltindividet formanes og kontrolleres: Hold op med at ryge, motioner, drik ikke alkohol, spis mindre og ud fra ekspertanvisninger!

Man inddrager ikke samfunds- og magtforhold, levevilkår, trods erfarne samfundsforskeres (Tage Søndergaard Kristensen, Henning Jørgensen, Knud Jacobsen m.fl.) råd om at prioritere et bedre arbejdsliv og dét at have et arbejde højt i Danmark, også af sundhedsmæssige årsager.

Det forsvinder ud af den politiske debat til fordel for vækst, effektivisering og konkurrenceevne.

Når man betragter sundhedsfremme i forhold til mange af de aktuelle sundhedsproblemer, f.eks. fedme hos børn og unge, bliver indsatsen ofte rettet mod det enkelte overvægtige barn, som sendes på kursus eller tilbydes kostvejledning og tilmed stigmatiseres som anderledes og stakkels, viser en ny ph.d.-afhandling af Ditte Marie Fromm.

Samtidig vokser sodavanderne i størrelse og mængde, skatter og afgifter på fedt blev fjernet igen, butikkerne får lov til at bugne af usunde varer, fødevarer indeholder fortsat miljøgifte m.m.

Det, vi foretager os omkring sundhed, skal give mening ikke kun over for os selv, men også over for vores nærmeste, vores omgangskreds, hele vores sociale liv

Betina Dybbroe og Dorte Steenberg

For det andet genskaber og forstærker den individorienterede sundhedsforståelse sociale skel. Samfundsforskning i etniske minoriteter i Danmark viser, at når professionelle og myndigheder fokuserer på det, mennesker ikke kan og ikke gør, uden at se deres ressourcer og tage deres vilkår i betragtning, kan det føre til det modsatte resultat, nemlig en fiksering i en underskudssituation.

Der skabes på denne måde massiv social skam og negative selvbilleder som følge af sundhedskampagner, der forstærker eller fastholder menneskers sociale og sundhedsmæssige position som mindre privilegerede.

Endelig vil vi derfor rejse spørgsmålet om, hvad en sund livspolitik er i det senmoderne samfund? Risikohensyn og håndtering synes at være blevet så dominerende i sundhedsretorikken og praksis over for borgerne, at kritikken også må rette sig mod Kram som politik for borgernes liv og livsførelse i det hele taget.

Vi mener ikke, det er sundt, at mennesker skal leve for sundheden og for fremtiden. Sundheden skal hjælpe os med at leve i nuet og med lysten til en fremtid!

Vi har alle – uanset om vi lever i takt med tidens sundhedsidealer, eller vi ikke gør – strategier for, hvordan vi lever vores liv og finder identifikation, afhængigt af de vilkår og de livssammenhænge vi befinder os i.

Det, vi foretager os omkring sundhed, skal give mening ikke kun over for os selv, men også over for vores nærmeste, vores omgangskreds, hele vores sociale liv. Sundhedspolitik over for ulighed i sundhed må derfor se bag om, hvad der ligger i vores såkaldte livsstil, og hvad der betinger, hvordan vi lever vores hverdagsliv.

Vi vil nu rette vores blik på en af de væsentlige områder, hvor en strukturelt rettet politik for at bekæmpe ulighed i sundhed må sættes ind.

Sundhedsvæsenet, institutionerne og de professionelle er dem, der i praksis skal arbejde med ulighed i sundhed.

Det er vores opfattelse, at sundhedssystemet frem for at bekæmpe ulighed i sundhed i dag tværtimod ofte bidrager til, at den reproduceres uden, at det er intentionen.

LÆS OGSÅTre sundhedsformænd går til kamp mod social ulighed

De krav om effektivisering af alle systemer, som har præget de sidste 25 års styring af det offentlige under new public management, har betydet, at sociale og sundhedsmæssige opgaver er blevet skilt stadig mere ad.

Standardisering, som er stærkt fremherskende i form af f.eks. pakkeforløb og accelererede patientforløb, indebærer, at vilkårene for at rette sundhedsindsatsen ind, så den passer til vidt forskellige grupper af patienter og forskellige individer, er stærkt forringede.

Social statushierarkier lever ubemærket og selvfølgeligt, således at både personale og patienter er tilbøjelige til at glemme de sociale skel og forskelle i muligheder for at komme sig, for at tage vare på sig selv efter udskrivelse eller for at følge et rehabiliteringsprogram.

Mennesker med afvigende adfærd i forhold til institutionernes liv stigmatiseres hurtigt ud fra deres optræden på hospitalet, og patienternes livshistorie, erfaringer og sociale baggrund usynliggøres, når de træder ind i sundhedssystemet.

Nye og interessante erfaringer med at ansætte en anden form for professionelle i mere institutionsuafhængige roller, socialsygeplejersker, der har en særlig viden om og erfaring med at arbejde med sårbare mennesker, giver et stærkere fagligt fokus på ulighed.

De bringer en særlig etik med ind i deres professionelle virke, og fordi de kan arbejde selvstændigt og uafhængigt af lokale institutionelle kulturer, skaber det større advocacy for patienter.

Det har skabt brobygning mellem hospitalspersonale og marginaliserede patienter og forbedrer udskrivningsforløb for sårbare grupper.

Indretning af de kommunale sundhedstilbud i sundhedscentre eller sundhedscentraler efter f.eks. modellen i svenske vårdcentraler er et andet forslag.

Der er brug for en lovgivning og en politisk anderledes indstilling til at styrke samarbejde og koordination mellem de relevante aktører på sundhedsområdet, økonomisk og organisatorisk

Betina Dybbroe og Dorte Steenberg

Sundhedscentre i lokalmiljøer kan tilpasses de særlige sundhedsproblemer og behov, der eksisterer netop der, f.eks. omkring psykisk sygdom, borgernes etniske baggrund og lignende.

Ydermere kan sådanne sundhedscentre drives demokratisk ved at give borgerne direkte indflydelse på, hvilke tilbud der skal være, hvornår der skal være åbent, hvilke aktiviteter centret kan indeholde m.m.

Borgerindflydelse kan ydermere styrkes ved oprettelse af f.eks. lokale eller regionale sundhedsråd, der tager specifikke lokale sundhedsbehov op og er inspiratorer og medvirkende, når sundhedsindsatserne i området skal udvikles.

Empowerment-begrebets indførelse i sundhedsvæsenet – som er på dagsordenen aktuelt – kan være med til at åbne en kritisk diskussion om, hvordan mennesker med meget ulige adgang til og vilkår for sundhed kan mægtiggøres i forhold til egen sundhed.

Men diskussionen involverer sundhedspolitik. Der skal arbejdes med en bred palet af indsatser, der retter sig mod såvel individers kompetencer til at mestre eget liv, de vilkår og rammer, der omkranser hverdagslivet, herunder arbejdslivet og lovgivning, der har betydning for sundhed og livsvilkår.

Det ligger i forlængelse af dette, at vi for at behandle alle lige må tilrettelægge indsatserne forskelligt – at lige behandling forudsætter ulige indsatser.

LÆS OGSÅKlarlunds klumme: Ulighed rager os alle

Det betyder, at der i de overordnede målsætninger i sundhedsvæsenet – hvad enten disse drejer sig om sammenhængende patientforløb, effektivisering, specialisering, brugerinddragelse eller standardisering skal lægges vægt på at formindske og håndtere den sociale ulighed i sundhed.

Der er brug for en lovgivning og en politisk anderledes indstilling til at styrke samarbejde og koordination mellem de relevante aktører på sundhedsområdet, økonomisk og organisatorisk, og at man tager fat på indsatsområder på tværs af stat, kommuner og regioner.

Det kræver professionelle, der også bliver empowered til at kunne handle selvstændigt ud fra faglige og sociale hensyn, og som er uddannet til det!

Hvis vi skal den sociale ulighed i sundhed til livs, skal der gennemføres langt flere af sådanne systematiske indsatser, der retter sig mod ikke kun den enkelte borger og patient/pårørende, men også mod måden man indretter sundhedsinstitutioner på, de kvalitetssikrings- og andre styringsredskaber, der bruges, og ikke mindst viden og kompetencer hos de sundhedsprofessionelle selv.

Tankesæt eller mentalitet, holdninger og ideer skabes og understøttes af politik på den lange bane.

Det ved vi fra historien om velfærdsstaternes udvikling i Norden.

Sundhedsambassadørerne kan argumentere, men hvor er den politiske ramme, der skal give resonans og klangbund for den viden, de skal bringe i spil, og de budskaber, de skal komme med?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce