MANGE HAR følt sig tiltrukket af at beskrive den østrigske læge og psykoanalytiker Wilhelm Reichs dramatiske historie, ikke mindst fordi seksualiteten spiller en hovedrolle både i hans historie og i hans værk. Der er gennem årene løbende kommet især engelske og tyske udgivelser om Reich.
Nu har journalist Lea Korsgaard udgivet en meget velresearchet og grundig bog, ' Orgasmeland. Da den seksuelle revolution kom til Danmark', om Sexpolbevægelsen i 30' erne i Danmark. Korsgaard beskriver åbent og sympatisk sit eget motiv til at skrive bogen, nemlig det at ville have ret til ikke altid at have seksuel lyst. Korsgaard yder i sin bog et vigtigt bidrag til forståelsen af Sexpol-bevægelsen i Danmark, hun kommer med mange nye oplysninger, og hun har interviewet mange efterkommere af bevægelsens centrale personer. I beskrivelsen af denne bevægelse indgår en biografiom Reich, fordi Reich var Sexpol-bevægelsens hovedinspirator.
