Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Danske jøder skal ikke stå til ansvar for Israel

Den jødiske forening AKVHA dokumenterer, at det stigende had til jøder er mere end bare løse påstande.

38
Annonce

Situationen for danske jøder – en lille religiøs minoritet på mellem 1-2 promille af befolkningen – har længe været bekymrende.

Alarmklokkerne ringede sidste år, da den 210 år gamle danskjødiske skole i København en augustnat fik besøg af maskerede gerningsmænd. De klippede hul i sikkerhedshegnet, trængte ind på området og smadrede adskillige vinduer og malede graffiti på flere mure med ordene »Ingen fred i Gaza. Ingen fred til jer zionistsvin«.

Manges frygt blev så til virkelighed, da Omar Abdel Hamid el-Hussein angreb tre personer foran Københavns Synagoge for nylig.

Selv om vi endnu ikke ved nok om, hvad der har motiveret Omar el-Hussein til at begå sine ugerninger, så ved vi faktisk noget om det nuværende jødehad i Danmark, og det er afgørende, at vi lærer heraf, hvis vi vil undgå yderligere mord på danske jøder i fremtiden.

I 2013 registrerede AKVAH 44 antisemitiske hændelser, og da var Israel altså ikke i krig

AKVAH, som arbejder for Det Jødiske Samfund med at kortlægge antisemitisme i Danmark, har netop offentliggjort sin ’Rapport om antisemitiske hændelser i Danmark 2014’.

Rapporten giver et indblik i – men på ingen måde et udtømmende billede af – forekomsten af antisemitisme i Danmark i 2014, og i den fremgår det, at AKVAH har registreret 53 antisemitiske hændelser i 2014. Hovedparten af hændelserne har fundet sted i juli og august, hvor Israel var i krig med Gaza. Man skal dog ikke tro, at det betyder, at der uden for krigsperioderne mellem Israel og dets naboer ikke er jødehad i Danmark. I 2013 registrerede AKVAH 44 antisemitiske hændelser, og da var Israel altså ikke i krig.

Flere af disse registrerede hændelser i 2014 har omhandlet jødehadske trusler og tilsvininger rettet mod proisraelske danskjødiske debattører, hvilket på ingen måde er en formildende omstændighed.

Om noget er det endnu et faretruende tegn på, at friheden til at ytre politiske anskuelser i Danmark er under massivt pres.

En væsentlig andel af juli- og augusthændelserne har imidlertid også været rettet mod jøder, der ikke har ytret politiske anskuelser om israelsk politik. Eksempelvis måtte et ældre iranskjødisk ægtepar assisteres af personale ud til deres bil efter et besøg i Ikea, da en gruppe unge mænd stod truende og ventede på dem ude foran boligmagasinet – alene fordi de havde opdaget, at parret var jøder.

Et andet eksempel er, at en ung mand af jødisk oprindelse blev overfaldet af en mellemøstligt udseende person i en bus, fordi han synligt bar en halskæde med en davidsstjerne i.

Talrige personer har endvidere oplevet, at der er blevet råbt eller skrevet jødefjendsk hate speech til dem.

Tre unge amerikanske jøder, som var på besøg som turister i Danmark, oplevede for eksempel, at de på en natlig bytur blev mødt af heilen og tilsvininger af en ung mellemøstligt udseende kvinde, der havde set, at en af dem havde en kalot på hovedet.

Et tilsvarende eksempel er, at en mellemøstligt udseende mand på gaden i København råbte efter en jødisk familie: »Inshallah! We’re going to kill all of you one by one«.

LÆS OGSÅJødehad spiller ingen rolle i omskæringsdebatten

Dertil kan nævnes tilfælde med imamer, som opfordrede til drab på jøder, og på Facebook var der en person med et mellemøstligt navn, som oprettede en gruppe med navnet ’Død over jøderne’. Alle disse eksempler fandt sted samtidig med krigen i Mellemøsten sidste sommer, så flere af dem kan med rimelighed antages at være forårsaget heraf.

Derudover har der været flere hændelser, hvor gerningsmanden eksplicit har henvist til mellemøstkonflikten. Eksempelvis blev en rabbiner og hans børn, som var på vej til synagogen, overfuset af en etnisk dansk udseende person, der i sine vredesudbrud henviste direkte til Israel.

Et andet eksempel er, at Dansk Jødisk Museum fik skrevet følgende på deres facebookside af en person med et engelsklydende navn: »Må i alle brænde! Den behandling i fik er den behandling i giver det palæstinensiske folk og børn! Fucking barnemordere og terrorister er hvad i er! Må Tel Aviv brænde ned til grunden i usle kujon hunde«.

Et tredje eksempel er, at en etnisk dansk udseende mand hængte et billede op foran lokalerne til en (upolitisk) jødisk forening. På billedet var der tegnet et israelsk flag med små hagekors og tilknyttet teksten: »We propose a new flag for Israel that matches your terrorism, Netanyahu«.

Disse mange eksempler viser, at der eksisterer en forestilling blandt en række mennesker i Danmark om, at alle jøder er kollektivt ansvarlige for den israelske stats politik, og at det derfor er legitimt at rette en eventuel vrede over denne politik mod dem.

Den primitive tankegang om, at et menneske skal holdes til ansvar for andre menneskers begåede eller opdigtede handlinger, er desværre et til stadighed tilbagevendende fænomen i det, vi kan betegne som jødehadets historie. En klassisk version af dette fænomen finder man i påstanden om, at jøderne var skyld i Jesus’ død.

I Matthæusevangeliet kan man for eksempel læse, at en jødisk folkemængde krævede Jesus korsfæstet, og at de, da statholderen Pontius Pilatus fralagde sig enhver skyld, replicerede »lad hans blod komme over os og vore børn«. Jøderne, dvs. alle jøder til alle tider, har sidenhen ofte fået tildelt prædikatet gudsmordere.

Selv her i moderne tid, hvor mange kristne har taget afstand fra en sådan tankegang – hele den romerskkatolske kirke gjorde det for eksempel med den såkaldte nostra aetate-erklæring fra 1965 – støder man ikke desto mindre på den fra tid til anden. Sådanne klassiske ideer om jøders kollektive skyld ophørte dog med at være acceptable i bredere kredse umiddelbart efter afsløringen af nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig.

I efterkrigstiden har forestillingen om, at alle jøder er kollektivt ansvarlige for den israelske stats politik, imidlertid fæstnet sig i manges sind, hvilket man desværre også har måttet sande her i Danmark.

Forestillingen om et kollektivt jødisk ansvar for Israels politik ser man ikke kun afspejlet i konkrete chikanerier og angreb på jøder, men også i form af sympatisørers anerkendelse af disse handlinger. Jeg vil i den forbindelse gerne dele en personlig erfaring fra i sommer, som rystede mig en del.

Der eksisterer en forestilling blandt en række mennesker i Danmark om, at alle jøder er kollektivt ansvarlige for den israelske stats politik

I august 2014 deltog jeg i et franskkursus på Københavns Universitet, hvor vi deltagere fik til opgave at beskrive et aktuelt emne fra dagspressen.

Jeg valgte at præsentere historien om et socialt eksperiment foretaget af Radio 24syv, der gik ud på, at en journalist havde iklædt sig en kalot og var vandret gennem københavnerbydelen Nørrebro for at se, om han kunne gå i fred. Eksperimentet endte med, at journalisten blev stoppet af en bil fyldt med personer, der ifølge hans opfattelse af situationen ville have givet ham tæsk, hvis ikke han havde fortalt dem, at han blot var journalist og ikke jøde.

Til min overraskelse udtrykte en af deltagerne på franskholdet, en etnisk dansk kandidatstuderende i medicin, forståelse for gerningsmændenes adfærd. De havde, rationaliserede hun, jo nok venner eller familiemedlemmer, som var blevet dræbt af det israelske militær den sommer.

Jeg blev mildest talt chokeret. Denne kommende læge mente tilsyneladende i dybeste alvor, at en sådan art blodhævn rettet mod tilfældige danske jøder som mig selv ville være forståelig adfærd! Desuden var hendes underforståede antagelse om, at jødefjendske handlinger kun begås af personer, hvis familier og venner er blevet berørt af Israels militære aktiviteter, på ingen måde overbevisende. Jeg endte dog med at slå oplevelsen hen og tænkte, at det nok var en enlig svale. Men jeg skulle blive klogere.

To dage efter mordet på Dan oplevede en danskjødisk kvinde, da hun stod og iagttog blomsterhavet i Krystalgade, at en mellemøstligt udseende mand henvendte sig til hende og spurgte, om det var sørgeligt. Kvinden svarede, at det var det da selvfølgelig, hvorefter manden replicerede: »Der er ikke nogen, der lægger blomster for børnene i Gaza«.

Mange enslydende kommentarer florerede også på de sociale medier såsom Facebook. At der tilsyneladende er en del mennesker i det danske samfund, som mener, at det er forståeligt, at danske jøder skal bøde for utilfredshed med den israelske stats politik, synes altså at stå meget klart.

Hvorvidt denne negative holdning til Israel er legitim eller ej, er sagen fuldstændig uvedkommende.

LÆS OGSÅ Danmark og de danske jøder hører sammen

Israelsk politik er et emne, som mange mennesker er uenige om, også mange jøder. Det kan dog aldrig være legitimt at lade sin vrede over Israels politik gå ud over tilfældige jøder – ligesom man uden sammenligning i øvrigt aldrig kan retfærdiggøre hetz mod tilfældige muslimer med henvisning til Omar el-Husseins myrderier – men det er der desværre mange mennesker i Danmark, som ikke har forstået.

Det er derfor bydende nødvendigt, at vi herhjemme politisk såvel som individuelt begynder at konfrontere de jødefjendske holdninger, som eksisterer derude, ikke at forglemme de mange sympatisørers uhyggelige forståelser for sådanne holdninger.

Undervisningssektoren er et eksempel på et oplagt sted at tage fat. Ifølge flere danske nyhedsmedier var Omar el-Husseins had til jøder bredt kendt på hans VUC i Hvidovre. Sidste år modtog AKVAH desuden en anmeldelse fra en studerende om, at ordet jøde på hans VUC i Jylland blev brugt med lærernes kendskab som skældsord af mange af hans medstuderende med muslimsk baggrund. Og senest i år har AKVAH fået en anmeldelse fra en lærer på en VUC på Sjælland om, at hun har oplevet chikane fra sine muslimske elever, fordi de har opdaget, at hun er gift med en jøde.

Meget kunne tyde på, at disse tre eksempler blot er symptomer på mere omfattende samfundsmæssige problemer.

Et andet oplagt sted at fokusere på er omtalen af Israel i den offentlige debat og dermed i det danske samfund. Som nævnt er vi ikke alle enige om, hvordan vi skal forholde os til israelsk politik, og det behøver vi heller ikke at være. Men der må alligevel være en grænse for, hvad der kan være legitimt at sige om Israel.

Når for eksempel en kendt kulturperson som Christian Braad Thomsen uden tøven kalder Israel for en nazistisk stat – hvilket han gjorde sidste år i en debat på DR 2 – så er tonen blevet for hadsk. Hvis det så blot var Christian Braad Thomsens idiosynkrasier, ville det ikke være særlig slemt, men han er desværre ikke alene i sine ekstreme ytringer.

På de sociale medier og på avisernes debatsider på internettet ser man mange eksempler på, at Israel sidestilles med nazisme og på flere andre nedsættende udtryk, hvis formål alene er at ytre og dermed også at skabe had.

Når ordene zionist og zionisme går hen og bliver skældsord og hadeobjekter, dæmoniserer man i realiteten mange jøder

I den offentlige debat og på de sociale medier ser man også en dæmonisering af zionisme og zionister. Mange tror fejlagtigt, at dette ikke angår almindelige jøder, idet adskillige understreger, at det kun er zionister, som de hader. Eksempelvis forsvarede en dansk imam, der sidste år opfordrede til drab på jøder, sig med, at han da kun havde ment zionistiske jøder. Men had og trusler mod zionistiske jøder rammer altså i høj grad almindelige jøder.

Modsat hvad mange ellers synes at tro, betyder zionisme ikke, at man per automatik er enig med den til enhver tid siddende israelske regerings politik, ej heller at man er enig med den kontroversielle bosættelsespolitik. At være zionist betyder blot, at man mener, at jøder har brug for og ret til et jødisk hjemland, og dermed at Israel har ret til at eksistere. Denne rigtige forstand af ordet zionisme er i dag en central bestanddel af mange jøders identitet. Man kommer derfor ikke udenom, at når ordene zionist og zionisme går hen og bliver skældsord og hadeobjekter, dæmoniserer man i realiteten mange jøder.

Det er i denne sammenhæng værd at erindre, at efter at Anders Breivik havde udført sit massemord i Norge, tilsluttede talrige danske venstrefløjsdebattører sig parolen om, at ord skaber handling, og at tragedien derfor måtte give anledning til selvransagelse i Danmark i forhold til den ofte hadefulde måde muslimer og islam omtales på.

Det kan derfor undre, at ingen på samme politiske fløj har syntes at overveje, at den ofte hadske måde Israel, zionisme og zionister af mange omtales på, ligeledes kan have store konsekvenser for jøder i Danmark.

Lad mig slutte af med at konstatere, at der formentlig stadig er nogen i Danmark, der ikke har indset alvoren af situationen, og som blot tror, at terrorangrebene i København var en enkelt gal mands handlinger. Uden at det fungerer som noget endegyldigt bevis, vil jeg til dem blot påpege, at jeg faktisk begyndte på denne kronik ugen før terrorangrebet i København.

I indledningen til mit originale udkast havde jeg først oplistet de mange drab på jøder i Europa, som har fundet sted de seneste par år, og derefter skrevet: »Vi har heldigvis ikke set nogen drab på jøder i Danmark endnu, men situationen herhjemme er bekymrende«. Jeg har som bekendt siden desværre været nødsaget til at omformulere mig.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce