Kommunerne er ligeglade. De private arbejdsgivere er ligeglade. Og ministeren for ligestilling, Inger Støjberg, er tilsyneladende også ligeglad. De er ligeglade med, at lov om ligeløn ikke bliver overholdt. Meget tyder i hvert fald på, at både private og offentlige arbejdspladser ikke laver de ligelønsstatistikker, de er forpligtet til. Og samtidig mener ministeren ikke, det er hendes ansvar at overvåge, om de gør det. Vi befinder os derfor i en tilstand af total lovløshed på ligelønsområdet. Hver tredje kommune laver ikke lønstatistikker opdelt på køn. Og kun 23 ud af de 2.000 private og offentlige virksomheder, der er omfattet af lov om ligelønsstatistikker, har bedt Danmarks Statistik om en lønstatistik opdelt på køn. Og der er ingen, der ved, hvor mange af de resterende der selv har lavet statistikker.
Det viser undersøgelser, som FOA og HK har lavet for at følge op på, om arbejdsgiverne lever op til kravene i ligelønsloven. Kravet er, at arbejdsgivere med mindst 35 ansatte skal lave lønstatistik opdelt på køn for medarbejdergrupper på mindst ti ansatte af hvert køn. Og faktisk er det ikke nok at lave de kønsopdelte statistikker. Medarbejderne skal også informeres om dem, står der i loven. Men heller ikke det sker. I en rundspørge, HK har lavet blandt 180 HK-tillidsrepræsentanter på virksomheder med over 50 ansatte, svarer kun 10 procent ja til, at der er udarbejdet kønsopdelte lønstatistikker inden for det seneste år. 17,7 procent højere løn til mænd Lad os slå det fast: De kønsopdelte lønstatistikker er ikke et eksempel på overflødigt bureaukrati. De kønsopdelte lønstatistikker er selve kernen i at kunne angribe ligelønsproblemer på arbejdspladsen. Det er de, fordi de løfter sløret for uligelønnen. De skaber det nødvendige niveau af åbenhed, som gør, at problemerne med uligeløn bliver synlige. Og så kan de endda rekvireres ganske gratis fra Danmarks Statistik, hvis arbejdsgiverne ikke selv vil bruge kræfter på at lave dem. Det behøver altså ikke koste arbejdsgiveren mange ekstra mandskabstimer at fremskaffe dem. De kønsopdelte lønstatistikker er et vigtigt værktøj til at skabe reel ligeløn på det danske arbejdsmarked. Ledelsen kan bruge de kønsopdelte lønstatistikker til at se på eventuelle skævheder i organisationen og spotte de områder, hvor der skal sættes ind, hvis de ønsker at rette op på uligelønnen i virksomheden. Medarbejderne kan bruge de kønsopdelte lønstatistikker til at se ledelsen efter i sømmene og med egne øjne konstatere, om der reelt er lige løn for lige arbejde i virksomheden. Og hvis ledelsen nægter at se realiteterne i øjnene og give lige løn for lige arbejde, kan de kønsopdelte lønstatistikker bruges som springbræt til at føre ligelønssager til domstolene. Det er dog ikke mange ligelønssager, der bliver ført ved domstolene. I september vandt Teknisk Landsforbund en sag om ligeløn ved Højesteret. Det er den første ligelønssag, der er blevet rejst ved domstolene i mange år. Og det kan undre. For i gennemsnit er timelønnen for en dansk mand 17,7 procent højere end timelønnen for en dansk kvinde. Løngabet er altså både til at se og føle i statistikkerne på landsplan. Og lur os, om uligelønnen ikke også lever i bedste velgående på de danske arbejdspladser. Problemet er bare, at vi ikke ved det: Vi kan ikke se det nogen steder, når arbejdsgiverne ikke er åbne om, hvordan de lønner mænd og kvinder. Fraværet af ligelønssager er altså ikke et tegn på, at der er ligeløn på de danske arbejdspladser. Det er ene og alene et tegn på, at der ikke er åbenhed om løn på arbejdspladserne. Og åbenhed er altså første skridt på vejen til mere ligeløn. Derfor er åbenhed også skrevet ind i ligelønsloven flere steder: For det første har alle medarbejdere ret til at fortælle deres kolleger, hvad de får i løn. For det andet skal arbejdsgivere med mindst 35 ansatte altså lave lønstatistikker opdelt på køn for grupper på mindst ti ansatte. Dokumenteret uligeløn Loven om ligeløn i dens nuværende udformning åbner dog op for, at de fleste virksomheder kan slippe uden om at lave de kønsopdelte lønstatistikker. Dels omfatter loven kun de største virksomheder, dels kan statistikken erstattes af en skriftlig redegørelse – og der er ingen regler for, hvordan der skal følges op på dem. HK har derfor lavet et forslag til en ny ligelønslov. Forslaget indebærer, at alle virksomheder med mindst 10 ansatte – og mindst tre mænd og kvinder inden for samme arbejdsområde – fremover skal udarbejde kønsopdelte lønstatistikker. Virksomhederne skal lave lønstatistikkerne hvert kalenderår. Såvel fagforeninger som tillidsrepræsentanter skal have adgang til de kønsopdelte lønstatistikker. De skal også have adgang til yderligere løninformation ved begrundet mistanke om uligeløn. Og virksomheder med over 35 ansatte skal derudover lave en ligelønsredegørelse.
