Forud for NATO’s nyligt afholdte topmøde i Chicago fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt, at Danmark skal være »et Nato-kerneland«.
Som konkretisering heraf nævnte statsministeren nogle militære opgaver, som Danmark har påtaget sig i de senere år, nemlig – foruden den årelange indsats i Afghanistan og i Kosovo (Irak blev interessant nok forbigået) – F-16-patruljeringen i Baltikum, en ledende rolle i Fogh Rasmussens nye ’smart defense’-program, initiativet til den internationale milliardindsamling til sikkerhedsstyrkerne i Afghanistan samt genindtræden i projektet om udvikling af Nato-droner. En hovedbegrundelse for den danske militært fokuserede kernelandspolitik, der i de sidste 10-20 år har gået under betegnelsen ’Danmarks aktivistiske udenrigspolitik’, har været, at den har givet Danmark en hidtil uset international indflydelse og status, ikke mindst hos verdens eneste tilbageværende supermagt, USA. S-R-SF-regeringen har åbenbart tænkt sig at videreføre denne del af arven fra de seneste regeringer, både de borgerlige efter 2001 og SR-regeringerne i 1990’erne. Der kan derfor være grund til et historisk tilbageblik på, hvordan og i hvilket omfang Danmark i hele perioden, inden den ’aktivistiske’ udenrigspolitik slog igennem, søgte og opnåede udenrigspolitisk indflydelse i USA og Nato. På den ene side var Danmark under hele den kolde krig en fuldt loyal Nato-allieret med et godt forhold til alliancens førende magt, USA. Ganske vist var Danmarks militære bidrag til det fælles forsvar mod den trussel, Sovjetblokken ansås for at udgøre, relativt beskeden (bortset fra Grønland, hvis betydning dog ofte er blevet noget overvurderet).
