Johannes Bremer

Uddannelseschef, pensioneret Kastrup

› LÆS MERE

Det hele startede i Bayern i 1923, da Tyskland mistede sin uskyld, hvor Hitler trådte ud af mængden og fik provokeret både undtagelsestilstand og statskup med regeringens fald i Berlin, herefter fængslet som martyr og nu slag i slag, symbolsk dømt og frigiver, med videre konspiration for senere magtovertagelse og verdenskrig, hvor navnet Hitler, som genstanden for det tyske folks heltedyrkelse, ikke mere var god tone og nærmest forbudt til fordel for navnet Führer, der holdt krigen ud i Bendlerstrase under Keitel; men dog kun i blandt befolkningen indtil Stalingrad i 1942 og betræde, hvor ordet Hilter nu nærmest havde fået en kedelig og nedsættende klang, der hang ved helt frem til hans selvmord i 1945.

Efter krigen kom der Wirtschaftswunder, det økonomiske mirakel, som er den tyskebetegnelse for den hurtige genopbygning og det vedvarende økonomiske opsving, der indtraf i Vesttyskland efter møntreformen i 1948.

Det meste af Vesttyskland lå i ruiner efter 2. verdenskrig. Byer var udbombede, infrastrukturen fungerede meget dårligt og et stort antal flygtninge fra de tidligere tyske provinser østpå krævede store ressourcer. Betingelserne for et økonomisk mirakel syntes på den baggrund at have været meget elendige. Man betegner også tit den tyske situation umiddelbart efter 2. verdenskrig som "Stunde Null" (nulte time), forstået sådan, at alt skulle bygges op fra starten af igen. Selvom der vitterligt var tale om store ødelæggelser som følge af krigen, så var den tyske industri alligevel ikke helt smadret. Flere steder var industriområder nærmest uberørte og kunne umiddelbart efter krigen fortsætte produktionen. "Stunde Null"-begrebet klassificeres derfor ofte som en myte, hvor det nu ikke var god tone at tale om nazitiden.

Under denne epoke dannedes Rothe Arme, under Bader Meinhof med mord og brand på menuen, hvor ordet kapitalisme efterhånden kunne koste både blod og tårer i efterkrigstidens Tyskland.

Møntreformen i 1948 sendte nye rystelser og en glædelig opvågning i det tyske samfund med hovedmanden Ludwig Erhard som direktør var den helt afgørende forudsætning for en økonomisk genopbygning, men den havde også store politiske konsekvenser i forholdet mellem øst og vest. Med møntreformen erstattede D-marken den tidligere Reichs-mark og samtidig blev markedet frigivet og rationeringen af varer ophævet. Modsat mange forudsigelser var det vesttyske marked meget hurtigt i stand til at levere de fleste varer, blot tre år efter krigens afslutning. På begge sider af jerntæppet var det uredelig tale at bruge møntreformen i den økonomiske diskussion mellem de to blokke.

Herefter dannelsen af EU, senere med den økonomiske krise, hvor enkeltlandenes velerhvervede rettigheder ofte måtte forbigås under de økonomiske sparerunder, hvilket ofte har givet en vis skævvridning i en manglende og dybgående debat omTysklands mål og midler, herunder hvad man må sige og ikke må sige i Tyskland.