Det vakte stor opmærksomhed, da vi i sidste uge skrev, at vores konge efter nederlaget i 1864 foreslog at lade Danmark glide ind i Det Tyske Forbund, den sammenslutning af tyske stater, der få år senere blev til det andet tyske kejserrige.

LÆSHemmeligt arkiv: Kongen tilbød Danmark til tyskerne efter 1864

Var tilbuddet, der naturligvis skal ses i sin historiske sammenhæng, blevet modtaget, kunne danskere have delt skæbne med tyskerne hele vejen op igennem det tyvende århundrede ...

LÆS OGSÅLæserne: Hvis vi var tyskere, ville vi køre i fede biler

Forfatteren til den bog, der har bragt denne for næsten alle helt ukendte episode frem, har fået dronningens personlige tilladelse til at bruge kongefamiliens arkiver.

Andre historikere, der har interesseret sig for danmarkshistorien i det nittende og det tyvende århundrede, har imidlertid fået nej.

Når det kræver særlig tilladelse fra vore seneste kongers efterkommer, dronning Margrethe, at få indsigt i, hvad vores statsoverhoveder har foretaget sig, skyldes det, at disse kongers arkiv betragtes som privat og dermed beskyttet på linje med andre private arkiver.

Det er ærlig talt meget svært at forstå, hvordan danske monarkers arkiver – monarker, der i hvert fald indtil et stykke ind i det tyvende århundrede havde betydelig politisk magt og indflydelse – på nogen måde kan betragtes som private.

Selv deres familieforhold var jo gennemsyret af politik og diplomati – som for eksempel i den lange periode, hvor en lang række af Europas kronede hoveder, med den enevældige russiske tsar i spidsen, år efter år opholdt sig på Fredensborg sammen med den danske kongefamilie.

Vores nuværende kulturminister, der kunne ændre denne problematiske lukkethed, henholder sig i et svar til Folketinget til den bureaukratiske udenomssnak, som Statens Arkiver har fodret ham med.

Og embedsmændene henholder sig til, at da arkivloven i 2002 senest blev revurderet, var der et flertal i arbejdsudvalget, der ville bevare kongernes arkiv som ’privat’.

Flertallet bestod sjovt nok af embedsmænd, mens ’brugerne’ – læs historikere og offentlighed – allerede dengang ønskede noget andet.

Vores nuværende kongefamilie har selvfølgelig samme ret til et privatliv som andre mennesker. Men at denne beskyttelse skal udstrækkes til afdøde monarker langt tilbage i det nittende århundrede, er åbenlyst urimeligt.

Forhåbentlig tænker kulturministeren – eller Folketingets flertal – sig om en gang til.