Landets to fremmeste beslutningstagere, når det gælder finansielle spørgsmål, nationalbankdirektør Nils Bernstein og ordførende direktør i Danske Bank Peter Straarup, stillede i fredags op med en refleksion over den nu to år gamle finanskrise, som vi på alle mulige måder stadig står midt i konsekvenserne af.

Foreholdt, at han burde have set alarmsignalerne og ændret for eksempel bankens udlånspolitik i lyset af boligboblen i særdeleshed og overdreven optimisme i al almindelighed, gjorde Peter Straarup opmærksom på, at han i så fald ville være blevet sat fra bestillingen som »en gal mand«.

Selv en nok så stærk aktør kan ikke bryde med, hvad der i dette tilfælde var en hel sektors – markedets – kollektive vildfarelse. Men dermed er jo også sagt, at de finansielle markeder under ingen omstændigheder kan overlades til sig selv. Slet ikke nu, hvor vi ved, hvor stort et destruktivt potentiale de rummer.

LÆS ARTIKELStraarup: Zombie-økonomi truer os

Man kan diskutere, hvordan de skal reguleres. Men de skal med sikkerhed have væsentlig færre frihedsgrader, end de havde – og har. Mens vi venter på, at skrappere regler kommer på plads, lever vi stadig livet farligt.

Bernstein og Straarup var enige om, at det var en katastrofal fejltagelse, at de amerikanske myndigheder i september 2008 lod investeringsbanken Lehmann Brothers gå ned.

Det har de muligvis ret i. Men hvis større finansielle aktører ikke kan gå fallit, så betyder det i realiteten, at de ikke er private virksomheder, men derimod en del af den infrastruktur i moderne samfund, som staten står for.

I så fald kan de naturligvis heller ikke på alle mulige områder – herunder deres ekstreme muligheder for at tjene penge og belønne sig selv – påberåbe sig den frihed, som private aktører har.

Pointen er ikke, at vi skal genindføre planøkonomien eller glemme, at markedsmekanismen stadig er det bedste instrument til at koordinere og udvikle økonomien i moderne samfund. Men pointen er, at markeder i al almindelighed og finanssektoren i særdeleshed er til for samfundets skyld.

Hvis finanskrisen har en uafviselig lære, må det være, at det er finanssektoren, der skal overbevise samfundet om sin nytteværdi – ikke omvendt. Nok værd at huske i en tid, hvor finansmarkederne daglig driver stater rundt i manegen på grund af budgetunderskud, finanssektoren selv har et hovedansvar for er opstået.